Debat om livsvilkår gav nye perspektiver på arbejdslederrollen

Tirsdag d. 25. februar inviterede vi endnu engang til kaffe og netværk i Handicaporganisationernes Hus. Emnet var “Mestring”. At mestre er at imødegå ændrede betingelser, at tilpasse sig og bevare sin integritet. Det er en naturlig del af livet med handicap. En naturlig del af livet som arbejdsleder.
En gruppe arbejdsledere satte hinanden stævne på en gråvejrsdag i februar. Indenfor var stemningen i top og der blev drøftet livligt over bordene. Emnet var mestring. Marianne Birkmose – en af vores gode konsulenter, indledte dagen med et oplæg om mestring. Marianne har selv handicap tæt på i familien og gav med sit inspirerende oplæg perspektiver på livet som arbejdsleder – og handicap.
Der er nemlig en række grundvilkår man er nød til at acceptere som arbejdsleder. Ens handicap nødvendiggør hjælp fra andre mennesker. Ens handicap kan forværres over tid. Ens handicap gør, at det man måske kunne tidligere er sværere eller nemmere nu. Vilkårerne ændrer sig. Accepterer man vilkårsændringerne kan det give nye veje og muligheder i arbejdslederrollen.
En deltager påpegede, at det i hendes landsdel var svært at rekruttere. Det er et eksempel på et livsvilkår. En anden påpegede, at det var en stor opgave, at få hverdagen til at hænge sammen med en lille bevilling. Det er også et vilkår.
Gruppen af deltagere kunne se sig i mange af de pointer, som Marianne fremhævede. Det fornemmedes, at det var rart at møde ligesindede og opleve et fællesskab om de udfordringer, som arbejdslederrollen giver – trods den store frihed.
Tanken er, at netværksgruppen skal udvikles og nye emner tages op. Der blev bl.a. talt om et møde om hjælperrelaterede udgifter, et møde om merudgifter og et møde om at rejse. Det er alle emner, som vi naturligvis arbejder videre med. Netværket er nemlig medlemmernes platform.
Vi glæder os til snart at byde velkommen i Handicaporganisationernes Hus igen.