Brev til LOBPAs kunder om corona

Kære kunde

Mange spørgsmål melder sig i denne udfordrende tid, og vi tilstræber at være tilgængelig for dialogen med dig og andre kunder, når det er nødvendigt. Vi vil gerne følge med i de dilemmaer, du støder ind i, så vi kan tilpasse vores rådgivning i forhold til dem. Derfor vil vi gerne høre fra dig.

Corona-hotline
I LOBPA gør vi alt, hvad vi kan for at få driften til at fungere i dit hjem – samtidig med, at vi nøje følger alle retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne. Vi ved, at der er meget at forholde sig til og gør derfor opmærksom på vores corona-hotline, hvor vi svarer på spørgsmål mandag-fredag i tidsrummet kl. 8.30-16.00. Du kan nå vores corona-hotline her: M: 9282 0418 eller E: ndj@lobpa.dk. Det er konsulent i LOBPA, Nynne Døssing Jakobsen, der sidder klar ved telefon og mailbox.

Nye eksterne vikarer
Da der er en del sygemeldinger blandt handicaphjælperne, udvider vi vores vikarløsning med nye eksterne vikarer i hele landet. Vores vikarløsning har hidtil været baseret på handicaphjælpere, der allerede arbejder hos en kunde. Dette princip har vi nu gjort op med for at give vores kunder størst mulig sikkerhed for at få dækket vagterne under coronakrisen.
De nye eksterne vikarer finder du på vikarlisten sammen med de øvrige vikarer. Vikarerne har ikke nødvendigvis erfaring som handicaphjælpere. Men de har alle været igennem et tlf. interview, hvor der er lagt vægt på erfaring med plejeopgaver og gerne erfaring med at arbejde i private hjem. Der er desuden indhentet straffe- og børneattest. Vi håber, at du vil synes om vores løsning, og at de nye vikarer vil fungere som en god buffer ved sygemeldinger i det faste team.

Anbefalinger med hensyn til at skærme sig
Hvis du har nedsat immunforsvar eller nedsat lungefunktion, kan du have ekstra overvejelser om, hvordan du skærmer dig bedst muligt mod smitterisiko. Vores anbefaling er i den forbindelse, at du omlægger vagtplanen, så så få handicaphjælpere som muligt deles om vagterne. Arbejdstilsynet har suspenderet hviletidsbestemmelserne, og der kan gives dispensation til nærtstående, der varetager hjælpeopgaver. Det giver mulighed for elastiske vagtplaner – i forhold til, hvad du bliver enig med dine handicaphjælpere om, eller hvad der ud fra forsigtighedsprincippet skønnes at være den rigtige løsning. Bemærk at vagtplaner altid så vidt muligt skal ændres med min. 24 timers varsel.
Hvis du ønsker helt at frasige dig hjælpen fra dit hjælperteam og i stedet vælge pleje af dine nærtstående, skal du kontakte os først, da dette tiltag må ske i tæt samarbejde med LOBPA. Med mindre, at de nærtstående er ansat som hjælpere allerede, så vil der i øvrigt være tale om en ulønnet familiær assistance.
Går du og har overvejelser om at skærme dig, og hvordan du bedst kan arrangere det? Ring eller skriv til LOBPA – så bistår vi dig.
Se her Sundhedsstyrelsens Information til særligt sårbare grupper

Interessevaretagelsen
Formandsposten i Handicapbranchen Danmark er hos LOBPA. Det betyder, at vi sammen med Dansk Erhverv og de andre leverandører i brancheforeningen går forrest og presser på hos KL og Social- og Indenrigsministeriet for at gøre opmærksom på de bekymringer og udfordringer, vi mærker hos vores kunder og få svar på hvilke rammer og regler, der gælder for os i branchen.
Lige nu har vi fokus på følgende:

  • Hvis en kunde bliver smittet, skal vedkommende så indlægges på hospital? Og skal handicaphjælperne med?
  • Hvis kunden vælger at skærme sig (frasigelse af hjælpen fra hjælperteam) – skal handicaphjælperne så fortsat stå på vagtplanen, eller skal de sygemeldes med løn eller kan de evt. sendes hjem uden løn?
  • Det er kommunen, der har forsyningspligten på BPA-området. Men kan kommunen garantere, at man er i stand til at levere under alle omstændigheder?
  • Hvis der er behov for ekstra corona-værnemidler, er det efter Sundhedsstyrelsens mening kommunens ansvar at skaffe det? –Dette er p.t. et afklaringspunkt hos KL og de kommunale myndigheder.

Vi gør, hvad vi kan for at få svar på disse spørgsmål samt andre og vender tilbage, så snart vi hører nyt.

I mellemtiden vil vi opfordre dig til at passe godt på dig selv og dit team og følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer nøje for at begrænse smitterisikoen.

Vi opdaterer løbende denne side: Orientering om coronavirus med vores anbefalinger. Derudover er du velkommen til at ringe eller maile til os. Vi bistår gerne med at finde den løsning, der passer bedst for dig og er mest fleksibel for både dig og teamet.

LOBPA takker alle kunder for jeres fleksibilitet i en svær tid og for mange gode konstruktive snakke. Vi oplever et godt samarbejde, og at der bliver lavet rigtig mange gode løsninger rundt omkring på trods af den vanskelige situation.

På vegne af LOBPA vil jeg sige tak – I gør det utroligt godt!

Mange varme hilsener

Finn Løvenholdt Jeppesen Kemp
Konstitueret direktør i LOBPA og formand for Handicapbranchen Danmark

 

LOBPA bygger på principperne bag Independent Living-bevægelsen

– retten til at træffe valg for eget liv og retten til at leve et selvstændigt liv.

Læs mere om vores principper her >