Tom Sonntag er kreativ multikunstner og har en BPA.

Tom Sonntag er kreativ multikunstner og har en BPA.

Et naturligt venskab

Når en fremmed person kommer ind i ens hjem, er det mere naturligt, hvis man byder dem velkomne som venner, mener Tom Sonntag, der uddyber med, at hans hjem skal være et åbent sted med plads til andre.

Derfor lægger Tom op til et venskabeligt forhold, når han ansætter en ny handicaphjælper. Det betyder naturligvis også, at afskeden bliver tilsvarende sværere, men han forsøger at holde kontakten. Det betyder dog ikke, at langvarige venskaber er et krav hos en hjælper, det er bare dejligt, når det sker. ”Det naturlige, der opstår mellem venner holder bedst” forklarer Tom og uddyber med, at det fysisk intime forhold mellem bruger og hjælper nemt kan lede til mental intimitet.

 

At bevare sin egen frihed

Tom mener, at det er vigtigt, at hjælperen tænker selv. Hvis der for eksempel er støvet, så skal hjælperen selv gerne finde ud af, at der skal støvsuges. Tom blander sig heller ikke i, hvordan hjælperen handler ind. Han fortæller dem derimod, at de skal handle ind, ligesom de ville gøre det derhjemme. ”Hvis jeg skal diktere hver eneste detalje, begrænser det min egen frihed” forklarer han. Tom mener derfor, at en god hjælper selv tager initiativ.

Balancen er, at hjælperen ikke forsøger at bestemme. Selvom hjælperne har frie tøjler, er det stadig Tom, der bestemmer. Nogle gange kan det blive svært, når man også har et venskabeligt forhold, ”så kan der godt gå for meget diskussion i den,” forklarer han. Risikoen er, at hyggen kommer i vejen for effektiviteten, og det er der ikke altid tid til i en travl hverdag.

 

Inspiration i kunsten

Tom er multikunstner og skriver både sange og digte, spiller musik, laver videoer, maler og fotograferer. Derfor har han tit ansat andre kunstnere. Det har ikke altid været bevidst, men er måske sket, fordi de fælles interesser tiltrækker Toms opmærksomhed, når han skal ansætte hjælpere. Og måske ligeledes fordi Toms kunstneriske hverdag tiltrækker hjælper med interesse for kunst. Den fælles glæde ved kunst giver plads til at sparre med hinanden om ideer, og de hiver hinanden med til forskellige interesser. Det giver meget inspiration at kunne lære af dem, man omgås, fortæller Tom.

 

Om Tom Sonntag

  • Har haft BPA i 15 år
  • LOBPA varetager arbejdsgiveransvaret

 

Af Mathilde Vendelholt frivillig skribent hos LOBPA maj 2015

LOBPA bygger på principperne bag Independent Living-bevægelsen

– retten til at træffe valg for eget liv og retten til at leve et selvstændigt liv.

Læs mere om vores principper her >