Få vores nyhedsbrev. Her kan du læse om, hvordan vi ønsker at gøre en forskel for alle med BPA og andre former for personlig assistance. Vi udsender nyhedsbrevet en gang om måneden.
Dansk handicappolitik er baseret på fire grundlæggende principper. Her finder du en introduktion til principperne – samt anbefalinger til, hvor du kan læse nærmere. Principperne har været bærende for dansk handicappolitik siden 1980’erne.
Udgangspunktet i de handicappolitiske grundprincipper er det samme, som i juraen. Der skal ikke skelnes til personen, men til den konkrete situation – således at alle får adgang til lige muligheder for et selvstændigt liv på egne præmisser.
Mennesker med handicap er grundlæggende lige så forskellige og individuelle som alle andre borgere. Det betyder, at de på tilsvarende og identisk vis har mange forskellige interesser og behov. Det betyder samtidigt, at de har samme rettigheder og pligter som andre. For at borgere med handicap kan nyde disse rettigheder og efterleve de pligter, skal samfundet være indrettet ud fra, at der er borgere, som har en eller anden form for funktionsnedsættelse.
Det medfører, at den myndighed, organisation eller virksomhed, som har ansvaret for at levere ydelser, tjenester eller service til borgerne i almindelighed, også har den samme forpligtelse over for mennesker med en funktionsnedsættelse. Det er eks. skoleforvaltningen, der har ansvaret for uddannelse på folkeskolen, kulturforvaltningen, der har ansvaret for biblioteket, mm.
Borgere med handicap kan derfor have behov for at være i dialog med flere forvaltninger for at opnå den rette kompensation.
Borgere med handicap skal dog være opmærksomme på Forvaltningslovens § 7: En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.
Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.
Forvaltningen kan altså ikke afvise en skriftlig ansøgning med, at den hører til et andet sted. Der skal forvaltningen så vidt muligt sende henvendelsen korrekt videre.
Kompensationsprincippet tager udgangspunkt, at borgeren er et menneske med egen identitet. Det at have en funktionsnedsættelse er det grundlæggende – og ikke som tidligere, hvor borgeren blev set som en patient der skulle helbredes. Naturligvis skal borgere, som har sygdomme helbredes – om muligt, men ift. den handicappolitiske indsats, så handler kompensation om, at funktionsnedsættelsen på et hvert givent tidspunkt er en tilstand som borgeren er i.
Det betyder, at målet med den konkrete indsats er og bør være løsninger, der tager udgangspunkt i den konkrete situation, En situation, som man lever med og kan kompenseres for.
Kompensationsprincippet indebærer, at samfundet tilbyder mennesker, som har en funktionsnedsættelse, en række ydelser og hjælpeforanstaltninger med det formål at afhjælpe eller begrænse konsekvenserne af den nedsatte funktion mest muligt.
Formålet med kompensationen er, at den så vidt om overhovedet muligt skal forhindre og forebygge den begrænsning, der følger af funktionsnedsættelsen. Dvs. tanken bag kompensationsprincippet er at skabe et så lige udgangspunkt som muligt. Det betyder samtidig, at kompensation ikke er udtryk for privilegier eller positiv særbehandling. Og dermed er det potentielt set også muligt at blive overkompenseret ift. kompensationsprincippet.
Ligebehandlingsprincippet tager sit udgangspunkt i FN’s Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede og et beslutningsforslag, som Folketinget vedtog i 1993, heri står bl.a.:
Folketinget henstiller til, at alle statslige og kommunale myndigheder samt private virksomheder med eller uden offentlig støtte
Ligebehandling betyder altså ikke at behandle alle ens. Ligebehandling betyder derimod at sikre alle lige muligheder – lige muligheder for at udvikle og nyttiggøre sine potentialer og udvikle færdigheder i overensstemmelse med den enkeltes evner.
Solidaritetsprincippet er ikke særegent for handicapområdet. Det udspringer af den danske velfærdsmodel og betyder, at de støtteforanstaltninger og handicapkompenserende ydelser som borgere har behov for, de finansieres solidarisk via skattesystemet. Det betyder, at kompensationen tildeles til den enkelte uden egen betaling og uafhængig af indkomst og formue.
Solidaritetsprincippets rolle i handicappolitikken er i samspillet med kompensationsprincippet, hvor det sidstnævnte fastholdes som en ligebehandlingsforanstaltning – og ikke en trangsbestemt foranstaltning. Dvs. at uanset indtægt og formue er du berettiget til kompensation, hvis det er nødvendigt for at få et lige udgangspunkt.
For at tale om, at en person er handicappet, skal der være tale om, at vedkommende har en fysisk, en psykisk eller en intellektuel funktionsnedsættelse – evt. en kombination af flere. Denne eller disse funktionsnedsættelser gør, at vedkommende har brug for en kompensation for at kunne fungere i samfundet på så lige vilkår som andre (som muligt).
Med den rette kompensation, vil den enkelte, ideelt set ikke opleve, at funktionsnedsættelsen hindrer dem i at kunne deltage i samfundet på lige vilkår med andre borgere.
Få vores nyhedsbrev. Her kan du læse om, hvordan vi ønsker at gøre en forskel for alle med BPA og andre former for personlig assistance. Vi udsender nyhedsbrevet en gang om måneden.