Handicaphjælper

At køre, gå på arbejde, rydde op, handle, gå i teatret, komme i bad, tage på kunstudstilling, lave mad…
Der er mange situationer, hvor der kan være behov for din assistance.

 

Det er et alsidigt og varieret job at være handicaphjælper i LOBPA; man skal meget i løbet af en arbejdsdag, og man er til umådeligt stor hjælp. At blive Handicaphjælper kræver ikke en særlig uddannelse; til gengæld er det et arbejde, man bliver håndplukket til.

 

Handicaphjælper i en BPA-ordning

I LOBPA er det arbejdslederne, som rekrutterer deres handicaphjælpere. LOBPA kan bistå i processen, og når du bliver ansat, er du ansat i LOBPA, hvor du er sikret ordentlige og overenskomstmæssige vilkår.

Dit arbejde følger din arbejdsleder. Derfor er det også din arbejdsleder, der definerer dine opgaver, hvor de skal udføres, hvornår og hvordan. Uanset hvem din arbejdsleder er, er det ypperste mål med din assistance, at arbejdslederen kan leve et værdigt og selvstændigt liv på egne præmisser.

 

Afløserlisten

Som handicaphjælper ansat i LOBPA kan du blive tilknyttet afløserlisten. Det betyder, at du kan få ekstra vagter hos andre borgere med BPA, hvis du har lyst. Du kan også tilmelde dig LOBPAs Jobtavle, hvor du kan søge i ledige hjælperjobs inden for BPA.

 

LOBPA bygger på principperne bag Independent Living-bevægelsen

– retten til at træffe valg for eget liv og retten til at leve et selvstændigt liv.

Læs mere om vores principper her >