Coronatest af handicaphjælpere – de første erfaringer

Det lysner så småt med hensyn til test af handicaphjælpere. Tina, der har været ansat som handicaphjælper i over 10 år, blev en af de første, det lykkedes for tidligere i denne uge:

”Jeg har være syg nu i over to uger nu med hoste og feber og et svælg, der nærmest har været lukket helt til. I sidste uge havde jeg fat i min egen læge for at blive testet – men uden held”. Tinas læge henviste hende til Hvidovre Hospital, der vurderede, at hun ikke var syg nok til at blive testet, selvom symptomerne kunne minde om corona.

I mandags var det så blevet muligt for LOBPA som arbejdsgiver at indstille Tina til test gennem Sundhedsstyrelsens nye arbejdsgivererklæring.
Efter arbejdsgivererklæringen var indsendt, ringede Tina til covid-19 enheden for at forhøre sig om mulighederne for at få en tid til corona-test. Derfra gik det stærkt. Tina blev bedt om at møde op på Rigshospitalet 40 minutter senere til test.

”Testen foregik i et telt uden for Rigshospitalet. Jeg blev instrueret i at blive i min bil på et indhegnet område foran teltet og melde min ankomst på mobil. Store skilte fortalte, at jeg befandt mig på et coronatest-område. Rundt omkring mig sad andre i deres biler og ventede på at blive testet. De der ankom til fods trådte frem på pladsen frem en ad gangen. Efter nogle minutter vinkede en sygeplejerske iklædt heldragt og visir mig ind i et aflukke i teltet, hvor jeg blev testet. Det hele gik lynhurtigt og professionelt. Men alligevel havde jeg en sær fornemmelse af at være på en anden planet og deltage i en science fiction film,” fortæller Tina, der i dagene efter fik det bedre.

Tina fik svar på testen få timer efter i sin e-boks. Heldigvis var den negativ, og hun kan snart genoptage sine vagter.
Vi håber, det må gå lige så let for andre at blive testet – og vi vil gøre, hvad vi kan for at skubbe på.

LOBPA bygger på principperne bag Independent Living-bevægelsen

– retten til at træffe valg for eget liv og retten til at leve et selvstændigt liv.

Læs mere om vores principper her >