Principafgørelser
Her kan du læse om Ankestyrelsens principafgørelser for §§ 95 og 96. Du kan også læse, hvilken betydning en principafgørelse har.
Principafgørelser – § 95
De fleste af afgørelserne omhandler Servicelovens §95, men enkelte afgørelser omhandler bestemmelser i Pensionsloven med relation til BPA (mærket P).
Afgørelser mærket med O eller C er fra før BPA-lovgivningen, men gælder fortsat. De relaterer enten til den tidligere Servicelov (§95 eller §76 stk. 2) eller Bistandsloven (§48 stk. 4).
Offentliggjort dec. 2016
Principafgørelsen fastslår
Borger med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan efter serviceloven modtage kontant tilskud til aflønning af hjælpere, der udfører konkrete hjælpeopgaver i hjemmet i form af praktisk hjælp og personlig pleje. Hjælpen udmåles efter servicelovens bestemmelse om praktisk hjælp og personlig pleje.
I særlige tilfælde kan kommunen bevilge rådighedstimer i ordningen om kontant tilskud. Ved rådighedstimer forstås timer, hvor hjælperen er til stede, men hvor der kun undtagelsesvis udføres aktiviteter for borgeren. Det kan være i forbindelse med delt tjeneste, hvor der eksempelvis er behov for, at to hjælpere er til stede samtidig. Det kan også være, hvis der er et mere spredt hjælpebehov ud over dagen. Rådighedstimer kan alene bevilges til, at hjælperen står til rådighed.
Rådighedstimer skal have tilknytning til den hjælp, der kan bevilges efter servicelovens bestemmelse om praktisk hjælp og personlig pleje. Det betyder, at de opgaver – der i helt særlige tilfælde kan bevilges rådighedstimer til – skal være opgaver, hvortil der kan bevilges hjælp efter servicelovens bestemmelse om praktisk hjælp og personlig pleje.
I den konkrete sag hjemviste Ankestyrelsen sagen, da kommunen skulle foretage en konkret vurdering af, om de ansøgte opgaver er omfattet af servicelovens bestemmelse om praktisk hjælp og personlig pleje. Derefter skulle kommunen udmåle hjælp og evt. rådighedstimer som kontant tilskud.
Offentliggjort juni 2024
Principmeddelelsen fastslår
Denne principmeddelelse fastslår, i hvilke situationer der skal udmåles aktive hjælpertimer, og hvornår der kan udmåles rådighedstimer efter udmålingsbekendtgørelsen, herunder hvilke hensyn der kan inddrages ved udmåling af rådighedstimer.
Hvis borgeren har et fast eller forventet hjælpebehov, der kræver aktiv tjeneste fra en hjælpers side, skal hjælpen udmåles som aktive hjælpertimer. Det vil fx være situationer, hvor en borger har behov for hjælp én eller flere gange i løbet af natten, uden at det på forhånd vides, på hvilke tidspunkter af natten hjælpebehovet opstår.
Det betyder, at kommunerne, i kontante tilskudsordninger til ansættelse af hjælpere i hjemmet efter servicelovens § 95, skal udmåle den tid, som de identificerede hjælperopgaver forventes at tage. Tilsvarende skal kommunerne i BPA-ordninger efter servicelovens § 96 udmåle støtte til de identificerede hjælperopgaver, således at borgeren får en fleksibel og helhedsorienteret ordning.
Rådighedstimer kan bevilges i ordninger om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere i hjemmet efter servicelovens § 95 og i ordninger om borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96. Ved rådighedstimer forstås timer, hvor der kun undtagelsesvis udføres aktiviteter for borgeren. Rådighedstimer skal have tilknytning til den hjælp, der kan bevilges i hjælperordningen. I ordninger efter servicelovens § 95 er de opgaver, der kan bevilges rådighedstimer til, hjælp efter servicelovens bestemmelser om praktisk hjælp og personlig pleje. I ordninger efter § 96 er de opgaver, der kan bevilges rådighedstimer til, opgaver i form af pleje, overvågning og ledsagelse.
Der kan udmåles rådighedstimer, hvis der undtagelsesvist udføres aktiviteter for borgeren, og borgeren således har et sporadisk hjælpebehov. Der er tale om situationer, hvor en borger kan få behov for hjælp om natten, uden at det på forhånd kan vides, om og hvor ofte behovet opstår.
Det beror altid på en konkret og individuel vurdering af borgerens hjælpebehov, om der skal fastsættes aktive hjælpertimer eller rådighedstimer.
Rådighedstimer kan ikke udmåles, hvis borgeren ikke har en funktionsnedsættelse eller et hjælpebehov, der gør det nødvendigt, at en hjælper står til rådighed. Der udmåles ikke rådighedstimer alene for at skabe tryghed for borgeren, hvis borgeren reelt ikke har et behov for, at en hjælper kan træde til og yde assistance.
Rådighedstimer kan desuden ikke udmåles alene med det formål at udfylde mellemrummene i vagtplanen på tidspunkter, hvor borgeren med sikkerhed ikke har et hjælpebehov.
De konkrete sager
I sag nr. 1 hjemviste Ankestyrelsen kommunens afgørelse til ny behandling i kommunen med henblik på, at kommunen kunne undersøge borgerens støttebehov om natten mere indgående.
Kommunen havde meddelt afslag på at udmåle aktive hjælpertimer 24 timer i døgnet. Kommunen havde fastsat tre aktive hjælpertimer og fire rådighedstimer hver nat.
Ankestyrelsen vurderede, at kommunens faglige vurdering ikke i tilstrækkelig grad var underbygget af faktuelle oplysninger om borgerens støttebehov, herunder især oplysninger om omfanget og hyppigheden af borgerens hjælpebehov om natten. Det fremgik af sagen, at borgeren havde behov for at komme på toilettet omkring tre gange om natten. Borgeren gjorde i klagen gældende, at hun herudover havde brug for hjælp til at blive lejret og trykaflastet flere gange om natten, og at hun derfor var oppe 4-6 gange hver nat.
I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, da borgeren ikke havde ret til udmåling af rådighedstimer. Borgeren søgte tryghed hos sine forældre om natten. Borgeren havde ikke et hjælpebehov, som gjorde det nødvendigt, at en hjælper stod til rådighed om natten, og som derfor kunne begrunde udmåling af rådighedstimer.
Læs mere her.
Hjælp efter bestemmelsen om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere kan alene bevilges til konkrete hjælpeopgaver i form af personlig hjælp, pleje og praktiske opgaver i hjemmet. Der kan ikke bevilges støtte til overvågning.
Udmåling af hjælpen
Efter servicelovens § 95 kan borgeren modtage et kontant tilskud med henblik på udførelsen af personlig hjælp, pleje og støtte til praktiske opgaver i hjemmet. Hjælpen udmåles efter servicelovens § 83.
Der kan ydes kontant tilskud til aflønning af hjælpere, der udfører konkrete hjælpeopgaver i hjemmet i form af personlig hjælp, pleje eller støtte til praktiske opgaver for borgeren.
Modsat bestemmelsen om borgerstyret personlig assistance i servicelovens § 96, er der hverken i servicelovens § 95 eller i reglerne om rådighedstimer i den tilhørende bekendtgørelse nævnt, at der kan ydes hjælp til overvågning, det vil sige, hvor hjælperen alene iagttager borgeren, men ikke udfører hjælpeopgaver.
I særlige tilfælde kan kommunen bevilge rådighedstimer. Ved rådighedstimer forstås timer, hvor hjælperen er til stede, men hvor der kun undtagelsesvis udføres aktiviteter for borgeren, herunder i forbindelse med delt tjeneste eller ved et mere spredt hjælpebehov. Rådighedstimer kan alene bevilges til, at hjælperen står til rådighed. Rådighedstimer kan ikke bevilges til overvågning, hvor hjælpen alene har til formål, at hjælperen skal holde øje med borgeren og reagere på eventuelle hjælpebehov.
Udmåling af tilskuddet
Kommunens tildeling af hjælp og fastsættelse af timetallet danner grundlag for udmåling af det kontante tilskud til ansættelse af hjælpere i hjemmet.
Kommunen skal på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens hjælpebehov opgøre, hvilket støttebehov borgeren har til personlig hjælp, pleje og nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.
Kommunen skal ud fra en konkret vurdering af hjælpebehovet opgøre, hvor lang tid de enkelte konkrete hjælpeopgaver i hjemmet tager, som borger får bevilget støtte til. Kommunen skal begrunde udmålingen af tid til hjælpeopgaverne efter servicelovens § 95.
Vi har ikke med denne principafgørelse taget stilling til, om der kan bevilges hjælp til tilsyn og overvågning efter sundhedslovgivningen.
Principafgørelsen fastslår
Momsfritagelse på ydelser til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens§ 95
Når der udbetales ydelser til personlig og praktisk hjælp i form af tilskud, skal der ikke betales moms af ydelserne.
Ydelser til personlig og praktisk hjælp givet efter § 83 efter reglerne om frit leverandørvalg er derimod momspligtige.
Hvilken myndighed er kompetent til at træffe afgørelse om moms
Spørgsmålet, om en virksomhed er fritaget for moms, henhører som udgangspunkt under skattemyndighederne.
Såfremt afgørelsen heraf endvidere beror på en vurdering af, hvorvidt nogle udbetalte ydelser kan sidestilles med ydelserne, der efter momslovens § 13, stk. 1 er undtaget for moms, er kommunen kompetent til at påse dette.
Principafgørelsen fastslår
Ved tilskud efter servicelovens § 95 kan nærtstående fungere som arbejdsleder for hjælpere til en handicappet borger
Der kan bevilges et kontant tilskud til ansættelse af hjælpere, når tilskudsmodtageren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne.
Når borgeren ikke selv vil være i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne, eksempelvis som følge af udviklingshæmning, hjerneskade eller kognitive funktionsnedsættelser, kan kommunen i særlige tilfælde vælge at udbetale tilskuddet til en nærtstående person, som passer den pågældende.
De særlige tilfælde kan være, hvor der er et hensyn at tage til, at familien kan fungere så normalt som muligt på trods af et stort behov for hjælp og pleje.
I den situation er det ikke borgeren, der er tilskudsmodtager, men derimod den nærtstående. Det betyder, at det er den nærtstående som tilskudsmodtager – og ikke borgeren – der skal være i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. Den nærtstående person overtager funktionen som arbejdsleder for borgeren i forbindelse med bevilling af kontant tilskud til hjælp.
Formuleringen ”som helt eller delvis passer den pågældende” i § 95, stk. 3, fastslår i hvilke situationer at en værge eller nærtstående kan være tilskudsmodtager.
En af de ting arbejdslederrollen indebærer, er at varetage den daglige instruktion af hjælperne. Det er arbejdslederen, der skal tilrettelægge hjælpen i forhold til borgerens behov og ønsker og foretage den daglige prioritering af opgaverne. Det kræver en direkte deltagelse i pasningen og daglig ledelse af hjælperne at udfylde arbejdslederrollen.
Det indebærer typisk, at borgeren og den nærtstående opholder sig på borgerens bopæl, da det ellers vil være vanskeligt at tage del i at passe den pågældende person, der har behov for hjælp.
Principafgørelsen fastslår
Hjælp i form af kontant tilskud efter servicelovens § 95 er ikke omfattet af udlandsbekendtgørelsen
I udlandsbekendtgørelsen er det udtømmende angivet, hvilke typer hjælp efter serviceloven, der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet.
De personer, der efter bekendtgørelsens § 1 har ret til at medtage ydelser under midlertidige ophold i udlandet, kan i særlige tilfælde efter en konkret vurdering også få dækket ekstra omkostninger, der er forbundet med opholdet. Ekstra omkostninger, der er forbundet med midlertidige ophold kan f.eks. være hjælperes rejse – og opholdsudgifter, udgifter til ekstra hjælper, ekstra omkostninger til transport af hjælpemidler mv.
I den konkrete sag, hvor borgeren var bevilget et kontant tilskud (BPA) efter servicelovens § 95, som ikke er omfattet af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, havde hun således heller ikke ret til at få dækket ekstra omkostninger, der var forbundet med et kortvarigt ophold i udlandet efter bekendtgørelsens § 5.
Servicelovens bestemmelse om afløsning og aflastning finder alene anvendelse, når en ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende tilkendegiver at ville passe en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
En hjemmeboende voksen, der ikke har nære pårørende som tilkendegiver at ville passe vedkommende, har krav på personlig hjælp, omsorg og pleje efter servicelovens bestemmelse herom samt den øvrige sociale lovgivning.
I den konkrete sag havde den hjemmeboende ret til hjælp 24 timer i døgnet.
En pensionist havde ret til plejetillæg, uanset at hun havde personlige hjælpere døgnet rundt.
Formålet med plejetillæg var, at pensionisten selv skulle afholde merudgifterne i forbindelse med plejebehovet i det omfang tillægget gav mulighed herfor.
Bistands- og plejebehov skulle som udgangspunkt dækkes efter pensionslovgivningen. Kontantydelser efter serviceloven var subsidiære i forhold til ydelser efter pensionsloven. Kommunen skulle derfor vurdere, om der kunne tages hensyn til det tilkendte plejetillæg ved beregningen af det beløb, som ansøger var berettiget til at få udbetalt efter serviceloven til dækning af sit plejebehov, således at det samme behov ikke blev dækket to gange.
Plejetillæg kunne ikke frakendes, da der ikke var sket en sådan bedring i kvindens tilstand, at hun ikke længere opfyldte betingelsen for at få plejetillæg
Vedvarende bistands- eller plejebehov hos personer, der var tilkendt førtidspension, skulle som udgangspunkt dækkes efter lov om social pension.
Ved bedømmelsen af det plejebehov, der skulle dækkes efter servicelovens bestemmelser kunne der efter en konkret vurdering tages hensyn til det tilkendte plejetillæg, således at det samme behov ikke blev dækket af to ydelsesarter.
Principafgørelser – § 96
De fleste af afgørelserne omhandler Servicelovens §96, men enkelte afgørelser omhandler bestemmelser i Pensionsloven med relation til BPA (mærket P).
Afgørelser mærket med O eller C er fra før BPA-lovgivningen, men gælder fortsat. De relaterer enten til den tidligere Servicelov (§96 eller §77) eller Bistandsloven (§48 stk. 4).
Offentlighedsgørelsesdato: 29.06.2023
Principmeddelelsen fastslår:
Denne principmeddelelse præciserer, hvilke elementer der kan indgå i vurderingen af, om der er tale om et kortvarigt ferieophold i udlandsbekendtgørelsens forstand.
Det er som udgangspunkt en betingelse for at få bevilget hjælp efter servicelovens regler, at borgeren har lovligt ophold her i landet.
Under midlertidige ophold i udlandet bevarer borgeren retten til visse former for hjælp efter udlandsbekendtgørelsens regler.
Ud over den hjælp, der kan bevares under midlertidige ophold i udlandet, kan der i forbindelse med kortvarige ferieophold i udlandet i særlige tilfælde efter en konkret vurdering dækkes ekstra omkostninger, der er forbundet med opholdet.
En årlig rejse på op til 14 dage i udlandet kan sædvanligvis betegnes som et kortvarigt ferieophold.
En borger med handicap har ret til at få dækket ekstra omkostninger i forbindelse med afholdelse af ferieophold, der er almindeligt for andre ikke-handicappede borgere.
Det beror på en konkret vurdering, hvad der kan betegnes som et ferieophold i udlandsbekendtgørelsens forstand. Det kan bl.a. indgå i vurderingen af, om et ophold har karakter af et ferieophold, hvilket formål opholdet har, og om borgeren får betaling for eventuelle aktiviteter i forbindelse med opholdet. Hvis der er tale om en rejse i forbindelse med lønnet arbejde, vil der som udgangspunkt ikke være tale om et ferieophold i udlandsbekendtgørelsens forstand.
Begrebet ”ferieophold” i udlandsbekendtgørelsens forstand skal forstås bredt i forhold til opholdets indhold. Et ferieophold i udlandsbekendtgørelsens forstand kan således omfatte flere forskellige former for ferie, herunder en ferie, hvor borgeren udfører frivilligt arbejde, ferier med henblik på fritidsaktiviteter, højskoleophold, aktive ferier m.v.
Selvom et ophold kan betragtes som et ferieophold i udlandsbekendtgørelsens forstand, er der derudover en række andre betingelser, der skal være opfyldt, før en borger har ret til at få dækket ekstra omkostninger forbundet med ferieopholdet. Fx skal der være tale om et kortvarigt ophold, og de ekstra omkostninger må ikke være en følge af den valgte ferieform. Denne principmeddelelse tager ikke stilling til disse betingelser.
Den konkrete sag
Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afslag på dækning af ekstra omkostninger ved et kortvarigt ferieophold i udlandet. Der var tale om et ophold, hvor en borger skulle udføre frivilligt arbejde. Ankestyrelsen vurderede, at ekstra omkostninger godt kan dækkes ved udlandsophold, når der er tale om frivilligt arbejde. I den konkrete sag havde de valgte destinationer særligt dårlige adgangsforhold for handicappede, hvilket var årsagen til de ekstra omkostninger. Det var på den baggrund Ankestyrelsens vurdering, at betingelserne for dækning af ekstra omkostninger ved kortvarige ferieophold ikke var opfyldt.
Se mere på Ankestyrelsesen.dk
Offentlighedsgørelsesdato: 29.06.2023
Principmeddelelsen fastslår
Denne principmeddelelse fastslår, hvem der er sikringspligtig arbejdsgiver for ansatte hjælpere i en BPA-ordning, der kommer til skade under udførelsen af arbejdet for den borger, som er bevilget en BPA-ordning.
Udgangspunktet er, at en borger med varig funktionsnedsættelse, der er tilkendt en ordning om borgerstyret personlig assistance (BPA-ordning), selv er arbejdsgiver for ansatte hjælpere og sikringspligtig arbejdsgiver efter arbejdsskadesikringsloven. Hvis borgeren indgår aftale om at overføre tilskuddet fra ordningen til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed, overgår arbejdsgiveropgaven og sikringspligten imidlertid til den, som tilskuddet overføres til.
Om sikringspligtig arbejdsgiver i arbejdsskadesikringsloven
En arbejdsgiver har efter arbejdsskadesikringsloven sikringspligt for sine ansatte. Arbejdsgiveren skal tegne forsikring mod følgerne af arbejdsulykker og tilslutte sig Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mod følgerne af erhvervssygdomme.
Se mere på Ankestyrelsen.dk
Offentliggørelsesdato: 11.12.2021
Principmeddelelsen fastslår
En ordning om ”borgerstyret personlig assistance” (BPA) ydes som tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.
En ordningen om ”kontant tilskud” tilbydes til at betale hjælp, som tilskudsmodtageren selv antager, til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentligt.
Det er for begge ordninger en betingelse for tilkendelse, at borgeren eller tilskudsmodtageren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. Det betyder, at borgeren/tilskudsmodtageren skal være i stand til at tilrettelægge hjælpen. De typiske opgaver, borgeren/tilskudsmodtageren skal kunne varetage, er at
– planlægge det daglige arbejde,
– udarbejde jobbeskrivelser,
– udvælge hjælpere,
– varetage oplæring samt
– afholde personalemøder og medarbejderudviklingssamtaler (MUS).
Det er borgeren/tilskudsmodtageren selv, der skal kunne varetage denne rolle. Arbejdslederansvaret kan ikke overtages af andre, hverken en værge eller anden nærtstående.
Krav til borgerens adfærd og konsekvenser heraf
Ud over kravene til borgerens evne til at kunne fungere som arbejdsleder kan der stilles visse krav til arbejdslederens adfærd over for sine hjælpere.
Der vil således være adfærd, som i sig selv må karakteriseres som uacceptabel, og som borgeren/tilskudsmodtageren – også uden forudgående vejledning fra kommunens side – må forventes at afstå fra. En arbejdsleder, der fx har udsat sine hjælpere for fysiske krænkelser, psykisk chikane eller bedrageri, vil således ikke kunne fortsætte som arbejdsleder.
Der vil også kunne være adfærd, som kan karakteriseres som mindre grov. Det kunne fx være uhensigtsmæssig eller utilbørlig sprogbrug, som – alt afhængig af det nærmere indhold, og hvem udtalelserne retter sig mod – ikke nødvendigvis i sig selv fører til, at borgeren/tilskudsmodtageren ikke kan anses for egnet i rollen som arbejdsleder.
Herimellem vil der være adfærd, hvor nogle typer af adfærd – alt afhængig af de konkrete omstændigheder, herunder karakteren af adfærden og om adfærden er udvist gentagne gange – også vil kunne indebære, at borgeren/tilskudsmodtageren ikke fortsat kan fungere som arbejdsleder.
I tilfælde, hvor borgeren/tilskudsmodtageren har opnået en eller anden form for fordel fra sin hjælper, fx lån eller personlige tjenester, vil det indgå i vurderingen af den udviste adfærd, om fordelen er opnået under udøvelse af et utilbørligt pres, herunder under påberåbelse af ansættelsesforholdet.
Der vil også kunne være udvist en samlet adfærd, som indebærer, at borgeren/tilskudsmodtageren ikke er egnet til at være eller fortsætte som arbejdsleder. Der vil altså være tale om en situation, hvor de enkelte typer af adfærd hver især må kategoriseres som mindre grove, men som ud fra en vurdering af den samlede adfærd fører til, at borgeren/tilskudsmodtageren ikke (længere) vurderes at være egnet til at fungere som arbejdsleder.
Der skal tages stilling til, om det vil være proportionalt at give afslag på eller bringe ordningen til ophør, eller om borgeren/tilskudsmodtageren snarere skal vejledes (advares) om, at lignende adfærd i fremtiden kan føre til, at ordningen må bringes til ophør.
Den nærmere reaktion over for den adfærd, borgeren/tilskudsmodtageren har udvist, vil afhænge af en konkret og individuel vurdering af den udviste adfærd sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, herunder i hvilket omfang det måtte stå borgeren/tilskudsmodtageren klart, at den udviste adfærd var uforenelig med rollen som arbejdsleder.
Særligt om sprogbrug
Når det skal vurderes, om en borgers/tilskudsmodtagers sprogbrug er uforenelig med at fungere som arbejdsleder, kan fx indgå:
– De konkrete udtalelsers grovhed.
– Om der er tale om enkeltstående episoder eller systematisk utilbørligt sprogbrug.
– Om udtalelserne retter sig mod hjælperne eller andre.
– Om borgeren/tilskudsmodtageren er vejledt om, hvordan man forventes at opføre sig som arbejdsleder.
Det skal indgå i vurderingen, at der er tale om en gruppe af borgere, som har forskelligartede væsentlige funktionsnedsættelser, herunder stærkt smerteplagede personer, og at det derfor som ansat hjælper i nogen grad må forventes, at man kan blive konfronteret med en adfærd, som man ikke i andre sammenhænge ville forvente og/eller acceptere fra fx offentlige arbejdsledere.
De konkrete sager
I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at der ikke var grundlag for at frakende borgeren en bevilling af borgerstyret personlig assistance, selvom borgeren havde opnået et penge-lån fra en hjælper. Ankestyrelsen fandt, at borgerens adfærd var uforenelig med rollen som arbejdsleder, men at det ikke var proportionalt at bringe ordningen til ophør. Ankestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at der efter det oplyste var tale om en enkeltstående episode, at borgeren ikke havde modtaget vejledning om rollen som arbejdsleder, og at der ikke var oplysninger om, at lånet var opnået ved utilbørligt pres.
I sag nr. 2 hjemviste Ankestyrelsen sagen til fornyet behandling i kommunen, da sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at det kunne afgøres, om borger var i stand til at fungere som arbejdsleder. Borger havde to år forinden søgt om og fået afslag på bevilling af borgerstyret personlig assistance, da hun gentagne gange havde anvendt et groft og fornærmende sprog over for sine hjemmehjælpere. Ankestyrelsen stadfæstede kommunens tidligere afgørelse.
Borger søgte efterfølgende på ny om enten en ordning med borgerstyret personlig assistance eller kontant tilskud. Ankestyrelsen fandt umiddelbart, at den sprogbrug, borgeren havde anvendt over for hjemmehjælperne i perioden siden det tidligere afslag, ikke – som sagen var oplyst – kunne karakteriseres som adfærd af en sådan grovhed, at det i sig selv var uforeneligt med rollen som arbejdsleder, men at der samlet manglede oplysninger om borgerens muligheder for at fungere som arbejdsleder.
Resumé
Efter serviceloven har en borger med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som er i stand til at være arbejdsleder, mulighed for at få udbetalt et tilskud til selv at ansætte sine hjælpere, enten i en ordning om kontant tilskud eller som borgerstyret personlig assistance. I en ordning om kontant tilskud, kan en nærtstående, der helt eller delvist passer borgeren, være tilskudsmodtager og arbejdsleder i stedet for borgeren.
Reglerne for udmåling af tilskud til ansættelse af hjælpere er fælles for begge tilskudsordninger og fremgår af bekendtgørelse om udmåling af tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter serviceloven (udmålingsbekendtgørelsen).
Omkostninger til løn til hjælpere
Ved udmåling af tilskud til hjælpernes løn skal kommunen tage udgangspunkt i grundlønnen for sammenlignelige faggrupper. Kommunen skal anvende samme udgangspunkt ved beregning af alle elementer af lønnen, herunder tillæg til lønnen. Det fremgår af udmålingsbekendtgørelsen.
Udmålingsbekendtgørelsen nævner forskellige løntillæg, som kommunen skal udmåle tilskud til herunder tids-og stedbestemte tillæg. Denne liste er efter sin ordlyd ikke udtømmende, men indeholder eksempler på hvilke tillæg, der kan ydes støtte til, når borgeren har en tilskudsordning.
Da kommunen skal sikre, at borgeren kan rekruttere og fastholde personale med det bevilgede tilskud, er det afgørende, at løntillægget til hjælperen er betinget i varetagelsen af et nødvendigt hjælpebehov hos borgeren, og at tillægget er en del af lønnen ved sammenlignelige faggrupper.
Akuttillæg kan være et nødvendigt tillæg, som der skal ydes støtte til ved en tilskudsordning. Det er tilfældet, hvis det er nødvendigt for arbejdslederen at tilkalde hjælpere med kort varsel og af den grund udbetaler ekstra tillæg til løn til hjælpere.
Kommunen skal kun udmåle tilskud hertil, hvis arbejdslederen er forpligtet til at betale hjælperne ekstra løn/tillæg ved akutte vagter.
Kommunen skal vejlede arbejdslederen i en tilskudsordning om, hvilken løn hjælperne skal tilbydes i form af løn og tillæg.
Tilskud til uddannelsesfonde og efteruddannelse
Kommunen skal dække omkostninger til nødvendige kurser for hjælpere. Det følger af udmålingsbekendtgørelsen.
Kommunen er ikke forpligtet til at yde tilskud til uddannelsesfonde, som det ikke er lovpligtigt at indbetale til, da kommunen alene skal yde tilskud i forhold til de konkrete nødvendige udgifter, som arbejdslederen har til uddannelse af hjælpere. Det skyldes, at kommunen kun er forpligtet til at følge den del af overenskomsten, som kan sikre rekruttering og fastholdelse af personale i den konkrete ordning.
I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at borgeren ikke havde dokumenteret yderligere nødvendige omkostninger til løn til sine hjælpere, når disse med kort varsel tilkaldes som vikarer. Kommunen havde bevilget støtte til ansættelse af hjælpere med akut varsel ud fra den overenskomst, som kommunen anvendte i forhold til kommunens egne ansatte. Ankestyrelsen vurderede, at borgeren var kompenseret med det af kommunen udmålte.
Resumé:
Efter serviceloven skal kommunen tilbyde borgerstyret personlig assistance til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.
Efter lov om kompensation til handicappede i erhverv, kan kommunen yde personlig assistance til ledige, lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand.
Borgerstyret personlig assistance ydes som tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse. Borgerstyret personlig assistance bevilges derfor til opgaver i forbindelse med personlig pleje, praktisk hjælp, ledsagelse og overvågning. [anonymiseret]
Formålet med personlig assistance efter reglerne om kompensation til handicappede i erhverv er at give borgeren mulighed for at varetage sine arbejdsopgaver og deltage i arbejdsmæssige møder, arrangementer mv. Der er derfor tale om varetagelse af andre typer opgaver end de opgaver, som hjælpere i en ordning om borgerstyret personlig assistance er ansat til at varetage.
Hvis en borger med betydelig og varig nedsat funktionsevne har brug for særlig personlig bistand i forbindelse med sit erhverv, skal bistanden bevilges efter lov om kompensation til handicappede i erhverv, og ikke efter servicelovens bestemmelse om borgerstyret personlig assistance.
Både de opgaver, der relaterer sig til borgerens ordning med borgerstyret personlig assistance, og den hjælp, der bevilges efter kompensationsloven, kan varetages af den samme person, hvis det er praktisk muligt.
I den konkrete sag havde borgeren ikke ret til dækning af yderligere timer i hans ordning med borgerstyret personlig assistance, da hans behov for hjælp i forbindelse med varetagelsen af hans erhverv skulle dækkes efter bestemmelsen om personlig assistance til borgere i erhverv. Kommunen skulle undersøge behovet for at få en personlig assistent til at hjælpe borgeren med udførelsen af de arbejdsrelaterede opgaver, så borgeren kan udføre sine arbejdsfunktioner.
Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Kompensationsprincippet
Formålet med kompensationsprincippet er, at borgere med en funktionsnedsættelse i videst muligt omfang bliver kompenseret for følgerne af funktionsnedsættelsen og stilles lige med andre borgere. Borgeren skal have mulighed for at leve så normalt et liv som muligt, herunder have et socialt liv og mulighed for at passe et arbejde.
Kompensationsprincippet giver ikke et krav på ubetinget kompensation. Hjælp og støtte efter serviceloven kan alene bevilges efter en vurdering af formålet med den ansøgte hjælp og ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede situation, behov, funktionsevne og ressourcer i husstanden.
Det primære mål med indsatsen er at gøre borgeren i stand til at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Hvis det ikke er muligt at gøre borgeren i stand til at klare sig selv, bør indsatsen sigte mod at gøre borgeren i stand til at klare så mange opgaver selv som muligt.
Det er borgeren med funktionsnedsættelsen, som skal kompenseres for sin nedsatte evne til fx at varetage de praktiske opgaver i hjemmet. Det betyder, at en kommune skal tage udgangspunkt i de opgaver, som personen ville have bidraget med, hvis personen var rask.
Betydningen af den fælles husstand og borgerens og familiens samlede situation
Enhver person i husstanden skal bidrage til at løse sin andel af de praktiske opgaver i hjemmet. En kommune skal derfor bedømme borgerens samlede situation og om nødvendigt inddrage oplysninger om eventuelt andre medlemmer af husstanden.
En kommune kan lægge til grund, at et medlem af en husstand kan varetage sin forholdsmæssige andel af opgaverne i hjemmet, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Det kan være forhold som fx helbred, ressourcer og livssituation eller lignende. Hvis dette er tilfældet, skal kommunen undersøge og vurdere, i hvilket omfang den enkelte i husstanden, i lyset af sin situation, er i stand til at deltage i at løse de fælles opgaver i hjemmet. Den forholdsmæssige andel nedsættes konkret til, hvad der kan begrundes i de særlige forhold.
Hvis det er et barn, der skal bidrage til at varetage opgaverne i husstanden, skal barnets modenhed indgå i vurderingen. Jo større og mere modent et barn er, des større kan forventningerne til barnets deltagelse i arbejdsopgaverne i hjemmet være. En kommune skal dog i hvert enkelt tilfælde sørge for, at kravene ikke går videre end de krav, der normalt stilles til børn i samme alder.
Hvis der fremkommer oplysninger, om at barnet ikke vil kunne håndtere opgaverne, skal kommunen foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er særlige behov eller hensyn, der gør sig gældende i forhold til det enkelte barns samlede livssituation og ressourcer samt hvilke opgaver, barnet i forhold til sin modenhed kan forventes at klare.
Som eksempler, hvor det kan være relevant, at kommunen foretager en sådan afvejning af husstandens samlede ressourcer, kan nævnes sager om hjælp til praktiske opgaver i hjemmet, udmåling af timer til borgerstyret personlig assistance og merudgifter.
De konkrete sager
I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde taget udgangspunkt i kommunens kvalitetsstandard (egne lokalt fastsatte serviceniveauer) uden at skønne individuelt. Kommunen havde forsømt at foretage en konkret og individuel bedømmelse af alle relevante oplysninger. Der manglede derfor en helhedsvurdering af borgerens og husstandens samlede forhold. Ankestyrelsen understregede overfor kommunen, at udgangspunktet er, at den ikke-raske ægtefælle skal kompenseres for sin andel af de konkrete rengøringsopgaver.
Vi lagde vægt på, at kommunen ikke havde foretaget udmåling af hjælpen med udgangspunkt i de opgaver, som personen ville have bidraget med, hvis personen var rask.
Borgeren gjorde gældende, at ægtefællen på grund af sine særlige arbejdsforhold med videre ikke kunne bidrage med den hjælp, som kommunen forventer. Kommunen havde ikke undersøgt og forholdt sig til, om der var særlige hensyn til ægtefællen på grund af helbred, ressourcer og livssituation eller lignende. Ankestyrelsen havde ikke disse oplysninger til rådighed. Kommunens afgørelse blev derfor hjemvist.
I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde underbygget og forklaret, hvorfor den var nået frem til et andet skøn end tidligere, og dermed reducerede i borgerens bevilling af praktisk hjælp. Kommunen henviste til, at ægtefællerne, i modsætning til før, nu var flyttet sammen. Der var tale om en ny situation (hvor kommunen skulle inddrage hele husstandens ressourcer), og da kommunens skøn var velunderbygget, sagligt og konkret og individuelt udmålt, var der ikke grundlag for at tilsidesætte dette. Ankestyrelsen stadfæstede derfor kommunens afgørelse.
I sag nr. 3 lagde Ankestyrelsen til grund, at borgeren var omfattet af reglen om praktisk hjælp. Da det var oplagt, at borgeren havde et hjælpebehov, ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig helhedsvurdering af borgerens og ægtefællens samlede situation. Da kommunen ikke havde sørget for at balancere alle rimelige hensyn/livsinteresser, havde den reelt ikke foretaget en korrekt helhedsvurdering. Ændringen betød, at kommunen skulle udmåle det konkrete omfang af hjælp.
I sag nr. 4 var der tale om en voksen hjemmeboende søn. Borger gjorde i sagen gældende, at sønnen på grund af sin livssituation ikke kunne bidrage med den hjælp, som kommunen forventede. Kommunen havde ikke vurderet, om den forventning om opgavedeltagelse, som blev stillet i kommunens afgørelse, var udtryk for krav, som gik videre, end den andel af de fælles opgaver, som han skal bære som medlem af husstanden. Kommunen havde heller ikke forholdt sig til, om kravet oversteg, hvad der normalt kan stilles til et voksent barn i en lignende situation. Ankestyrelsen havde ikke disse oplysninger til rådighed, hvorfor det var nødvendigt at hjemvise sagen.
Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Borgerens hjælpebehov
Kommunen skal tilbyde borgerstyret personlig assistance til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte og fleksibilitet i levering af hjælpen, som er nødvendig for at leve så normalt et liv som muligt.
Der er som udgangspunkt tale om borgere, der har et behov, der ikke kan dækkes ved almindelig personlig og praktisk hjælp, ledsagelse m.v. Det kan fx skyldes, at der er tale om hjælp af så personlig karakter, at det forudsætter individuel oplæring af hjælperne. Det kan også skyldes, at borgeren har behov for en mere fleksibel løsning, end der kan gives efter servicelovens andre bestemmelser, fx for at få borgerens dagligdag til at fungere.
Aktivitetsniveau
Et højt aktivitetsniveau kan ikke i sig selv medføre, at en borger er omfattet af personkredsen for borgerstyret personlig assistance, hvis borgerens øvrige behov kan dækkes på en fleksibel måde efter andre bestemmelser. Dog kan en borgers aktivitetsniveau i det konkrete tilfælde være en del af vurderingen af, om borgeren har et behov, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte som borgerstyret personlig assistance.
Borgerens boligforhold
Der kan normalt ikke bevilges ordning med borgerstyret personlig assistance, når borgeren bor i en bolig, hvor hjælpen er tilrettelagt for flere beboere, fx plejehjem, plejeboliger, botilbud eller lignende. Der kan godt bevilges ordning med borgerstyret personlig assistance til hjemmeboende voksne, når de øvrige betingelser er opfyldt.
Arbejdsleder
Det er en betingelse, at borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. Det betyder, at borgeren skal være i stand til at tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig leder for hjælperne. De typiske opgaver, borgeren skal kunne varetage, er at planlægge det daglige arbejde, udarbejde jobbeskrivelser og udvælge hjælpere, varetage oplæring samt afholde personalemøder og medarbejderudviklingssamtaler (MUS). Det er borgeren selv, der skal kunne varetage denne rolle. Arbejdslederansvaret kan ikke overtages af andre, hverken en værge eller anden nærtstående.
Arbejdsgiver
Det er desuden en betingelse, at borgeren kan fungere som arbejdsgiver for hjælperne, medmindre borgeren indgår en aftale med en nærtstående, en forening eller privat virksomhed om at overdrage arbejdsgiveransvaret. Arbejdsgiveropgaven indebærer som udgangspunkt, at borgeren har ansvaret for at administrere ydelsen og de praktiske og juridiske opgaver, der er forbundet med ordningen. Det er fx ansættelse og afskedigelse af personale, udbetaling af løn, indberetning af skat og at sikre et lovligt arbejdsmiljø.
Den konkrete sag
I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at borgeren ikke havde et behov, der gjorde det nødvendigt at yde en særlig støtte som borgerstyret personlig assistance, og at det var en fejl, at kommunen havde bevilget ham det. Borgeren havde fortsat ret til ledsageordning, da kommunen ikke havde hjemmel til at bevilge borgeren ordning med borgerstyret personlig assistance. Han skulle derfor stilles som om, at hans ledsageordning aldrig var ophørt.
Resumé:
Kommunen skal efter serviceloven yde kompensation til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne for de merudgifter, som er en konsekvens af funktionsnedsættelsen. Servicelovens regler om dækning af merudgifter kan ikke anvendes, hvis udgiften kan dækkes efter en anden bestemmelse i serviceloven eller efter anden lovgivning. Dette gælder også, hvis der i en anden bestemmelse eller lovgivning er gjort udtømmende op med, hvad der kan ydes hjælp til.
Kommunen skal efter serviceloven yde kompensation til borgere, der er bevilget borgerstyret personlig assistance.
Der skal udmåles et tilskud til dækning af direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at ansætte hjælpere til hjælp i og uden for hjemmet.
Udgift til serviceeftersyn af lift i handicapbil kan ikke dækkes som en merudgift
Udgiften til serviceeftersyn af liften i en handicapbil kan ikke dækkes som en merudgift ved den daglige livsførelse. Der er i bilbekendtgørelsen gjort udtømmende op med, hvad der kan ydes hjælp til, for så vidt angår særlig indretning af bilen.
Særlig indretning og udgifter der følger deraf, er reguleret i servicelovens bestemmelse om støtte til bil og i bilbekendtgørelsen. Det er i bilbekendtgørelsen fastsat, at hjælp til reparation, udskiftning og afmontering af nødvendig indretning ydes efter behov. Det er endvidere fastsat, at der ikke efter servicelovens bestemmelse om støtte til bil kan ydes hjælp til udgifter, som følger af den særlige indretning, fx til rengøring og vedligeholdelse.
Udgift til serviceeftersyn af lift i en handicapbil kan dækkes efter bestemmelserne om borgerstyret personlig assistance
Udgiften til serviceeftersyn af liften i en handicapbil kan dækkes som en hjælperrelateret udgift, når borgeren er bevilget borgerstyret personlig assistance. Det skyldes, at serviceeftersynet er lovpligtigt, når liften benyttes som et arbejdsredskab for borgerens hjælper(e).
Når borgeren er bevilget borgerstyret personlig assistance efter serviceloven, er borgeren arbejdsleder.
Borgerens hjælpere benytter liften, og liften er derfor at betragte som et arbejdsredskab. Når liften er et arbejdsredskab for en hjælper, er et årligt serviceeftersyn af liften i handicapbilen lovpligtigt.
Borgeren skal ikke have udgifter i forbindelse med den borgerstyrede personlige assistance. Kommunen skal derfor udmåle et tilskud til dækning af direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at ansætte hjælpere til hjælp i og uden for hjemmet.
De konkrete sager
I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at udgiften til lovpligtigt serviceeftersyn af liften i en handicapbil skal dækkes som en hjælperrelateret udgift, idet serviceeftersynet er lovpligtigt, når liften benyttes som et arbejdsredskab af borgers hjælper(e). Borgeren var derfor berettiget til dækning af udgiften til serviceeftersyn af liften efter servicelovens § 96 og udmålingsbekendtgørelsens § 10.
I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at udgiften til ikke-lovpligtigt serviceeftersyn af liften i en handicapbil ikke kan dækkes som en merudgift, idet der i bilbekendtgørelsen er gjort udtømmende op med, hvad der kan ydes hjælp til, for så vidt angår særlig indretning. Borgeren var derfor ikke berettiget til dækning af udgiften til serviceeftersyn.
Resumé:
Borgerstyret personlig assistance er et tilskud, som ydes til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse. Kommunen skal tilbyde borgerstyret personlig assistance til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.
En borger har ikke ret til at medtage borgerstyret personlig assistance ved behandling og indlæggelser m.v. på sygehus
Det følger af sektoransvarlighedsprincippet, at den offentlige myndighed, der udbyder en ydelse eller en service, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for borgere med nedsat funktionsevne. Regionen har derfor til opgave at stille det nødvendige personale til rådighed ved gennemførelsen af behandlinger på sygehuset.
Kommunen kan dog fastsætte et serviceniveau, der giver mulighed for, at borgeren medtager hjælpere ved behandling på sygehuset.
I den konkrete sag stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at borgeren ikke kunne medtage en ekstra hjælper under sygehusophold. Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke var forpligtet til at yde hjælp til forflytninger under behandling på sygehuset med henvisning til sektoransvarlighedsprincippet. Det fremgik af sagen, at borgeren havde behov for hjælp hele døgnet, også ved behandlinger på sygehuset.
Principafgørelsen fastslår
En borger med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som er i stand til at være arbejdsleder, har mulighed for at få udbetalt et tilskud til selv at ansætte sine hjælpere, enten i en ordning om kontant tilskud eller som borgerstyret personlig assistance.
Kommunen skal udmåle tilskuddet til ansættelse af hjælpere ud fra borgerens behov. I tilskuddet skal indgå omkostninger til hjælpernes løn.
Reglerne for udmåling til hjælpernes løn er fælles for begge tilskudsordninger.
Kommunen skal tage udgangspunkt i overenskomsten med sammenlignelige faggrupper ved udmåling af tilskud til hjælpernes løn
Ved en sammenlignelig faggruppe forstås en gruppe, som udfører lignende opgaver som dem, hjælperne i en ordning om kontant tilskud eller borgerstyret personlig assistance skal udføre. Kræver udførelsen særlige kompetencer, skal den sammenlignelige gruppe være i besiddelse af disse.
Kommunens udmåling af tilskud skal tage udgangspunkt i overenskomsten med sammenlignelige faggrupper, men udmålingen skal ikke følge hele overenskomsten. Hvis der fx er særlige tillæg i en overenskomst for en særlig funktion, som der ikke er behov for i de opgaver, som den konkrete borgers behov tilsiger, skal der ikke udmåles tilskud til dette. Kommunen skal sikre, at borgeren kan rekruttere og fastholde personale med det bevilgede tilskud.
Kommunen er ikke bundet af lønaftaler, som borgeren har indgået med hjælperne
Kommunen skal sikre i udmålingen, at borgeren med det fastsatte tilskud kan rekruttere og fastholde personale, men tilskuddet kan ikke øges ved borgers aftale med hjælpere om højere løn.
I sag 1 ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, idet styrelsen ikke fandt det godtgjort, at borgeren med det udmålte tilskud kunne rekruttere og fastholde de nødvendige hjælpere. Kommunen havde reduceret borgerens tilskud uden at udmåle tilskuddet med udgangspunkt i en overenskomst med sammenlignelige faggrupper og uden at vurdere, om det reducerede tilskud opfyldte formålet med udmålingsbekendtgørelsen.
I sag 2 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, idet styrelsen fandt det godtgjort, at borgeren med det udmålte tilskud kunne rekruttere og fastholde de nødvendige hjælpere. Kommunen havde vurderet borgerens hjælpebehov, udmålt tilskuddet med udgangspunkt i overenskomsten for sammenlignelige faggrupper og sikret sig, at borgeren kunne rekruttere og fastholde personale.
Udmåling af hjælp efter servicelovens bestemmelse om borgerstyret personlig assistance(BPA) skulle ske efter en individuel behovsvurdering med udgangspunkt i, hvad borgeren selv kunne klare. Ankestyrelsen fandt, at de ressourcer, som kommunen havde afsat til plejeopgaverne, ville kunne dække hjælpebehovet.
Ankestyrelsen lagde vægt på det oplyste om ansøgerens helbredsmæssige forhold og behov for personlig og praktisk hjælp.
Ankestyrelsen fandt efter de lægelige oplysninger, at ansøgeren kunne være alene i kortere perioder. Ankestyrelsen fandt endvidere, at der var mulighed for at lave en tidsplan, således at hjælpen kunne ydes på de tidspunkter af dagen, hvor ansøgeren havde brug for den.
Note: Principafgørelsen afløser C-13-07, som ophæves.
Der var ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af behovet for hjælp til en kvinde med stærkt nedsat og svækket bevægeevne i arme og ben.
Udmåling af hjælp skulle ske efter en nøje individuel behovsvurdering med udgangspunkt i, hvad kvinden selv kunne klare. Udgangspunktet var ikke, at hun havde ret til hjælp 24 timer i døgnet.
En stærkt handicappet mand, der havde fået bevilget en hjælpeordning efter Serviceloven, havde ansat en hjælper ca. 1/2 år efter bevillingen. Han havde søgt om hjælp til dækning af udgifter til både mindre og større håndsrækninger i denne periode efter servicelovens merudgiftsbestemmelse, ligesom han forud for bevillingen af hjælpeordningen havde søgt om hjælp til håndsrækninger efter merudgiftsbestemmelsen. Mandens hjælpeordning fandtes alene at dække mindre håndsrækninger såsom praktisk hjælp til almindelig rengøring, hjælp til indkøb og indpakning af gaver, hjælp til ledsagelse m.v. Derimod fandtes ordningen ikke at omfatte større håndsrækninger som snerydning, havearbejde, malerarbejde, vinduespudsning m.v. Der var ikke hjemmel i Servicelovens bestemmelse om hjælpeordning eller i bestemmelsen om merudgiftsydelse til at afholde udgifter til håndsrækninger omfattet af hjælpeordningen i perioden fra bevilling af hjælpeordning til dens iværksættelse. De udgifter til håndsrækninger, der ikke var omfattet af hjælpeordningen, kunne dækkes efter Servicelovens merudgiftsbestemmelse, hvis betingelserne i øvrigt var opfyldt. Hjælpen skulle i så fald ydes med tilbagevirkende kraft fra ansøgningstidspunktet.
Ved udmåling af hjælp efter servicelovens § 77 (idag BPA jf § 96) havde kommunen ret til at tage hensyn til et tilkendt plejetillæg, som vedrørte samme formål som hjælpen efter serviceloven.
Udmålingen skulle foretages efter en konkret individuel vurdering af arten og omfanget af pensionistens behov for personlig pleje og tilsyn, sammenholdt med pensionistens øvrige behov for hjælp.
Kunne pensionisten dokumentere nødvendige merudgifter til andre funktioner end pleje og tilsyn, kunne der søges særskilt bevilling hertil efter servicelovens § 84.
Ved bevilling af tilskud til nødvendige merudgifter kunne der kun tages hensyn til et tilkendt plejetillæg efter pensionsloven, i det omfang tillægget ikke fuldt ud blev anvendt til dækning af pensionistens plejebehov.
Principafgørelser – § 97
Særligt udvalgte principafgørelser ift. § 97.
Resume:
En mand med afasi og tilstødende epilepsi efter apopleksi var omfattet af personkredsen for ledsageordning efter serviceloven.
Han kunne ikke tale, skrive eller på anden måde gøre sig forståelig eller indgå i et samspil, der involverede kommunikation med andre end personer, der kendte ham godt. Ansøger var således reelt afskåret fra at kommunikere med personer, der ikke havde et nært kendskab til ham.
Ankestyrelsen vurderede, at selvom ansøgeren kunne bevæge sig rundt i et større lokalområde ved egen hjælp, måtte besøg hos fx tandlæge, frisør, på bibliotek og i forretninger betragtes som væsentligt besværliggjort af hans manglende evne til at kommunikere. En ledsageordning vil i vidt omfang kunne afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne i relation til at færdes alene uden for hjemmet.
Du kan finde øvrige afgørelser om ledsagelse her hos Ankestyrelsen.
Hvis du selv vil søge efter en afgørelse
Du kan søge blandt Ankestyrelsens principafgørelser her.
Afgørelserne omhandler personsager, som borgere har fået afgjort i et af de sociale nævn og som derefter er blevet indbragt for Ankestyrelsen, fordi borgeren eller kommunen mente, at sagen havde principiel eller generel betydning og nævnets afgørelse var forkert. Ankestyrelsen antager ikke alle sager, men vurderer i hvert enkelt tilfælde, om de mener sagen har den fornødne generelle eller principielle betydning.
Læs mere om principafgørelser her og i Nyt fra Ankestyrelsen nr. 6 (2010).
Seneste nyheder
Samarbejdspartnere
