Velkommen til Asger, Anne, Stella og Louise
Ny udviklingsdirektør i LOBPA – Asger Axel Madsen
Pr. 1. oktober har LOBPA ansat Asger Axel Madsen som ny udviklingsdirektør. Asger får ansvar for at styrke og udvikle både eksisterende og nye forretningsområder. En vigtig del af hans rolle bliver at videreudvikle LOBPAs tilgang til rekruttering inden for BPA-, HI- og ledsagelsesordninger.
Asger har en handelsfaglig baggrund og bringer mere end 25 års erfaring med ledelse og forretningsudvikling med sig – heraf de seneste 10 år inden for handicapområdet, senest som direktør i Danske Care.
Han ser frem til at bidrage til et endnu højere serviceniveau for både borgere og medarbejdere i LOBPA. Som kollega er Asger kendt for sin servicemindede og positive tilgang, og han motiveres af at være en del af et stærkt og udviklingsorienteret arbejdsfællesskab.
I sit arbejde hos LOBPA glæder Asger sig til at udnytte organisationens potentiale og være med til at sikre endnu bedre service, tiltrække nye samarbejdspartnere og styrke LOBPAs position i fremtidige udbud.
Du er velkommen til at kontakte Asger på: ama@lobpa.dk eller telefon 20 83 23 45
Stella Sidney Andersen
Stella har arbejdet i Lunds Handicapservice siden 2007, som i 2014 blev til Danske Care og i 2021 en del af OK-Fonden. Hun har altid været første kontakt på telefonen og arbejdet med BPA, HI og ledsagelse dog med en anden opgavefordeling end i LOBPA. Hendes hverdag bestod af samtaler med borgere, hjælpere og ledsagere, planlægning af vagter, håndtering af sygdom, ferie- og lønspørgsmål mm. Derudover har Stella også i forbindelse med rekruttering hos en borger arbejdet med at afdække kundens behov, og lave den indledende samtale med jobansøgerne. Hvis der var et match sendte hun borger og ledsager sammen. Stella motiveres af når borger og hjælper/ledsager er et godt match, og at tingene lykkes. Hun håber også, at Danske Care borgerne, hjælperne, og ledsagerne bliver glade for skiftet til LOBPA.
Louise Trine Nedergaard Madsen
Louise er blevet ansat som konsulent, og skal dække region Midt- og Nordjylland. Hun har mange års erfaring som arbejdsleder for borgere i et andet selskab – så hun kender alt til arbejdslederrollen. Louise har også i 12 år arbejdet som hjælper. Hun har derfor et stort kendskab til handicapområdet, fordi hun har forskellige perspektiver på det. De typiske opgaver for Louise består af at være bisidder, deltage i personalemøder, se på forhold, der skal ændres på arbejdspladsen, konfliktnedtrappe mm. Louise har haft en god opstart i LOBPA. Hun har været meget på farten, og synes det er dejligt at komme de forskellige steder rundt i det jyske. Derudover har hun også været på Høje-Taastrup kontoret meget, hvilket har været meget givende – især fordi, at hun fremadrettet kommer til at være meget i Jylland. Når man møder Louise, møder man en glad, smilende jyde med et kæmpe hjerte.
Anne Vibeke Jakobsen
Anne er ansat i LOBPA som økonomisk konsulent. Annes primære arbejdsopgaver i LOBPA er at lave bevillingsberegninger af BPA-timerne, hvor det skal sikres at bevillingstimerne stemmer overens med budgetterne. Bevillingstimerne lægges ind i LOBPAs system, så borgerne kan se, hvor mange timer de har til rådighed i deres vagtplaner. Med en bred erfaring fra både det private erhvervsliv og staten har Anne altid haft økonomi og budgetopfølgning som en rød tråd i sit arbejdsliv. Anne sidder på kontoret i Høje Taastrup, hvor hun er blevet taget varmt imod af sit nye team. Hendes oplevelse af LOBPA er, at virksomheden er præget af en stærk kultur i form af samarbejde og hjælpsomhed. Anne beskriver LOBPA som en arbejdsplads, hvor man løfter i flok og støtter hinanden. Hun brænder også selv for at hjælpe andre og gøre en forskel.