Forestil dig at være 21 år. Du vil studere, forelske dig, tage til fester, sove længe og finde ud af, hvem du er. Forestil dig samtidig, at du også er arbejdsleder.

For unge med BPA er det ikke et tankeeksperiment. Det er hverdagen. Mens jævnaldrende diskuterer studiejob og sabbatår, planlægger unge med BPA vagtplaner, håndterer sygemeldinger og giver instruktion til hjælperne. De er både unge – og ledere. Og netop i spændingsfeltet mellem de to roller kan der opstå en konflikt.

BPA-ordningen bygger på en grundlæggende idé om selvbestemmelse. Den unge er arbejdsleder for sine hjælpere og bestemmer selv, hvordan hjælpen skal organiseres. Det giver frihed. Men det giver også ansvar. Et ansvar man er nød til at påtage sig.

Er jeg ung – eller chef?

Mange unge oplever det som overvældende at blive BPA-arbejdsleder. Rollen gives fra den ene dag til den anden og pludselig er man ansvarligt for et helt team af hjælpere – som måske endda er ældre end en selv. Du kan ikke tage fri fra arbejdslederrollen. Du har den – hele tiden – om du er hjemme, på Roskilde Festival med venner eller til fredagsbar på studiet. Du har måske endda din hjælper med på date. Det er en rolle der kan tære på kræfterne og det er vigtigt at man give sig selv nogle frirum. Pauser, hvor man tænker på noget helt andet. Ellers bliver det opslidende i længden.

Et ungdomsliv på egne præmisser

Paradoksalt nok udvikler mange unge med BPA kompetencer, som deres jævnaldrende først møder langt senere:

• Professionel kommunikation.
• Personaleledelse.
• Forhandling.
• Grænsesætning.

Den tidlige ledererfaring kan styrke selvstændigheden og give en robusthed, der rækker langt ind i voksenlivet.

LOBPA skaber på et ungekursus på Musholm rammerne om netværksdannelse og samvær med andre unge. Andre unge i samme situation. Unge med BPA skal aldrig være alene.

William Korte og Emilie Ghali, begge unge med BPA, indleder kurset med en paneldebat om emnet. Ledelse i privatlivet. De giver deres bud på hvordan man mestrer ungdomsliv og BPA-rollen.