LOBPA lancerer arbejdslederuddannelse

LOBPA lancerer arbejdslederuddannelse

LOBPAs medlemmer skal være Danmarks bedste arbejdsledere. For gode arbejdsledere får ro til at bruge deres tid på det, de allerhelst vil.

 

I årevis har LOBPA holdt workshops, foredrag samt tema- og netværksmøder om arbejdslederrollen. Nu lancerer vi Arbejdslederuddannelsen.

 

Arbejdslederuddannelsen udbydes af LOBPA i samarbejde med Niels Brock og løber fra oktober til januar fordelt over 8 mødedage i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup. Undervisningen varetages af LOBPA og Niels Brock.

 

Her vil op til 24 borgere med BPA mødes til skræddersyet, kvalitetssikret og dialogbaseret undervisning om arbejdslederrollen. Som dokumentation på opkvalificeringen modtager deltagerne et kursusbevis udstedt af LOBPA og Niels Brock i fællesskab.

 

LOBPA er initiativtager til og financierer Arbejdslederuddannelsen, som er tilrettelagt i tæt samarbejde med Niels Brock, der har mere end 130 års undervisningserfaring.

 

På denne første udgave af Arbejdslederuddannelsen er deltagelse gratis.

 

 

Danmarks seriøse BPA-uddannelse

Som Danmarks eneste landsdækkende interesseorganisation for alle med BPA er det LOBPAs målsætning at hjælpe flest muligt med at blive den bedst mulige arbejdsleder. I første omgang tilbydes op til 24 arbejdsledere en plads på et nøje tilrettelagt uddannelsesforløb baseret på solid undervisningserfaring og omfattende indsigt i BPA-området.

 

Med rødder i handicaporganisationerne tager LOBPA Akademi BPA alvorligt, og vi forventer det samme af vores professionelle partnere. Derfor har Niels Brocks uddannelsesansvarlige på LOBPAs arbejdslederuddannelse været i praktik ved flere borgere med BPA og gennemført fokusgruppeinterviews for at opleve og forstå de problematikker og udfordringer, som arbejdsledere står overfor.

 

Arbejdslederuddannelsen er professionelt tilrettelagt, og deltagerne indgår efter forløbet i en konstruktiv evaluering, som giver LOBPA mulighed for fortsat at tilbyde den mest relevante viden og bistand til borgere med BPA.

 

 

Uddannelsesplan

Der oprettes to hold for at tilgodese deltagere fra forskellige dele af landet. Formiddagsholdet søges fyldt med deltagere fra Sjælland. Deltagere fra resten af landet har fortrinsret til eftermiddagsholdet.

 

10. oktober                Modul 1: Introduktion til ledelse

24. oktober                Modul 2: HR og ansættelsesret

31. oktober                Modul 3: Situationsbestemt ledelse

14. november            Modul 4: Kommunikation som ledelsesværktøj

28. november            Modul 5: Motivation og engagement

5. december              Modul 6: Arbejdslederrollen

15. december            Modul 7: Konflikthåndtering

16. januar                  Modul 8: Vanskelige samtaler

 

 

Formiddagsholdet mødes kl. 9 – 12.
Eftermiddagsholdet mødes kl. 13 – 16.

 

Fra klokken 12 – 13 byder LOBPA på frokost til deltagere og hjælpere.

 

 

Sådan kommer du med

Arbejdslederuddannelsen kan udelukkende søges af LOBPAs kunder og medlemmer. LOBPA trækker lod om pladserne og giver deltagerne direkte besked den 20. september 2016.

 

Søg om en plads på Arbejdslederuddannelsen her: http://lobpa.dk/det-sker.aspx

 

Ansøgningsfrist: 15. september 2016 klokken 10 om formiddagen.

 

Medlemmer, hvis arbejdsgiveransvar varetages af LOBPA, kan modtage refusion for broafgift samt kørsel (1 kr. per km.).

LOBPA bygger på principperne bag Independent Living-bevægelsen

– retten til at træffe valg for eget liv og retten til at leve et selvstændigt liv.

Læs mere om vores principper her >