Det burde ikke være noget særsyn at se medarbejdere i en kørestol. Det er på tide, at vi vænner os til at se på borgere med funktionsnedsættelser som ressourcepersoner, der kan skabe værdi og gøre sig uundværlige på vores arbejdspladser

af direktør i LOBPA, Michael Graatang.

Indlægget blev bragt på Altinget den 1. marts.

Med massiv mangel på arbejdskraft og en arbejdskraftreserve på cirka 50.000 ledige med handicap, der er klar til job, kan det virke helt uforståeligt, at denne reserve ikke bare opsuges på arbejdsmarkedet.
Det burde ikke være noget særsyn at se medarbejdere i en kørestol eller med anden funktionsnedsættelse på arbejdspladserne. Men sådan er det bare ikke i dag.

Først og fremmest kalder situationen på en kulturændring. Nu har vi gennem 20 til 30 år vænnet os til det “grå guld” på arbejdsmarkedet, og vi ved, at arbejdsevne og virkelyst kan være ganske betydelig hos mange til højt op i alderen og ikke er dikteret af en bestemt pensionsalder. Nu er det på tide, at vi også vænner os til at se på borgere med funktionsnedsættelser som ressourcepersoner, der kan skabe værdi og gøre sig uundværlige på vores arbejdspladser.

Borgere bliver parkeret i deres hjem
Med det sagt, hvorfor får vi så ikke bare denne kulturændring på plads?

Alle råber på den, og der er masser af plads på arbejdsmarkedet. Hvor er barriererne? De er helt sikkert mangeartede og komplekse. Men fra min udsigtspost som direktør i LOBPA er der særlig to lamper, som står og blinker rødt.

Som medlemsorganisationer favner vi cirka 2.000 borgere med fysiske handicap, der år for år får deres hjælpeordning BPA beskåret. Eller som ikke kan få bevilget hjælpeordningen uanset behovet.

Konsekvensen af nedskæringerne er, at et voksende antal borgere er parkeret i deres hjem og må skære deres liv til efter hjemmeplejens besøg. En livssituation, der sætter drømmen om uddannelse og job på et evigt standby uanset den enkeltes kvalifikationer og motivation.

Kulturændringen må også have gennemslag her, så vi ikke alene tænker i hjælpebehov, men også i de kompetencer, som den enkelte kan bibringe samfundet, når først den primære forudsætning i form af den rette hjælp er på plads.

Som leverandør og arbejdsgiver for godt 1.400 ansatte i hele landet hilser vi i Lobpa nye kolleger med funktionsnedsættelse velkomne. Vi har på nuværende tidspunkt 54 ansatte i forskellige fleksordninger, og vores erfaringer er særdeles gode. Vi vil også gerne ansætte flere.

Men vores erfaring viser også, at det helt rigtige jobmatch kræver en særlig omtanke for at lykkes. Der skal gås en ekstra mil i den indledende fase, så vi kan se jobmatchet i lyset af mulighederne og ikke de begrænsninger, som ligger i funktionsnedsættelsen.

Det betyder blandt andet, at vi må have flere med handicap at vælge imellem, når vi rekrutterer, og det har vi ikke i dag.

Vi må have ansøgningerne i hus, så vores valg ikke bare står mellem et antal jobkandidater uden handicap og én enkelt med handicap.

De jobparate skal søge nu
Derfor appellerer vi til, at vi får meget bedre adgang til vores arbejdskraftreserve med funktionsnedsættelser, så vi reelt har nogen at vælge imellem og kan foretage vurderingen og jobmatchet på baggrund af det, som den enkelte kan byde ind med. Både med og uden handicap.

Ikke med udgangspunkt i, efter hvilke paragraffer den enkelte kan få støtte efter, men med afsæt i, hvad vedkommende kan, vil og brænder for at arbejde med.

Det bør være muligt at kunne oprette oversigter over kvalifikationer, muligheder og begrænsninger med videre for personer med funktionsnedsættelse, om ikke andet så på frivillig basis og med samtykke.

Vores arbejdskraftreserve med 50.000 jobparate med funktionsnedsættelser må ikke være hemmelig. Den skal være helt tæt på og tilgængelig for os arbejdsgivere.

Og så lad os droppe ordet socialt ansvar, for dermed har vi allerede stigmatiseret de personer, der udgør den arbejdskraftreserve, som vi har så hårdt brug for.

Og til jer, der er blandt de 50.000 jobparate med funktionsnedsættelser: Jeg ser alt for få ansøgninger fra jer. Det er nu, at I skal “ud af busken” og vise, hvad og hvor meget I kan.

Søg endelig, der er brug for jer, og husk at være helt åbne og ærlige om de udfordringer og muligheder, der er for jer.
Vi skal mobilisere vores hemmelige reserve nu.