Færre får en BPA
Det er blevet endnu sværere at få tilkendt en BPA-ordning.

Gennem fire år er tilgangen af modtagere på BPA-området faldet med omkring 50%. Det kan vi læse i social- og ældreminister Astrid Krags ministersvar på Henrik Vinther Olesen (RV) spørgsmål om udviklingen i tildelingen af BPA-ordninger.
Borgere med indgribende handicap må klare sig med mindre hjælp
Udviklingen er bekymrende. I LOBPA spørger vi os selv, hvorfor man netop vælger at skære i hjælpen hos de borgere, der har det største behov og derfor er mest afhængige af hjælpen for at kunne leve et nogenlunde almindeligt liv. Vi ved, at flere og flere får en diagnose, og at flere og flere modtager en kompenserende ydelse. Men for borgere med indgribende handicap for hvem hjælpebehovet er størst, går tendensen den modsatte vej, så man må klare sig med mindre hjælp – selvom vi har BPA-paragrafferne.
”BPA-ordningen handler grundlæggende om retten til et frit liv uanset handicap”, siger LOBPAs direktør Michael Graatang: ”Et almindeligt liv hvor man har mulighed for at være med i fællesskaber fx i forening eller på et job og ikke er bundet til sit hjem. Det rammer borgere med indgribende handicap meget hårdt, når kommunerne ændrer praksis og skærer ned på antallet af bevilgede BPA-ordninger.”
Konsekvenserne skal stå skarpt for alle
Flere handicaporganisationer har taget problematikken op. Bl.a. Dansk Handicapforbund og Muskelsvindfonden. En stor tak for det! Når vi er flere, der står sammen om at adressere udfordringerne, brænder vi tydeligere igennem. Der er brug for al den opmærksomhed, vi kan få, så konsekvenserne af nedgangen står skarpt for alle.
En del medier har omtalt sagen. Bl.a. har DR skrevet om BPA-området i en række artikler. I en af de seneste: ”Færre borgere får tildelt personlige hjælpere” fra den 26. april, udtaler Ulrik Wilbek (V), der er formand for KL’s socialudvalg, at nedgangen på BPA-området ikke handler om økonomi men om, at kommunerne måske tidligere har været for rundhåndede med ordningen.
Det får Michael Graatang til at tænke på den klassiske historie om den lille dreng, der siger til sin mor: ”Mor, mor vi har ikke taget af småkagekassen: ”KL udtaler, at det ikke handler om økonomi, hvorefter der straks tales økonomi.
-Og oven i nedgangen i antallet af ordninger mangler vi at nævne alle de borgere, der oplever at få skåret i timetallet, når de er til en af de gentagende revisitationer hos kommunen. Her er et meget stort mørketal, som vi i LOBPA kun alt for godt kender til fra egne rækker”, slutter LOBPAs direktør Michael Graatang.
Læs mere:
Det fulde ministersvar
Indlæg på facebook fra LOBPAs formand Janne Sander
Artikel på dr.dk om nedgangen i tildelingen af BPA-ordninger