Fuldt hus til samråd om BPA
Der var fuldt hus ved dagens samråd, hvor social- og boligministeren deltog i et åbent samråd i Socialudvalget om bevillingen af BPA-ordningen.
Spørgsmålene fra SF’s ordfører, Charlotte Broman Mølbæk, tog udgangspunkt i BPA-netværkets tal, som viser et fald i antallet af bevilgede BPA-ordninger – særligt blandt unge.
Ministeren understregede, at når borgerens hjælperbehov tilsiger en BPA-ordning, skal denne bevilges. BPA kan ikke erstattes af andre kompenserende ordninger som f.eks. hjemmehjælp eller ledsagelse.
Ministeren oplyste desuden, at Ankestyrelsen er blevet bedt om at have BPA-området som et særligt fokusområde.
Under samrådet blev der fremlagt konkrete eksempler på unge med muskelsvind, som ikke er blevet bevilget en BPA, og de konsekvenser det har haft for disse unge. Konsekvenser såsom, at de ikke har muligheden for at flytte hjemmefra, påbegynde en uddannelse eller komme i job. Derudover rejste Alternativets ordfører spørgsmålet om, hvorvidt kommunerne har de nødvendige kompetencer til at varetage opgaven, eller om ansvaret for tildeling af BPA bør flyttes væk fra kommunerne.

Flere partier i Socialudvalget efterlyste handling fra ministeren for at sikre en varig løsning, så alle borgere med behov for hjælp også reelt får den. Samtidig blev der efterspurgt at den længe efterspurgte afklaring af snitflade til små sundhedsydelser bliver fastlagt.
Afslutningsvis slog ministeren fast, at der ikke er et ønske om at reducere antallet af borgere med BPA-ordning – tværtimod.
Gense samrådet her.