Julefrokost og bowling i Middelfart – en hyggelig decembertradition
En aktiv og festlig decemberdag, hvor medlemmerne mødtes til bowling, julefrokost og hyggeligt samvær i Middelfart.
LOBPA samlede tirsdag eftermiddag en stor gruppe medlemmer til årets julearrangement i Middelfart, hvor både aktivitet, fællesskab og gode grin var på programmet. Dagen begyndte hos Lillebælt Bowling, hvor deltagerne gav hinanden kamp til stregen med strikes, splits og alt derimellem. Stemningen var afslappet og fyldt med julestemning, og der blev heppet ivrigt på både de mere erfarne bowlere og dem, der blot kom for hyggen.
Efter en times tid + det løse samledes alle om en traditionel julefrokostmenu, der bød på klassiske favoritter: sild og karrysalat, lun leverpostej, frikadeller, fiskefilet med remoulade, æg og rejer, rødkål, ost – og naturligvis risalamande til dessert. Samværet omkring bordet gav god tid til at snakke, grine og dele historier, og mange kommenterede, at det netop er denne kombination af aktivitet og socialt fællesskab, der gør arrangementet til noget særligt.
Inden dagen rundede af, blev der spillet pakkeleg, som hurtigt udviklede sig til både spænding og stor underholdning. Terningerne rullede flittigt, og pakker skiftede hænder i højt tempo, helt frem til vi sluttede omkring kl. 18.30.
Årets julefrokost og bowling i Middelfart blev endnu en hyggelig decemberdag i godt selskab – og en tradition, vi glæder os til at fortsætte.