Nye anbefalinger om hurtigtest
Sundhedsstyrelsen anbefaler nu hurtigtest til en række grupper bl.a. ansatte, der arbejder med borgere i øget risiko.
Når man arbejder med borgere i øget risiko fx som handicaphjælper, er det meningsfuldt at blive testet med jævne mellemrum. På den baggrund anbefaler Sundhedsstyrelsen nu en række grupper – herunder sundhedspersonale – at blive hurtigtestet for at forebygge smittespredning.
Sundhedsstyrelsen fraråder samtidig at bruge hurtigtest, hvis man har symptomer på COVID-19 eller er nær kontakt til en smittet. I de tilfælde er hurtigtest ikke tilstrækkeligt præcise.
En hurtigtest er mindre sikker end en almindelig test for COVID-19. Men den har i stedet den fordel, at testen giver et hurtigt svar inden for ca. 15 minutter. På den måde kan smittekæder brydes hurtigere. Bemærk at testsvaret altid kun giver et øjebliksbillede. Hvis du får et negativt testresultat men senere udvikler symptomer på COVID-19, skal du derfor gå i selvisolation og testes med en almindelig test.
Om hurtigtest
Regionerne har d. 11. december indgået aftale med en privat udbyder om 50.000 daglige
hurtigtest på testlokalisationer på tværs af landet. Omfanget af hurtigtest forventes udvidet over tid til ca. 100.000 test dagligt. Aftalen løber for nuværende til d. 3. januar 2021.
Se mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside