13.09.2023

Folketingets Socialudvalg har d. 18 august 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 371 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).

Spørgsmål nr. 371: ”Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af SOU alm. del – spørgsmål 162 vedrørende ret til at give daglig medicin, stomi-pleje, sondemad mv. til borgere med handicap, præcisere, om det er borger eller arbejdsgiverbureau, der er den omtalte driftsherre med ansvar at sikre, at personalet er i stand til at varetage opgaverne fagligt forsvarligt, når hjælperne er ansat i BPA-ordning?”

Svar:
Det er arbejdsgiveren, som er den i spørgsmålet omtalte driftsherre med ansvar for at sikre, at opgaverne varetages forsvarligt, når hjælperne er ansat i en hjælperordning efter serviceloven. Arbejdsgiveren kan være borgeren selv, en nærtstående eller et arbejdsgiverbureau, afhængig af hvem borgeren vælger skal være arbejdsgiver.
Det fremgår af vejledningen om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance, at hvor arbejdet som led i ordninger med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og BPA er af mere medicinsk eller professionelt plejende karakter, herunder injektionsgivning, overvågning og hjælp til bad med brug af lift m.v. er der tale om arbejde for en arbejdsgiver og dette arbejde er omfattet af hele arbejdsmiljøloven.

Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister

Se spørgsmål og svar

13.09.2023

Folketingets Socialudvalg har d. 18 august 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 371 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).

Spørgsmål nr. 371: ”Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af SOU alm. del – spørgsmål 162 vedrørende ret til at give daglig medicin, stomi-pleje, sondemad mv. til borgere med handicap, præcisere, om det er borger eller arbejdsgiverbureau, der er den omtalte driftsherre med ansvar at sikre, at personalet er i stand til at varetage opgaverne fagligt forsvarligt, når hjælperne er ansat i BPA-ordning?”

Svar:
Det er arbejdsgiveren, som er den i spørgsmålet omtalte driftsherre med ansvar for at sikre, at opgaverne varetages forsvarligt, når hjælperne er ansat i en hjælperordning efter serviceloven. Arbejdsgiveren kan være borgeren selv, en nærtstående eller et arbejdsgiverbureau, afhængig af hvem borgeren vælger skal være arbejdsgiver.
Det fremgår af vejledningen om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance, at hvor arbejdet som led i ordninger med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og BPA er af mere medicinsk eller professionelt plejende karakter, herunder injektionsgivning, overvågning og hjælp til bad med brug af lift m.v. er der tale om arbejde for en arbejdsgiver og dette arbejde er omfattet af hele arbejdsmiljøloven.

Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister

Se spørgsmål og svar

31.03.2023

Folketingets Socialudvalg har d. 13. marts 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 162 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Torsten Gejl (ALT).

Spørgsmål nr. 162:
”Vil ministeren redegøre for hvilke hjælpere, der har ret til at give daglig medicin, stomipleje, sondemad mv. til borgere med handicap, så længe der ikke er tale ekstraordinære forhold f.eks. i forbindelse med akut sygdom, herunder bedes ministeren redegøre for, om det gør en forskel, om borgeren er under eller over 18 år.”

Svar:
Til brug ved besvarelsen er der indhentet en udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, idet der i spørgsmålet refereres til sundhedsydelser. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst følgende:
”Det er efter sundhedslovgivningen ikke afgørende, om patienter har handicap eller ej, eller om der er tale om akut sygdom, med mindre der er tale om situationer, hvor hjælpen ydes som førstehjælp.
Patienter administrerer som udgangspunkt selv deres medicin, men der kan være situationer, hvor patienten på grund af f.eks. sin unge alder eller mentale eller fysiske handicaps ikke er i stand til dette og dermed afhængig af hjælp fra andre personer. Patientens læge skal derfor altid – i forbindelse med ordination af receptpligtig medicin – gøre sig overvejelser herom.
Helt overordnet skelnes der mellem forbeholdte behandlingsopgaver og behandlingsopgaver, der ikke er forbeholdt virksomhed. Administration af receptpligtigt medicin og sondeanlæggelse er lægeforbeholdt virksomhed i medfør af autorisationsloven. I det omfang andre personalegrupper end læger varetager opgaven, skal det ske som medhjælp efter delegation fra en læge.
Der er ikke efter sundhedslovgivningen begrænsninger i forhold til, hvilke personer eller faggrupper, der må arbejde efter delegation fra en læge. Det personale, der delegeres til, skal dog være kvalificeret til og instrueret i at varetage opgaven forsvarligt.
Administration og indgivelse af sondemad og stomipleje er ikke lægeforbeholdt virksomhed og kan således varetages af enhver med de rette kvalifikationer. Det er driftsherrens ansvar at sikre, at personalet er i stand til at varetage opgaverne fagligt forsvarligt.
Sagsnr.
2023 – 2429
Doknr.
688923
Dato
31-03-2023
Offentligt
SOU Alm.del – endeligt svar på spørgsmål 162
Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
2
Med hensyn til betydningen af patientens alder følger det af sundhedsloven, at en forældremyndighedsindehaver i almindelighed giver et informeret samtykke til behandling af en mindreårig under 15 år. I tilfælde af, at forældre-myndighedsindehaveren f.eks. administrerer receptpligtige lægemidler til barnet, er der ikke krav om delegation, idet forældremyndighedsindehaveres administration af barnets medicin sidestilles med selvadministration. Børn, der er fyldt 15 år, kan efter sundhedslovgivningen i almindelighed selv samtykke til behandling.
Behandles et barn med receptpligtige lægemidler uden for barnets normale bopæl, f.eks. på en institution/bosted, vil personalet skulle arbejde på delegation fra en læge med mindre, at der er tale om ophold af mere midlertidig karakter som f.eks. almindelige dagtilbud, skoler, fritidsordninger, sociale dagtilbud, weekendtilbud, botilbud, samt kost- og efterskoler, hvor personalet håndterer barnets medicin efter instruktion fra forældre.
Personale, der assisterer selvadministrerende patienter, dvs. patienter som selv kan stå for deres egen medicinering, herunder stå for kontakten til egen læge, men som f.eks. ikke selv kan åbne pilleæsken, arbejder ikke på delegation. Der vil i så fald være tale om teknisk hjælp og bistand.”
I forlængelse af ovenstående kan det oplyses, at hjælpere, som i øvrigt udfører hjælpeopgaver efter serviceloven for en borger med funktionsnedsættelse, tillige vil kunne udføre de i spørgsmålet nævnte sundhedsydelser under iagttagelse af de af Indenrigs- og Sundhedsministeriet anførte forhold.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet er bekendt med, at Folketingets Ombudsmand i øjeblikket behandler en sag vedrørende hjælp til sundhedsydelser inden for hjælperordningerne i §§ 95 og 96 i lov om social service (serviceloven). Ministeriet har til brug for Folketingets Ombudsmands behandling af denne sag oplyst, at det er ministeriets vurdering, at hjælp til sundhedsydelser, som borgere uden funktionsnedsættelse selv vil kunne udføre, vil kunne indgå i timeudmålingen i hjælperordningen til en borger med funktionsnedsættelse.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister

Svar på spørgsmål 162.pdf

15.03.2023
Spørgsmål nr. 106: ”Vil ministeren redegøre for, hvor længe det er rimeligt, at en borger som Inge Gadegaard skal vente, fra hun har søgt om en BPA-ordning, til hun får et egentligt svar? Der henvises til artiklen “Inge er dødssyg og har et særligt ønske – men kommunen afviser hende” bragt på TV2 Nord’s hjemmeside den 7. februar 2023”. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).

Svar:

Kommunerne er i dag pålagt at afgøre sager, herunder sager om BPAordninger efter servicelovens § 96, så hurtigt som muligt. Der skal altid ske foregå en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag, men unødigt langvarige sagsbehandlingstider er hverken rimelige eller tilfredsstillende over for borgeren. Samtidig kan der dog være sager, hvor kommuner med god grund har brug for længere tid. Jeg forventer fortsat, at kommunerne lever op til deres pligt om at afgøre sager så hurtigt som muligt.

Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister

02.03.2023

Spørgsmål nr. 108: ”Vil ministeren redegøre for, hvorfor Danmarks Statistiks opgørelse over modtagere af
hjælp efter henholdsvis §§ 95 og 96 i serviceloven mangler oplysninger fra 26 kommuner, idet der kun er data med fra 72 kommuner?” Spørgsmålet er stillet af Charlotte Broman (SF) den 15. februar 2023.

Svar:

Jeg har indhentet svar fra Danmarks Statistik, som oplyser mig følgende:
”Ved besvarelsen af spørgsmålet har Danmarks Statistik taget udgangspunkt i statistikbanktabellen om Modtagere af handicapydelser efter område og ydelsestype (tabel HAND07). Alle kommuner har indberettet data fra 2018 og frem. Som det fremgår af dokumentationen til statistikken, er det kun 72 kommuner, som har godkendt alle data siden statistikkens start i 2015. De resterende 26 kommuner har i varierende omfang ikke godkendt alle data fra 2015-2018. Dette kan skyldes, at kommunernes systemer ikke var modne til at indberette data i starten af statistikkens levetid. Visse kommuner har fået dispensation, da tidlige data ikke kan genskabes, så kommunerne først skal indberette data fra det tidspunkt, hvor data er pålidelige, dog som minimum fra 2018 og frem.
Da alle kommuner har indberettet data fra 2018 og frem, betyder værdien ’0’ i en celle, at den pågældende kommune ikke har borgere, som modtager ydelser efter Servicelovens §§ 95 og 96. Det betyder ikke, at der ikke er data fra kommunen. For tidligere perioder, hvor manglende data kan forekomme, bruges markeringen ’..’, hvis der mangler data.
Danmarks Statistik tager som hovedregel kontakt til kommuner, som ikke har indberettet data på en given ydelse for at sikre, at der ikke er tale om en fejl, fx at ydelsen administreres af en anden afdeling, som ikke er bekendt med, at ydelsen skal indberettes.”
Med venlig hilsen
Marie Bjerre

Se spørgsmål og svar

01.03.2023
Spørgsmål nr. 69: Vil ministeren redegøre for antal borgere, der er visiteret til en BPA-ordning – herunder fordeling på kommuner? Spørgsmålet er stillet af Folketingets Socialudvalg.

Svar:

Danmarks Statistik indsamler oplysninger om antal modtagere af borgerstyret personlig assistance (BPA) efter servicelovens § 96 i statistikken Ydelser til voksne med handicap og udsatte voksne. Det seneste år i statistikken er 2021.
Tabel 1 viser antal modtagere af borgerstyret personlig assistance (BPA) efter servicelovens § 96 i løbet af året 2021 på landsplan og opdelt efter kommuner.
Der er diskretioneret, hvor antallet af modtagere er under 5 personer i en kommune. Diskretionering er angivet med ”999999”.

Se tabeller

Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister

09.02.2023

Spørgsmål nr. 28: ”Vil ministeren redegøre for, hvilke direkte og indirekte omkostninger kommunerne i gennemsnit har ved at udmåle tilskud til dækning af omkostninger til løn, arbejdsgiveropgaver, administration m.v. (administrationsbidrag) pr. handicaphjælperordning efter henholdsvis §§ 95 og
96 i serviceloven?” Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).

Svar:

Social-, Bolig- og Ældreministeriet kan oplyse, at omkostningerne til løn, arbejdsgiveropgaver, administration mv. i forbindelse med udmåling af hjælp efter henholdsvis §§ 95 og 96 ikke konteres særskilt i den kommunale kontoplan. Ministeriet har derfor ikke det nødvendige datagrundlag for at kunne
besvare spørgsmålet.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister

Se spørgsmål og svar

19.01.2023

Spørgsmål nr. 21: ”Vil ministeren redegøre for, hvor omfattende en borgers handicap skal være
for at blive tilbudt borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96?”
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Svar:
Personkredsen for BPA efter servicelovens § 96, stk. 1, er borgere med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov,
som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte til pleje,
overvågning eller ledsagelse, for at kunne opbygge eller fastholde et
selvstændigt liv med mulighed for deltagelse i samfundslivet.
Servicelovens § 96 er desuden som udgangspunkt rettet mod borgere med
mere massive og sammensatte hjælpebehov, hvor borgerens hjælpebehov,
ligger ud over, hvad der kan ydes som personlig og praktisk hjælp eller
ledsagelse, der kan imødekommes efter andre bestemmelser i serviceloven.
Efter § 96, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen dog desuden tilbyde BPA til
borgere, der ikke er omfattet af personkredsen efter stk. 1, hvis
kommunalbestyrelsen vurderer, at dette er den bedste mulighed for at sikre en
helhedsorienteret og sammenhængende hjælp for borgeren.
Som nævnt i svaret på SOU alm. del spørgsmål 18, er der ikke fastsat
begrænsninger for, hvilke typer af funktionsnedsættelser der kan medføre, at
man anses som omfattet af personkredsen for § 96. Det vil altid bero på en
konkret og individuel vurdering, om borgeren er omfattet af personkredsen og
opfylder betingelserne for at modtage hjælp efter denne bestemmelse.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister

Se spørgsmål og svar

19.01.2023
Spørgsmål nr. 20: ”Vil ministeren redegøre for, om en kommune kan nægte en borger en BPA-ordning med henvisning til, at borgeren er ordblind og derfor uegnet til at være arbejdsgiver via LOBPA (Landsorganisationen Borgerstyret Personlig Assistance) eller Handicapformidlingen?” Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Svar:

Det er ministeriets vurdering, at ordblindhed i sig selv ikke udelukker, at en borger kan være i stand til at varetage arbejdsgiveransvaret.
Som anført i svaret på SOU alm. del spørgsmål 18 er det en betingelse for tilskud til ansættelse af hjælpere i en BPA-ordning, at borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne.
Det er desuden en betingelse, at borgeren kan fungere som arbejdsgiver for hjælperne, medmindre den pågældende indgår aftale med en nærtstående eller en forening eller privat virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet, om, at tilskuddet overføres til den nærtstående, foreningen eller den private virksomhed, der herefter i ansættelsesretlig forstand er arbejdsgiver for hjælperne. LOBPA og Handicapformidlingen er henholdsvis en forening og en privat virksomhed, som kan varetage arbejdsgiveransvaret for en borger, som har fået bevilget en BPA-ordning.
Det skal understreges, at det er borgeren, der vælger, om han eller hun ønsker at være arbejdsgiver for hjælperne, eller om borgeren i stedet vælger at indgå en aftale om at overføre tilskuddet til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet, der vil påtage sig opgaven.
Kommunalbestyrelsen vil dog, hvis det vurderes, at borgeren ikke kan være arbejdsgiver for hjælperne, kunne træffe afgørelse om BPA til en borger, under forudsætning af at borgeren indgår aftale med en nærtstående eller en forening eller privat virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet, om at overføre
tilskuddet.

Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister

19.01.2023
Spørgsmål nr. 19: ”Vil ministeren redegøre for, om og hvornår en borger kan kræve en ny neurologisk og psykologisk test i forbindelse med en BPA-ordning, hvis den gamle er forældet?” Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Svar:
Som anført i svaret på SOU alm. del spørgsmål nr. 18, er det ifølge den sociale lovgivning hverken et krav, at en borger har gennemgået eller bestået en neurologisk eller psykologisk test, for at borgeren kan varetage arbejdslederansvaret i en BPA-ordning, eller i det hele taget bevilges en sådan
ordning. Det kan dog være en mulighed for kommunalbestyrelsen at få lavet en sådan undersøgelse som led i sagsoplysningen. Derudover bemærkes, at kommunalbestyrelsens afgørelse i enhver sag om hjælp og støtte efter serviceloven skal træffes på baggrund af aktuelle og relevante oplysninger i sagen.
Hvis der sker ændringer i borgerens helbredssituation, funktionsevne, socialeeller boligmæssige forhold m.v. efter kommunalbestyrelsens afgørelse, kan borgeren ansøge kommunalbestyrelsen om hjælp eller støtte igen. Hvis der foreligger nye væsentlige oplysninger i en sag, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at forholde sig til disse.

Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister

19.01.2023
Spørgsmål nr. 18: ”Vil ministeren redegøre for, om det er en forudsætning for, at en borger kan gøre brug af en BPA-ordning, at der foreligger en bestået neurologisk og psykologisk test af den pågældende borger?
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Svar:
Det er en betingelse for tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 96 om borgerstyret personlig assistance (BPA), at tilskudsmodtageren er i stand til selv at fungere som arbejdsleder for hjælperne.
Det betyder, at kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret og individuel vurdering af, om borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder. Det at være i stand til at fungere som arbejdsleder indebærer som udgangspunkt, at borgeren skal være i stand til selv at tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig leder for hjælperne.
Det skal understreges, at der kan være behov for, at borgeren modtager den fornødne rådgivning og vejledning om de opgaver, der må forventes at være forbundet med at modtage hjælpen i form af et kontant tilskud. Herunder f.eks. kursustilbud eller oplæring i, hvad det indebærer at være daglig leder for
hjælperne, herunder eksempelvis ledelse, konflikthåndtering eller etik.
Der ikke er nogle begrænsninger i, hvilke typer af funktionsnedsættelser der kan medføre, at man anses som omfattet af personkredsen for § 96. Det vil altid bero på en konkret og individuel vurdering, om borgeren er omfattet af personkredsen og opfylder betingelserne for at modtage hjælp efter denne
bestemmelse.
Det er op til kommunalbestyrelsen i hver enkelt sag at lave denne vurdering som en del af sagsoplysningen. Det er ifølge den sociale lovgivning således hverken et krav, at en borger har gennemgået eller bestået en neurologisk eller psykologisk test, for at borgeren kan varetage arbejdslederansvaret i en BPA-ordning, eller i det hele taget bevilges en sådan ordning. Det kan dog være en mulighed for kommunalbestyrelsen at få lavet en sådan undersøgelse som led i sagsoplysningen.

Det er kommunalbestyrelsens ansvar at sørge for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, inden de træffer deres afgørelse. Det vil sige, at kommunalbestyrelsen skal sikre sig, at de har alle relevante oplysninger i sagen, herunder eventuelle udtalelser fra læger og specialister m.v., og at sagen er vurderet efter alle relevante regler. Når kommunalbestyrelsen har alle relevante oplysninger i sagen, skal de afveje hensynene og træffe afgørelse ud fra en konkret og individuel vurdering af behov. På hvilken måde, en lægelig udtalelse skal indgå og vægtes i forhold til andre hensyn, er et kommunalt skøn.

Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister

28.06.2022
”Vil ministeren i lyset af den seneste konkurs på BPA området, hvor firmaet Naesborg A/S er blevet erklæret konkurs, redegøre for, hvad ministeren vil foretage sig for at sikre, at der ved tildeling af BPA ordninger bliver udmålt den nødvendige økonomi til at sikre personalet løn- og arbejdsvilkår svarende til
sammenlignelige faggruppers og en reel dækning af administrationsomkostningerne ved ordningen samt redegøre for, hvordan der skabes en større sikkerhed for, at borgere med en BPA ordning fortsat kan
modtage den nødvendige hjælp i tilfælde af konkurser? Der henvises til pressemeddelelsen ”Konkurs kaster handicappede borgere ud i usikkerhed” fra FOA den 10. juni 2022.” Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj (EL).

Svar:

Jeg vil gerne starte med at understrege, at hvis en virksomhed går konkurs, er det kommunens ansvar at sikre, at de berørte borgere ikke står uden et udækket hjælpebehov.
Ifølge Bekendtgørelse om udmåling af tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter lov om social service (udmålingsbekendtgørelsen) skal kommunalbestyrelsen udmåle tilskuddet til
hjælperløn, så lønnen som minimum tager udgangspunkt i grundlønnen for sammenlignelige faggrupper. Kommunalbestyrelsen skal anvende samme udgangspunkt ved beregning af alle elementer af lønnen og sørge for, at der ved beregningen sikres den nødvendige rummelighed i udmålingen og herunder tages højde for tidsbestemte tillæg, stedbestemte tillæg, funktions- og kvalifikationstillæg m.v., arbejdsmarkedspension og anciennitet.
Efter udmålingsbekendtgørelsens § 8 skal kommunalbestyrelsen udmåle et tilskud til dækning af de administrative udgifter, der er forbundet med at varetage arbejdsgiverfunktionerne i hjælperordningerne for en forening eller privat virksomhed. Dette er det såkaldte administrationsbidrag. I udmålingen,
som skal foretages ud fra en konkret og individuel vurdering i hver enkelt ordning, skal der tages højde for, hvor mange ressourcer der antages at skulle anvendes, for at arbejdsgiveropgaverne kan varetages tilfredsstillende, og de indirekte omkostninger, der følger af at være arbejdsgiver såsom f.eks. intern
administration, ledelse, kontorhold, løn og regnskab m.v.

Der har i ministeriet pågået et internt arbejde med en kortlægning af de væsentlige problemstillinger omkring servicelovens hjælperordninger samt vurdering af foreslåede tiltag, som er blevet afsluttet. På baggrund af resultatet af det interne arbejde har der været politiske drøftelser med ordførerne.
Ved de politiske drøftelser var der bred opbakning til at igangsætte de løsningsforslag, jeg fremlagde, og som inden for en overskuelig økonomisk ramme er mulige at håndtere. Disse løsningsforslag omfatter igangsættelse af et arbejde med at udsende orienteringsskrivelser, der tydeliggør de gældende regler angående problemstillingerne om et fald i tilgangen til ordningerne, at sundhedsydelser modregnes som hjælpertimer, at hjælperne ikke medfølger ved indlæggelse på sygehuset, og at borgere ikke oplever at kunne vælge den samme person til at være henholdsvis både ledsager og hjælper.
Løsningsforslagene omfatter endvidere to undersøgelser om henholdsvis en mulig udbygning af eksisterende registerdata vedrørende hjælperordningerne samt en undersøgelse af kommunernes udmålings- og visitationspraksis i sagsbehandlingen af hjælperordningerne i form af en sagsgennemgang.
Derudover blev det med finanslovsaftalen for 2022 besluttet at igangsætte arbejdet med at udmønte et initiativ om rådighedstimer, så kommunerne kun kan udmåle rådighedstimer i nattetimerne og ved delt tjeneste. Ministeriet har desuden netop holdt et møde med FOA, hvor der fandt en indledende drøftelse om en mulig takstmodel inden for ordningens nuværende rammer sted.

Med venlig hilsen
Astrid Krag

31.05.2022
Spørgsmål nr. 447: ”Vil ministeren oplyse, hvor mange nye BPA-ordninger, der er bevilliget i 2020
og 2021 på landsplan?” Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Christina Thorholm (RV).

Svar:

Det lægges i svaret til grund, at der med BPA-ordninger forstås ordninger med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95 og ordninger med borgerstyret personlig assistance (BPA) efter servicelovens § 96.
Danmarks Statistik indsamler oplysninger på cpr-niveau fra kommunerne om modtagere af de to nævnte former for støtte i regi af statistikken Handicap og udsatte voksne. Ved seneste offentliggørelse af registret har 63 kommuner godkendt alt data i perioden 2015-2020.
Statistikken indeholder ikke oplysninger om kommunernes bevillinger af de to nævnte ordninger. Baseret på data om modtagerne i de enkelte år er det dog muligt at vurdere tilgangen af modtagere, dvs. borgere der er ”nye” i statistikken. Tilgangen er opgjort som borgere, der modtager støtte i et givet år, og som ikke modtog indsatsen året før. Det seneste år med data er 2020, og det er dermed muligt at opgøre tilgangen i perioden 2016-2020.
Tabel 1 viser tilgangen af modtagere af kontant tilskud til ansættelse af hjælpere (§ 95) og borgerstyret personlig assistance (§ 96) i perioden 2016- 2020. Antal personer er opregnet fra de 63 kommuner til landsplan på baggrund af indbyggertal. Der knytter sig usikkerheder til opgørelsen, blandt andet fordi antallet af personer er lavt, og da resultaterne er opregnede. Antallet af personer er afrundet til nærmeste 10.

Se tabel her
Med venlig hilsen
Astrid Krag

31.05.2022
Spørgsmål nr. 417: ”Vil ministeren se på mulighederne for at gøre BPA-ordningen tilgængelig for personer, der ikke selv kan agere arbejdsgiver, men som eksempelvis har en værge og/eller forælder, som er villig til at stå for arbejdsgiverdelen?” Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (UFG).

Svar:

Det er ingen hindring for tildeling af én af de to hjælperordninger i servicelovens §§ 95 eller 96, at borgeren (eller tilskudsmodtageren i ordninger efter § 95, stk. 3) ikke selv er i stand til at fungere som arbejdsgiver. Det fremgår således af regelsættet for begge hjælperordninger, at tilskuddet i ordningen ved indgåelse af aftale herom kan overføres til en nærtstående eller til en af socialtilsynet godkendt forening eller privat virksomhed, som herefter fungerer som arbejdsgiver for hjælperne.
Som nærtstående anses normalt ægtefælle, samlever, forældre, søskende samt andre, som har et nært forhold til den pågældende borger. Derved kan en værge fungere som arbejdsgiver i en hjælperordning, i det omfang vedkommende er nærtstående.
Dette er efter min vurdering en hensigtsmæssig afgrænsning i forhold til placering af arbejdsgiveransvaret i servicelovens hjælperordninger, som ikke hindrer, at borgere, der ikke er i stand til at fungere som arbejdsgiver for deres hjælpere, kan tildeles en hjælperordning. På denne baggrund finder jeg ikke grundlag for at ændre regelsættet.

Med venlig hilsen
Astrid Krag

16.03.2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 16. marts 2022 stillet følgende spørgsmål nr. 306 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (UFG)

Svar:

Der har i ministeriet pågået et internt arbejde med en kortlægning af de væsentlige problemstillinger omkring servicelovens hjælperordninger samt vurdering af foreslåede tiltag, som er blevet afsluttet. På baggrund af resultatet af det interne arbejde blev social- og handicapordførerne i Social- og Ældreudvalget indkaldt til forhandlinger om ordningerne. Forhandlingsmødet blev afholdt d. 25. januar 2022, og resultatet af det interne arbejde blev udsendt til social- og handicapordførerne forud for forhandlingsmødet.

På forhandlingsmødet mødte jeg bred opbakning til at igangsætte de løsningsmuligheder, jeg præsenterede på mødet, og som inden for en overskuelig økonomisk ramme er mulige at håndtere.

Vi aftalte for det første at igangsætte arbejdet med at udmønte et initiativ om rådighedstimer. Der blev med finanslovsaftalen for 2022 afsat 15 mio. kr. i 2022 og 30 mio. kr. årligt i 2023 og varigt til at indskrænke kommunernes udmåling af rådighedstimer, så kommunerne kun kan udmåle rådighedstimer i nattetimerne og ved delt tjeneste. Initiativet skal sikre, at borgere med en hjælperordning får flere aktive hjælpertimer og gøre op med uhensigtsmæssig brug af rådighedstimer til gavn for borgerne og hjælperne.

For det andet aftalte vi at igangsætte arbejdet med at udsende orienteringsskrivelser, der tydeliggør de gældende regler angående problemstillingerne om et fald i tilgangen til ordningerne, at sundhedsydelser modregnes som hjælpertimer, at hjælperne ikke medfølger ved indlæggelse på sygehuset, og at borgere ikke oplever at kunne vælge den samme person til at være henholdsvis både ledsager og hjælper.

For det tredje aftalte vi at igangsætte to undersøgelser om henholdsvis en mulig udbygning af eksisterende registerdata vedrørende hjælperordningerne samt en undersøgelse af kommunernes udmålings- og visitationspraksis i sagsbehandlingen af hjælperordningerne i form af en sagsgennemgang.

Ovenstående aftalte initiativer kan være med til at håndtere en række af de problemstillinger, som det interne arbejde har afdækket, og initiativerne kan dermed samlet set styrke området for servicelovens hjælperordninger.

Med venlig hilsen
Astrid Krag

14.02 2022
Medlem af Folketinget Brigitte Jerkel Klintskov (KF) har d. 14. februar 2022
stillet følgende spørgsmål nr. S 501 til social- og ældreministeren, som hermed
besvares.

Svar:
For borgere med handicap, der er bevilget en af servicelovens
hjælperordninger, er det helt centralt, at det er muligt at rekruttere hjælpere til
sin ordning.
Skribenten i debatindlægget nævner bl.a. den nuværende lave ledighed som
en af årsagerne til, at det er svært at rekruttere hjælpere til en hjælperordning.
Regeringen er sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale
Venstre og Kristendemokraterne den 21. januar 2022 blevet enige om en
række reformer, der skal styrke det danske arbejdsmarked, virksomhedernes
konkurrenceevne og den grønne omstilling.
Tiltagene i reformpakken Hurtigere i job, et stærkere arbejdsmarked,
investeringer i fremtiden og innovative virksomheder vurderes at øge den
strukturelle beskæftigelse med ca. 12.000 fultidspersoner i 2025 og 2030.
Regeringen er som del af aftalen bl.a. blevet enige med aftalepartierne om at
gøre det mere attraktivt for seniorer at bidrage aktivt på arbejdsmarkedet, også
efter man har nået pensionsalderen.
Fremadrettet vil regeringen også have fokus på at håndtere rekrutterings- og
bemandingsudfordringerne på velfærdsområderne.

Med venlig hilsen
Astrid Krag

11.02 2022

Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 24. januar 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 190 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF)Spørgsmål nr. 190:

”Vil ministeren gøre det muligt for en borgers værge at varetage arbejdsgiverrollen i en BPA-ordning?”

Svar:
Det er efter servicelovens § 95, stk. 5, og § 96, stk. 2, en betingelse for tilskud
til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter §§ 95 og
96, at modtageren af tilskuddet kan fungere som arbejdsgiver for hjælperne,
medmindre den pågældende indgår aftale med en nærtstående eller en
forening eller privat virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet, om, at
tilskuddet overføres til den nærtstående, foreningen eller den private
virksomhed, der herefter i ansættelsesretlig forstand er arbejdsgiver for
hjælperne.
Som nærtstående anses normalt ægtefælle, samlever, forældre, søskende
samt andre, som har et nært forhold til den pågældende borger. Derved kan en
værge varetage arbejdsgiverfunktionen i ordningen, i det omfang
vedkommende er nærtstående.
Det, mener jeg, er en god afgrænsning og har derfor ikke i sinde at ændre det
nuværende regelsæt.
Skulle værger generelt set kunne varetage arbejdsgiverfunktionen i
servicelovens hjælperordninger, vil det kræve en lovændring, da der
eksempelvis findes professionelle værger, som oftest ikke vil være
nærtstående.

Med venlig hilsen

Astrid Krag

Spørgsmålet er stillet af Jane Heitmann (V)

Ministersvar 14.01 2022

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt hjælpere i eksempelvis hjælperordninger er omfattet af aftalen af 16. december 2021 om bl.a. selvtest på socialområdet, kan jeg oplyse, at hjælperordninger efter servicelovens § 95 eller 96 er omfattet af ordningen på linje med private sociale tilbud. Arbejdsgiveren i ordningen skal etablere et setup med antigen–selvtests for hjælperne. Der opfordres til, at der tages kontakt til kommunen om hjælp til forsyning af selvtests. Særligt i ordninger, hvor borgeren selv eller en nærtstående er arbejdsgiver for hjælperne, kan det være relevant, at der indgås en mere fast aftale med kommunen, hvis test er svære at skaffe. Kommunen skal dække udgifterne til test–kits efter udmålingsbekendtgørelsens regel om direkte og indirekte udgifter forbundet med den enkelte hjælperordning.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der kan stilles selvtests til rådighed for personale, der ikke er ansat på en fast matrikel, kan jeg oplyse, at der med aftalen af 16. december 2021 er etableret en ordning, hvor der vil være antigenselvtest til rådighed for personale og besøgende på sociale tilbud, i det omfang det enkelte tilbud har beboere/brugere, der er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb med smitte med COVID–19. Ordningen skelner ikke mellem, hvorvidt en medarbejder er ansat på en fast matrikel eller ej.

For medarbejderne er selvtest et supplement til Sundhedsstyrelsens til enhver tid gældende anbefalinger. Med setuppet kan personale på sociale tilbud, somhar beboere/brugere, der er i risiko for et alvorligt  sygdomsforløb ved smitte med COVID–19 dagligt tage en antigenselvtest, når de møder ind, før de begynder deres vagt, forudsat at der er antigenselvtests til rådighed.

Med indførelse af ordningen vil det være det enkelte sociale tilbud, der vurderer, i hvilket omfang der på tilbuddet er beboere eller brugere i risikogruppen, og om tilbuddet derfor bør benytte sig af setuppet.
I forhold til spørgsmålet om, hvordan matrikelfaste og ikke–matrikelfaste sociale tilbud er stillet i forhold til kompensation for merudgifter, der er pågået ved ansattes test for COVID–19 i arbejdstiden kan jeg oplyse, at der ikke skelnes mellem matrikelfaste og ikke–matrikelfaste tilbud. Kommunernes kompensation
fastlægges ved kommuneøkonomiaftalerne, mens de private og selvejende tilbuds eventuelle merudgifter i relation til tilbuddenes opgavevaretagelse kan dækkes af den eller de relevante kommuner.

Kommunerne og de private tilbud kan gå i dialog omkring merudgifterne til selvtest som en del af tilbuddenes Covid–19 relaterede udgifter og i dialogen finde et niveau for kompensation til de private og selvejende tilbud, som er i balance med den fornødne dokumentation og merudgiftsniveauet i kommunen i
øvrigt. Regeringen og KL er således med aftalen om kommunernes økonomi for 2022 enige om væsentligheden af, at kommunale og private tilbud behandles ens.

Af aftalen om kommunernes økonomi for 2022 fremgår det ligeledes, at regeringen og KL med aftalen er enige om yderligere kompensation til håndtering af konsekvenserne af COVID–19. Ligeledes fremgår det af aftalen, at parterne er enige om, at der i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2023 foretages en samlet efterregulering af kommunernes nettomerudgifter til håndtering af COVID–19 i 2020 og 2021.

Til besvarelse af den del af spørgsmålet, der handler om, hvorvidt krydsvaccinerede også skal have et tredje stik med en mRNA–vaccine er der indhentet bidrag fra Sundhedsministeriet, som har oplyst følgende:
”Som udgangspunkt tilbydes alle personer på 18 år og derover, som er omfattet af det danske vaccinationsprogram mod COVID–19, og som har gennemført et vaccinationsforløb mod COVID–19, 3. stik 140 dage (ca. 4,5 måned) efter deres 2. stik.Krydsvaccinerede personer, der er vaccineret med vaccinen fra AstraZeneca ved 1. stik og en mRNA–vaccine ved 2. stik, modtager et tilbud om 3. stik med samme interval  som andre, der skal revaccineres, det vil sige 140 dage efter 2. stik. De tilbydes det 3. stik med den samme mRNA–vaccinetype, som de fik vedderes 2. stik. Det vil f.eks. sige, at hvis en person fik vaccinen fra Pfizer–
BioNTech (Comirnaty©) ved det andet vaccinestik, vil personen også blive tilbudt et 3. stik med vaccinen  fra Pfizer–BioNTech (Comirnaty©).
Personer, der har fået både 1. og 2. stik med vaccinen fra AstraZeneca, modtager også et tilbud om 3. stik 140 dage efter 2. stik. Det 3. stik gives med en mRNA–vaccine, dvs. enten vaccinen fra Pfizer–BioNTech eller  fra Moderna. Personer, der er vaccineret med vaccinen fra Johnson&Johnson (1–dosis–
regime), modtager et tilbud om et ekstra (2. stik) allerede 12 uger (84 dage) efter 1. stik. Det ekstra stik gives med en mRNA–vaccine, dvs. enten vaccinen fra Pfizer–BioNTech eller fra Moderna. Herefter tilbydes de et 3. stik (dvs. 2. stik med mRNA–vaccine) med samme interval, som andre der skal revaccineres,
dvs. 140 dage efter 1. stik med mRNA–vaccinen. Det 3. stik gives med samme RNA–vaccine, som de tidligere har modtaget. Spørgsmålet om, hvorvidt der fremadrettet skal tilbydes et 4. stik mod COVID–19, er p.t. under vurdering i Sundhedsstyrelsen.”

Med venlig hilsen
Astrid Krag

Spørgsmålet er stillet af Jakob Sølvhøj (EL)

Ministersvar 10.01 2022

Jeg henviser til min samtidige besvarelse af SOU alm. del – spørgsmål 118.

Såfremt en borger er uenig i kommunens afgørelse om en hjælperordning, herunder hvilke opgaver, som kan medgå i timeudmålingen, kan afgørelsen påklages til Ankestyrelsen.

Med venlig hilsen
Astrid Krag

Spørgsmålet er stillet af Jakob Sølvhøj (EL)

Ministersvar 10.01 2022

Jeg kan ikke gå ind i den konkrete sag eller tage stilling til de konkrete afgørelser, den pågældende kommune har truffet i sagen.

Men jeg kan generelt oplyse, at hjælpebehovet hos borgere i målgruppen for servicelovens hjælperordninger efter §§ 95 og 96 om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance (BPA) kan omfatte hjælp til almindelige dagligdagsting, som borgere uden handicap normalt må forventes at kunne udføre, som f.eks. at tage piller eller lave udstrækningsøvelser. I det omfang en borger uden funktionsnedsættelse selv ville kunne skifte stomipose, vurderer Social– og Ældreministeriet umiddelbart, at en sådan opgave også ville kunne varetages af en hjælper. Dette beror dog på en individuel og konkret vurdering.

For ifølge lovgivningen gælder det, at hjælpebehovet hos borgere i målgruppen for servicelovens hjælperordninger omfatter både større og mindre opgaver spredt over hele døgnet, og det derfor ikke nødvendigvis er forudsigeligt, hvornår hjælpen skal leveres og konkret til hvilke opgaver. Vurderingen skal derfor foretages med afsæt i formålet med servicelovens hjælperordninger, og må således ikke være så snæver, at timerne kun kan udmåles til hjælp på helt bestemte tidspunkter eller til bestemte aktiviteter, da det vil mindske den fleksibilitet og selvbestemmelse, der er forudsat i ordningerne.

Afslutningsvis kan jeg læse af teksten, at forfatteren har dialog med bl.a. den pågældende kommune og afventer udfaldet af en afgørelse vedrørende den konkrete sag.

Med venlig hilsen
Astrid Krag

Spørgsmålet er stillet af Karina Adsbøl (DF)

Ministersvar 27.10 2021

Tak for spørgsmålet. Det overordnede formål med servicelovens hjælpeordning er at skabe grundlag for fleksible hjælpeordninger, der tager udgangspunkt i borgernes selvbestemmelse, så borgerne kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv. Der ligger en fleksibilitet i ordningen, da hjælpen skal udmåles med det formål for øje, at borgeren skal have mulighed for at leve et selvstændigt liv, ved at de samme hjælpere udfører al hjælp i ordningen. Ved at borgeren selv kan ansætte sine hjælpere, som potentielt kan være ansat hos borgeren i flere år, bliver der skabt en tryghed og en kvalitet i hjælpen, bl.a. fordi hjælperne opnår helt indgående kendskab til borgerens hjælpebehov.

Servicelovens hjælpeordninger er helt særlige ordninger, da de bl.a. giver borgeren mulighed for selv at styre hjælpen. Når en borger med en hjælpeordning bliver indlagt, skal borgeren naturligvis have den nødvendige hjælp under indlæggelsen – alt andet ville være urimeligt. Nu ved jeg ikke, om det er en konkret sag, spørgeren henviser til med sit spørgsmål, men jeg kan mere generelt sige, at det følger af princippet om sektoransvar, at det er sundhedssystemets ansvar, at borgeren tilbydes den rette behandling og hjælp under indlæggelse. Det betyder bl.a., at det er regionerne, der har ansvaret for at stille det nødvendige personale til rådighed ved indlæggelse og behandling m.v. på et sygehus. Der kan dog være særlige behov hos borgeren, eksempelvis omkring kommunikation, som kan nødvendiggøre, at det hjælperteam, som er omkring borgeren i det daglige, også kan yde støtte til borgerne under indlæggelse. Kommunen skal derfor altid i forhold til den enkelte hjælperordning vurdere, om det vil være mest hensigtsmæssigt at beholde hjælperne under eksempelvis indlæggelse, så borgeren efter endt indlæggelse fortsat har de faglige, nødvendige og kvalificerede hjælpere.

Den her problemstilling om udfordringer ved at tage hjælpere med under indlæggelse eller behandling på sygehus er en af de problemstillinger, som ministeriet har set på i sit interne arbejde, og som jeg vil indkalde til drøftelser af snarest.

Spørgsmålet er stillet af Charlotte Broman Mølbæk (SF)

Ministersvar 22.10 2021

Borgeren skal naturligvis altid have den hjælp efter serviceloven, som den pågældende har ret til, og som modsvarer hjælpebehovet. Nu ved jeg ikke, om det også her er en konkret sag, spørgeren henviser til med sit spørgsmål, og derfor ved jeg heller ikke, om det er nogle bestemte former for sundhedsydelser, der er tale om, men mere generelt kan jeg sige, at hjælpebehovet hos borgere i målgruppen for hjælpeordningerne ifølge lovgivningen også kan omfatte hjælp til dagligdags ting af mere sundhedsrelateret karakter, som borgere uden handicap normalt må forventes at kunne udføre selv, f.eks. at tage piller eller lave udstrækningsøvelser.

Det gælder allerede i dag, at hjælpebehovet hos borgere i målgruppen for hjælpeordningerne omfatter både større og mindre opgaver spredt over hele døgnet. Derfor er det jo heller ikke nødvendigvis forudsigeligt, hvornår hjælpen skal leveres, og konkret til hvilke opgaver. Vurderingen af hjælp skal derfor foretages med afsæt i formålet med hjælpeordningerne, og det må således ikke være så snævert, at timerne kun kan udmåles til hjælp på helt bestemte tidspunkter eller til bestemte aktiviteter, da det vil mindske den fleksibilitet og selvbestemmelse, der er forudsat i ordningerne. Der vil dog altid skulle foretages en konkret og individuel vurdering af, om de aktiviteter, der er behov for hjælp til, kan rummes i ordningen.

Spørgsmålet er stillet af Charlotte Broman Mølbæk (SF)

Ministersvar 22.10 2021

Tak for spørgsmålet. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, hvis en borger bliver efterladt med udækkede hjælpebehov, fordi BPA efter servicelovens § 96 kombineres med anden hjælp efter serviceloven. Det her virker, som under spørgerunden lige før, måske også til at være en konkret sag, spørgeren henviser til; en sag, som jeg må sige at jeg jo ikke kender i detaljer, og derfor har jeg også svært ved at gå ind i den. Men mere generelt kan jeg sige, at det fremgår meget tydeligt af vejledningen på området, at udgangspunktet for udmålingen af hjælp efter § 96 normalt er, at udmålingen skal dække alle borgerens behov for personlig og praktisk hjælp, overvågning og ledsagelse. Hjælp efter § 96 kan kombineres med andre former for støtte, som f.eks. personlig og praktisk hjælp, omsorg og pleje, i det omfang borgeren ønsker det. Med andre ord kan hjælp efter § 96 alene kombineres med anden hjælp, f.eks. personlig og praktisk hjælp, hvis borgeren ønsker det. Det er i øvrigt et fast princip bag serviceloven, at borgeren altid skal have den hjælp, som efter en konkret og individuel vurdering modsvarer borgerens samlede hjælpebehov.

Spørgsmålet er stillet af Karina Adsbøl (DF)

Ministersvar 22.10 2021

Tak for spørgsmålet. Det overordnede formål med servicelovens hjælpeordning er at skabe grundlag for fleksible hjælpeordninger, der tager udgangspunkt i borgernes selvbestemmelse, så borgerne kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv. Der ligger en fleksibilitet i ordningen, da hjælpen skal udmåles med det formål for øje, at borgeren skal have mulighed for at leve et selvstændigt liv, ved at de samme hjælpere udfører al hjælp i ordningen. Ved at borgeren selv kan ansætte sine hjælpere, som potentielt kan være ansat hos borgeren i flere år, bliver der skabt en tryghed og en kvalitet i hjælpen, bl.a. fordi hjælperne opnår helt indgående kendskab til borgerens hjælpebehov.

Servicelovens hjælpeordninger er helt særlige ordninger, da de bl.a. giver borgeren mulighed for selv at styre hjælpen. Når en borger med en hjælpeordning bliver indlagt, skal borgeren naturligvis have den nødvendige hjælp under indlæggelsen – alt andet ville være urimeligt. Nu ved jeg ikke, om det er en konkret sag, spørgeren henviser til med sit spørgsmål, men jeg kan mere generelt sige, at det følger af princippet om sektoransvar, at det er sundhedssystemets ansvar, at borgeren tilbydes den rette behandling og hjælp under indlæggelse. Det betyder bl.a., at det er regionerne, der har ansvaret for at stille det nødvendige personale til rådighed ved indlæggelse og behandling m.v. på et sygehus. Der kan dog være særlige behov hos borgeren, eksempelvis omkring kommunikation, som kan nødvendiggøre, at det hjælperteam, som er omkring borgeren i det daglige, også kan yde støtte til borgerne under indlæggelse. Kommunen skal derfor altid i forhold til den enkelte hjælperordning vurdere, om det vil være mest hensigtsmæssigt at beholde hjælperne under eksempelvis indlæggelse, så borgeren efter endt indlæggelse fortsat har de faglige, nødvendige og kvalificerede hjælpere.

Den her problemstilling om udfordringer ved at tage hjælpere med under indlæggelse eller behandling på sygehus er en af de problemstillinger, som ministeriet har set på i sit interne arbejde, og som jeg vil indkalde til drøftelser af snarest.

Spørgsmålet er stillet af Brigitte Klintskov Jerkel (KF)

Ministersvar 15.10 2021

Der pågår fortsat et internt arbejde i ministeriet med en kortlægning af de
væsentlige problemstillinger omkring servicelovens hjælperordninger samt
vurdering af foreslåede tiltag.
Arbejdet vil blive afsluttet hurtigst muligt, og herefter vil jeg på grundlag af
resultaterne af det interne arbejde indbyde Folketingets partier til politiske
drøftelser.
Med venlig hilsen
Astrid Krag

Spørgsmålet er stillet af Brigitte Klintskov Jerkel (KF)

Ministersvar 21.04 2021

Social- og Ældreministeriet har ikke viden om størrelsen på overhead for hverken kommuner eller private såvel som øvrige offentlige leverandører. Det er derfor ikke muligt at besvare spørgsmålet.
Ministeriet kan dog supplerende oplyse, at det fremgår af Socialstyrelsens puljespecifikke bekendtgørelser, at udgifter altid skal specificeres, og at de ikke kan samles i overordnede budgetposter som fx overhead,
administrationsbidrag mv. Der kan alene ydes tilskud til enten hel eller delvis dækning af projektrelaterede udgifter. Ved projektrelaterede udgifter forstås udgifter, der er nødvendige for at gennemføre projektet.
Med venlig hilsen
Astrid Krag

Spørgsmålet er stillet af Jakob Sølvhøj EL

Ministersvar 30.03 2021

Servicelovens hjælperordninger er vigtige for, at borgere med store
hjælpebehov kan opbygge eller fastholde et aktivt liv med fleksibilitet og
selvbestemmelse i centrum.
Det følger det af princippet om sektoransvar, at det er sundhedssystemets
ansvar, at patienter tilbydes den nødvendige og rette behandling og hjælp i
forbindelse hermed under indlæggelse. Udgangspunktet er således, at det er
sundhedsvæsenet, der yder hjælpen under en indlæggelse. Det vil således
kræve ændring af gældende regler, såfremt der skal indføres en generel ret for
mennesker med handicap til at have hjælpere med under indlæggelse på
sygehuset.
Det bemærkes, at kommunerne dog kan træffe afgørelse om, at borgeren kan
tage sine hjælpere med under en indlæggelse.
Endvidere gælder det allerede i dag, at hjælpen til borgere i målgruppen for
hjælperordningerne omfatter både større og mindre opgaver spredt over hele
døgnet. Det er derfor ikke nødvendigvis forudsigeligt, hvornår hjælpen skal
leveres og konkret til hvilke opgaver.
Vurderingen skal derfor foretages med afsæt i formålet med
hjælperordningerne, og må således ikke være så snæver, at timerne kun kan
udmåles til hjælp på helt bestemte tidspunkter eller til bestemte aktiviteter, da
det vil mindske den fleksibilitet og selvbestemmelse, der er forudsat i
ordningen. Borgerens hjælpebehov kan derfor også omfatte hjælp til
almindelige dagligdagsting, herunder også opgaver af mere sundhedsmæssig
karakter, som borgere uden handicap normalt må forventes at kunne udføre.
Dette beror dog på en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag.
Endelig i forhold til rådighedstimer, som nævnes i debatindlægget, så fremgår
det allerede i dag klart af lovgivningen, at kommunerne kun i helt særlige
tilfælde, hvor hjælperen er til stede, men kun undtagelsesvis udfører aktiviteter
for borgeren, kan udmåle rådighedstimer. Det er således hverken acceptabelt
eller inden for lovgivningens rammer, hvis kommunerne anvender
rådighedstimer i større omfang end dette.
Den overordnede intention med hjælperordningerne, som har været uændret
siden 2009, hvor de nugældende regler trådte i kraft, er, at de skal skabe
grundlag for fleksible ordninger, der tager udgangspunkt i borgerens
hjælpebehov og selvbestemmelse, så borgeren kan fastholde eller opbygge et
selvstændigt liv.
Jeg er imidlertid gennem den senere tid blevet opmærksom på en række
udfordringer på området, og når der samtidig fra interessenterne gives udtryk
for bekymringer omkring hjælperordningerne, er der behov for at se nærmere
på problemstillingerne. For det skal ikke være en kamp at få den nødvendige
hjælp.
Derfor har jeg igangsat et internt arbejde i Social- og Ældreministeriet omkring
et generelt gennemsyn af reglerne om servicelovens hjælperordninger, hvor
problemstillingerne om medtagelse af hjælpere på sygehuse, sundhedsydelser
og rådighedstimer vil blive inddraget.
Jeg vil derudover drøfte problemstillingerne i regi af det nye partnerskab for
retssikkerhed og tillid på handicapområdet, hvor Kommunernes Landsforening,
Dansk Socialrådgiverforening og Danske Handicaporganisationer deltager.
Med venlig hilsen
Astrid Krag

Spørgsmålet er stillet af Jakob Sølvhøj EL

Ministersvar 05.03 2021

Det fremgår allerede i dag klart af lovgivningen, at kommunerne kun i helt
særlige tilfælde, hvor hjælperen er til stede, men kun undtagelsesvis udfører
aktiviteter for borgeren, kan udmåle rådighedstimer. Det er således hverken
acceptabelt eller inden for lovgivningens rammer, hvis kommunerne anvender
rådighedstimer i større omfang end dette.
Intentionen med hjælperordningerne er, at de skal skabe grundlag for fleksible
ordninger, der tager udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse, så borgeren
kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv.
Men når der fra interessenterne på området gives udtryk for bekymringer
omkring hjælperordningerne, er der behov for at se nærmere på
problemstillingerne. For det skal ikke være en kamp at få den hjælp, som man
har behov for og ret til.
Derfor har jeg igangsat et internt arbejde i Social- og Ældreministeriet omkring
et generelt gennemsyn af reglerne om servicelovens hjælperordninger, hvor
problemstillingerne om rådighedstimer, vil blive inddraget.
Med venlig hilsen
Astrid Krag

Spørgsmålet er stillet af Jakob Sølvhøj EL

Ministersvar 005.03 2021

Som det også fremgår af SOU alm. del – svar på spm. 256, så følger det af
sektoransvarlighedsprincippet, at det er sundhedssystemets ansvar, at
patienten tilbydes den nødvendige og rette behandling og hjælp i forbindelse
hermed, når borgere indlægges som patienter på sygehuset.
Det betyder bl.a., at det er regionerne, der har ansvar for at stille det
nødvendige personale til rådighed ved indlæggelse og behandling m.v. på et
sygehus.
Således afgjorde Ankestyrelsen også i deres principafgørelse 66-16, at
kommunen ikke er forpligtet til at yde støtte efter servicelovens § 96 om BPA
ved borgerens indlæggelse og behandling m.v. på et sygehus. I den konkrete
sag, havde borgeren behov for hjælp hele døgnet, og Ankestyrelsen
vurderede, at kommunen ikke var forpligtet til at yde hjælp til forflytninger under
behandling på sygehuset med henvisning til sektoransvarlighedsprincippet. Det
fremgår også af principafgørelsen, at kommunen dog kan fastsætte et
serviceniveau, der giver mulighed for, at borgeren medtager sine hjælpere ved
behandling på sygehuset.
Tilsvarende har kommunerne ikke pligt til at yde støtte efter servicelovens § 95
om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere ved borgerens indlæggelse og
behandling m.v. på et sygehus.
I alle ordninger med borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96,
hvor borgeren indlægges, skal kommunen foretage en konkret og individuel
vurdering af spørgsmålet om opsigelse af hjælpere. Kommunen skal således
vurdere, om det er hensigtsmæssigt at opsige hjælpere i forbindelse med f.eks.
kortere eller længere hospitalsindlæggelser under hensyntagen til, at borgeren
kan bibeholde et stabilt hjælperteam under og efter endt indlæggelse.
Samtidig kan der være særlige behov hos borgeren omkring eksempelvis
kommunikation, som kan nødvendiggøre, at hjælperteamet også under
indlæggelse kan yde støtte til borgeren. Kommunen skal således vurdere, om
det vil være mest hensigtsmæssigt at bibeholde hjælperne under eksempelvis
indlæggelse, så borgeren efter endt indlæggelse fortsat har de fagligt
nødvendige og kvalificerede hjælpere.
Kommunen må ikke nedsætte eller frakende hjælp efter servicelovens §§ 95
eller 96 uden at træffe en begrundet afgørelse herom. Det følger af
servicelovens § 3 a, at der gælder et varsel på 14 uger, hvis kommunen træffer
afgørelse om nedsættelse eller frakendelse af bevilget hjælp efter
servicelovens §§ 95 eller 96. I disse varslingssager har Ankestyrelsen otte uger
til at behandle klagen, hvis kommunens afgørelse påklages.
Varslingsreglerne gælder kun ved frakendelse eller nedsættelse af hjælpen.
Jeg er opmærksom på, at organisationer på området, f.eks. BPA-netværket,
fremhæver, at der kan være udfordringer med reglerne, som de er i dag. Før
der tages en beslutning, er der dog behov for at se nærmere på
udfordringerne, ligesom eventuelle merudgifter forbundet med eventuelle
ændringer vil skulle afdækkes.
På den baggrund har jeg igangsat et internt arbejde i Social- og
Ældreministeriet omkring et generelt gennemsyn af reglerne om servicelovens
hjælperordninger. I dette interne arbejde vil indeværende problemstilling blive
inddraget.

Med venlig hilsen
Astrid Krag

Ministersvar 24.02.2021

Kommunernes samlede serviceudgifter på området for voksne med handicap i 2019 fremgår af tabel 1.

Regnskabstallene for 2020 er endnu ikke offentliggjort hos Danmarks Statistik.

Derfor kan forespørgslen ikke til fulde imødekommes.

De kommunale udgifter er opgjort eksklusiv administrationsomkostninger, indtægter fra egenbetaling mv. da disse ikke kan opgøres for særskilte målgrupper. Opgørelsen er ikke opgavekorrigeret.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

11.02.2021 ministersvaret.pdf

11.02.2021 ministersvaret.pdf 

Ministersvar 28.01 2021

Generelt om hjælperordninger efter serviceloven kan jeg oplyse, at kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 95 kan yde hjælp i form af et kontant tilskud til ansættelse af hjælpere til borgere, som har behov for mere end 20 timers personlig og praktisk hjælp og afløsning/aflastning om ugen.

Herved får borgeren mulighed for selv at ansætte hjælpere og kan dermed vælge, hvem de vil have til at udføre hjælpen.

Efter servicelovens § 96 skal kommunalbestyrelsen tilbyde borgerstyret personlig assistance (BPA). Hjælpen ydes i form af et tilskud til ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse.

Borgere, der modtager hjælp efter §§ 95 og 96, kan vælge at indgå aftale med en forening eller privat virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet, om, at tilskuddet overføres til foreningen eller den private virksomhed, der herefter er arbejdsgiver for hjælperne. Borgerens valg af forening eller privat virksomhed til at varetage arbejdsgiveropgaven har kommunen ikke indflydelse på. Dog kan kommunen kun udbetale tilskuddet til en forening eller privat virksomhed, hvis denne er godkendt af socialtilsynet.

Socialtilsynet godkender og fører driftsorienteret tilsyn med foreninger og private virksomheder, som varetager arbejdsgiverfunktioner i ordninger efter servicelovens §§ 95 og 96, og en borger kan kun indgå aftale med en forening eller privat virksomhed, hvis foreningen eller virksomheden er godkendt af socialtilsynet.

1 Socialtilsynets godkendelse og driftsorienterede tilsyn har til formål at sikre, at tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance generelt anvendes efter formålet og til at øge borgernes tryghed ved indgåelse af aftaler om overførsel af tilskud.

Én af betingelserne, for at en forening eller privat virksomhed kan godkendes af socialtilsynet, er, at foreningen eller den private virksomhed skal have en kompetent ledelse og benytte sig af ekstern faglig supervision eller anden form for sparring for ledelse og medarbejdere.

Socialtilsynets tilsyn omfatter ikke kvaliteten i den enkelte hjælperordning men alene foreningens eller den private virksomheds varetagelse af opgaven som arbejdsgiver.

De fem socialtilsyn fører en fælles oversigt over godkendte foreninger og private virksomheder med de formål, at kommunen, før den påbegynder udbetalingen af tilskud, kan sikre sig, at de pågældende foreninger eller private virksomheder er godkendte af socialtilsynet og opfylder kriterierne herfor, og at borgerne har et overblik over godkendte arbejdsgivere.

Ved siden af socialtilsynets tilsyn fører kommunen det personrettede tilsyn i den enkelte ordning, jf. servicelovens § 148. I det personrettede tilsyn ligger, at kommunen løbende skal følge op i forhold til borgeren og sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Tilsynet omfatter både indholdet af indsatsen og den måde, opgaverne udføres på. Der er ingen proceskrav til det personrettede tilsyn i lovgivningen, men det fremgår af vejledning om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance, at det er op til kommunalbestyrelsen at tage stilling til, hvordan tilsynet konkret skal planlægges og udføres i kommunen, og at kommunalbestyrelsen regelmæssigt og mindst én gang om året bør sikre sig, at BPA-ordningen fungerer efter hensigten.

De seneste sager, som spørgsmålet henviser til, viser dog, at der kan være behov for at se på, om tilsynet med disse foreninger og private virksomheder er tilstrækkeligt.

Jeg har derfor anmodet Socialtilsyn Øst om en redegørelse vedrørende deres tilsyn med Handicapformidlingen, som jeg modtog den 26. januar 2021.

Redegørelsen vil bl.a. indgå i vurderingen af, om der er behov for lovgivningsmæssige initiativer eller andre relevante tiltag bl.a. i forbindelse med det arbejde, som jeg har igangsat internt i Social- og Ældreministeriet med at se på reglerne om servicelovens hjælperordninger.

Ministersvar 18.01 2021

Det er vigtigt for mig at understrege, at ingen borgere skal efterlades alene med et udækket hjælpebehov. Heller ikke når det kommer til ledsagelse. Ledsagelse kan nemlig være altafgørende for, om man kan deltage i de aktiviteter, man selv ønsker uden for ens hjem, eller om man i stedet er ladt alene tilbage som passiv tilskuer i eget hjem eller botilbud. Og det sidste er ingen borger tjent med. Derimod skal alle borgere med handicap have mulighed for at få den hjælp og støtte, som kan lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Derfor er lovgivningen skruet sammen på en sådan måde, at den sikrer, at alle, der ud fra en konkret og individuel vurdering, har brug for det, kan få ledsagelse. For at imødekomme behovet hos den enkelte borger gives ledsagelse dog efter to forskellige bestemmelser.

Har man alene brug for praktisk hjælp ved ledsagelsen, kan man få ledsagetimer i en ledsagerordning efter servicelovens § 97. Har man derimod et større og mere komplekst hjælpebehov, kan man få socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85, herunder socialpædagogisk ledsagelse.

Socialpædagogisk ledsagelse efter § 85 kan bestå af flere elementer, f.eks. omsorg, støtte og hjælp til udvikling af færdigheder som en del af ledsagelsen alt afhængig af borgerens hjælpebehov.

Udmålingen af hjælpen beror på en konkret og individuel vurdering, og der er derfor ikke et lovfastsat krav om antal timer. I vurderingen er det centralt, at udmålingen af socialpædagogisk ledsagelse tager udgangspunkt i den enkelte borgers individuelle situation og behov, og at den tilrettelægges og udføres med respekt for den enkelte borgers selvbestemmelse, forudsætninger og ressourcer.

På den baggrund mener jeg, at lovgivningen allerede sikrer, at borgere kan få udmålt ledsagelse, som kan bidrage til en mere aktiv livsudfoldelse hos den enkelte borger.

Ministersvar 12.01 2021

Lovgivningen indeholder ikke proceskrav for revurderingen af en borgers adgang til en BPA-ordning.

ministersvar-om-raadighedstimer-okt-2020

Se ministersvaret her

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svar og debat mellem ministeren og Kirsten Normann Andersen her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.

Læs svaret her.