Ny krænkelsespolitik skal skabe en tryggere hverdag
Med vores nye krænkelsespolitik vil vi sikre en tryggere hverdag for både arbejdsledere og hjælpere
En nedværdigende tone. En uønsket hånd på låret. Upassende adfærd til sociale arrangementer. Historier om krænkende adfærd har været forsidestof i mange sammenhænge gennem de seneste år.
For LOBPA er det altafgørende, at vi hjælper vores medlemmer til et tryggere arbejdsmiljø. Vi skal skabe et arbejdsrum uden mobning, chikane eller trusler både for arbejdsledere og hjælpere. Derfor har vi udarbejdet en ny krænkelsespolitik, der skal være med til at sikre en arbejdsrelation fri for krænkelser.
Med krænkelsespolitikken får vores medlemmer bedre mulighed for både at få øje på, handle og sige fra overfor mulige krænkelser. Formanden for LOBPA, Janne Sander udtaler:
– I LOBPA er vores medlemmers trivsel vores højeste prioritet. Vi accepterer ikke arbejdsrelaterede krænkelser. Derfor er det vigtigt for os at få fælles spilleregler nedfældet på papir, så både arbejdsledere og arbejdstagere har de nødvendige redskaber til at håndtere og forbygge mulige krænkelser i hverdagen.
Janne Sander peger på, at det kan være svært at få øje på krænkelser i den meget tætte relation, der ofte vil være mellem arbejdsleder og hjælper. Når man arbejder sammen hver dag, kan der opstå mange gråzoner i samarbejdet. Krænkelsespolitikken er derfor sat i verden for at give tryghed i hverdagen ved at skabe klarhed over de rettigheder og spilleregler, man kan støtte sig til i komplekse situationer.
Krænkelsespolitikken fokuserer på fire overordnede aspekter af krænkende adfærd. Det gælder trusler, mobning, chikane og seksuel chikane. Janne Sander forklarer:
– I et normalt arbejdsforhold kan man jo gå hjem klokken 16. Men i de her relationer er arbejdspladsen jo borgerens private hjem. I forhold til fx seksuel chikane, er vi nødt til at have for øje, at der altid vil være nogle gråzoner, når man fx har behov for hjælp med personlig pleje og i intime situationer.
På den baggrund håber Janne Sander, at krænkelsespolitikken kan være et skridt på vejen til at skabe øget bevidsthed om, hvordan vi skaber et krænkelsesfrit samarbejde. Hun understreger, at der i politikken er helt konkrete værktøjer, man kan bruge, hvis man oplever arbejdsrelaterede krænkelser.
Helt konkret skal den krænkede skrive ned, hvad der opleves som krænkende. Derefter skal der søges en dialog mellem arbejdsleder og hjælper om den krænkende adfærd. Hvis krænkelserne ikke stopper her, kan en løsning være at tage kontakt til din konsulent i LOBPA, der kan vejlede om, hvordan det gode samarbejde kan opretholdes.
Hvorfor nu?
Flere steder i samfundet er der kommet et øget fokus på trivsel og tiltag mod krænkende adfærd. I de fleste virksomheder og organisationer har denne udvikling affødt et mere præcist og nuanceret sprog, der giver bedre mulighed for at sætte ord på krænkelser. Derfor er det helt naturligt, at LOBPA også lægger sig i forlængelse af de gode tendenser. Michael Graatang, direktør i LOBPA uddyber:
– Jeg plejer at sige, at vi i LOBPA lever af de gode relationer blandt vores medlemmer. Vi har altid haft et stærkt fokus på arbejdsmiljøet og trivslen. Med politikken vil vi gerne gøre vores fokus endnu skarpere i forhold til krænkende adfærd. Vi kan ikke bare fortsætte, som man gjorde i gamle dage. Den går ikke mere. Vi er nødt til at tage det i opløbet.
Han medgiver, at der er mange gråzoner og dilemmaer i relationen mellem hjælpere og arbejdsledere. Især fordi relationen typisk foregår i hjemmet hos arbejdslederen, hvor relationen hurtigt kan blive familiær og venskabelig. Her kan det være ekstra svært at sige fra, hvis der opstår krænkende adfærd fra begge parter. Det er her, at den nye krænkelsespolitik kan være et brugbart værktøj til at tale om – og handle på eventuelle krænkelser i arbejdsrelationen.
– I LOBPA er det vores ansvar at sikre et trygt arbejdsmiljø i hverdagen for både hjælpere og arbejdsledere. Vi ønsker med krænkelsespolitikken at skabe en tillidsfuld og åben kultur, hvor der er plads til at tale om grænser og intimitet – og dermed forbygge krænkelser.
Dialog står centralt i krænkelsespolitikken. Michael Graatang begrunder det med, at krænkelser ofte sker trinvist. Når han møder medlemmer der har oplevet krænkelser, er der tit gået en masse begivenheder i forvejen. Mange gange kan konflikten løses ved dialog på et tidligt tidspunkt, inden den vokser sig for stor. Derfor er det vigtigt at kunne have en dialog om den mulige krænkende adfærd med din arbejdsleder eller hjælper, så tillidsforholdet bevares
Dialog er dog ikke altid nok. Nogle gange kan det være nødvendigt at inddrage hjælp udefra. Derfor sidder vi i LOBPA altid klar med rådgivning og vejledning fra vores erfarne konsulenter, om hvordan man som medlem bedst tager hånd om krænkende adfærd.
– Det er altid vigtigt at søge råd og vejledning, men jeg vil da gerne slå helt fast, at det mest af alt handler om at opføre sig ordentligt, slutter Michael Graatang.
Du kan finde og læse LOBPAs nye krænkelsespolitik her.
Hvad er krænkende adfærd?
Krænkende adfærd er adfærd som man kan blive udsat for fra en kollega, arbejdsleder, pårørende eller ekstern samarbejdspartner. Det er adfærd, som kan forvolde fysisk eller psykisk skade. Krænkende adfærd kan både forekomme som aktiv handling/adfærd og som undladelse af at handle.
Krænkende adfærd kan udmønte sig i form af fysisk vold (herunder aktivt påført angreb mod hovedet eller kroppen). Eller psykisk vold (herunder trusler af enhver art, fornedrelse, ydmygelse, mistænkeliggørelse, forhånelse eller diskrimination, chikane og mobning). Eller det kan være diskriminerende adfærd (herunder nedvurdering, fx på baggrund af alder, køn, kønsidentitet, kønsudtryk, seksuel orientering, handicap, etnicitet eller religiøs overbevisning).
Krænkende adfærd kan desuden udmønte sig i form af seksuel chikane, herunder uønsket seksuel opmærksomhed samt uønsket berøring, opfordring til seksuelt samkvem, sjofle vittigheder, seksuelt præget telefonterror eller uvelkomne forespørgsler om seksuelle emner.
Krænkelserne kan forekomme både i det fysiske møde samt telefonisk eller skriftligt, fx som digital chikane på sociale medier.
Hvad gør man, hvis man oplever krænkende adfærd?
- Skrive ned, hvad du oplever som krænkende.
- Fortælle din arbejdsleder, hvad du oplever som krænkende; måske ved arbejdslederen ikke, at du oplever krænkelser; tag evt. din konsulent fra LOBPA med.
- Tag kontakt til din konsulent i LOBPA, hvis krænkelserne ikke stopper, efter at du har fortalt det til din arbejdsleder.
- Hvis du oplever det som for svært at tale med din arbejdsleder, skal du kontakte din konsulent i LOBPA.
Hvis du som arbejdsleder oplever krænkelser fra en ansat, skal du:
- Skrive ned, hvad du oplever som krænkende.
- Fortælle den ansatte, hvad du oplever som krænkende; måske ved den ansatte ikke, at du oplever krænkelser.
- Tag kontakt til din konsulent i LOBPA, hvis krænkelserne ikke stopper, efter du har fortalt det til den ansatte.
- Hvis du oplever det som for svært at tale med den ansatte, skal du kontakte din konsulent i LOBPA.