Politiken debat: Lad være med at tale om mig som en af ‘de svageste’

Tegning: Per Marquard Otzen/Politiken Tegning

Vores formand, Janne Sander skriver i debatindlægget nedenfor om at blive udpeget som en af ‘de svageste’ under corona-nedlukningen. Hvem er de svageste, spørger hun. Og var det overhovedet en god ide at dele befolkningen op i kategorier?
Indlægget blev bragt i Politiken den 11. juli 2020. 

Af Janne Sander formand for LOBPA Landsorganisationen Borgerstyret Personlig Assistance og næstformand i Muskelsvindfonden.

Det var overvældende, da det gik op for mig, at det var for min skyld og for mennesker som mig, at nedlukningen var sket. Jeg var blevet en del af kategorien: De svageste.
Budskabet stod klart på regeringens pressemøder, da den første fare var drevet over, og vi ikke længere var på vej ud over den grønne kurve: Landet var blevet lukket ned ”..for at beskytte de svageste, dem der ikke kan tåle at blive smittet”.

Hvem er egentlig ‘de svageste’?
Uanset hvor hurtigt og klogt, der blev handlet fra politikerne i forhold til nedlukningen, var det ikke en god følelse at blive set på – ja nærmest udstillet – som en af de svageste, for hvem hele nedlukningen blev sat i scene. For det er svært at blive tildelt rollen som svag. For mit eget vedkommende har jeg ikke lyst til at blive udpeget som en, der tilhører ”de svageste”. Og dertil kommer spørgsmålet: Hvem er egentlig Danmarks svageste? Sammenlagt er der ca. 1 million mennesker i risikogruppen, og de er lige så forskellige som alle andre. De såkaldt svageste er også myndige borgere med principper og værdier og ambitioner om at tage del i vores samfund. Stereotypen findes ikke.
Og er det i grunden hensigtsmæssigt at skubbe en særlig kategori af svage foran sig og sige: ”Det er for jeres skyld”?

Noget helt andet er, at argumentet – set i bagklogskabens klare lys – ikke holder: Nedlukningen skete ikke kun for de svages skyld. Den skete for at beskytte os alle sammen. For samfundets skyld. For menneskehedens skyld. Når vi så vidt muligt skal bekæmpe covid-19 er det for fællesskabets skyld og ikke bare for at redde en bestemt kategori af mennesker.

For din skyld
Nu er vi så ved at være igennem de første faser af genoplukningen. Fællessangen er stilnet af, og de dystre økonomiske konsekvenser rykker tættere på. Det bliver en stor regning.
-Var det virkelig det værd, det blev jo ikke så omfattende, vil nogen måske tænke. Andre vil måske tage et skridt mere og vende sig mod mig eller en af de andre ”svage” og mene, at ofrene var for store: Nu er jeg gået konkurs – eller nu jeg har mistet mit job – eller mit hus går på tvangsauktion. Alt det er sket på grund af det, vi gjorde for dig.
Kan tankegangen: Det var for din skyld – forvandle sig til: Det var din skyld? Og kan vi ude i horisonten se konturerne af victim blaming? Forhåbentligt ikke. Men for at advare og lette forståelsen maler jeg med bred pensel.

Der er en understrøm i vores samfund, som ikke må få næring: Mennesker udpeges og anbringes i stereotype kategorier. Tænk på Rasmus Paludan, på George Floyd i USA og på alle de andre eksempler på radikalisering, der i stigende grad gør det acceptabelt at sætte grupper op mod hinanden og udskamme mennesker ud fra hudfarve, religion og alder – og ja sågar på grund af fedme.

Dem og os
Med coronakrisen opstod en ny stereotyp kategori her i Danmark: De svageste.
Uanset de gode intentioner skal vi være på vagt, hver gang vi møder en sådan kategorisering. Vi skal passe på, at vi ikke opdeler i et dem og et os, så vi giver næring til en ny understrøm.
I sin yderste konsekvens vil det i denne sammenhæng kunne betyde, at fx vi med handicap kan blive den næste gruppe, der skal peges fingre ad og udskammes. Det må ikke ske. I stedet for at splitte og kategorisere bør vi bruge energien på det, der kan give grobund for mere solidaritet mellem os. Vi må italesætte alt det, der kan binde os tættere sammen i vores kamp mod covid-19. I fællesskab må vi som myndige borgere indgå en kontrakt med hinanden og med regeringen.

Kan vi lære noget af vores fælles erfaring?
Under nedlukningen oplevede alle i Danmark på egen krop, hvad det vil sige at være isoleret og leve med store begrænsninger. De fleste havde ikke prøvet det før. Men det er et vilkår, som rigtig mange i min kategori lever med hver dag år efter år. Den fælles erfaring vi nu har fået, håber jeg, vi kan omsætte til større solidaritet og til innovation, når der fremover arbejdes med tilbud om hjælp og støtte.

Vores forudsætninger er bedre nu, når vi skal forstå behovet og hjælpe. Derfor er det vigtigt, at vi bevarer oplevelsen af, hvordan det var i de uger, nedlukningen stod på, hvor vi havde fælles vilkår – svage som stærke. Med den erfaring i vores kollektive hukommelse må vi sammen fortsætte med at vise ansvar over for hinanden indtil den dag, hvor vi har en vaccine.

LOBPA bygger på principperne bag Independent Living-bevægelsen

– retten til at træffe valg for eget liv og retten til at leve et selvstændigt liv.

Læs mere om vores principper her >