Glimt fra generalforsamlingen
Årets generalforsamling i LOBPA er vel overstået. Lørdag den 12. september var medlemmer og kunder samlet på Egmont Højskolen i Hou til en dag med både fællesskab, debat og demokrati.
Dagen begyndte med frokost og fællessang, inden Tut Ma indtog scenen med sit personlige oplæg ”En dobbeltminoritet i krigens kølvand”. Her fortalte hun om familiens dramatiske flugt fra Vietnam og om sin opvækst i Danmark som både bådflygtning og kørestolsbruger efter polio.

Eftermiddagen stod i medlemsdemokratiets tegn, da selve generalforsamlingen gik i gang. Her blev der både gjort status og set fremad, og en række indkomne forslag blev behandlet og drøftet blandt de fremmødte.
Generalforsamlingen vedtog desuden nye vedtægter for LOBPA. En af ændringerne betyder, at suppleanter fremover kan stille op på selve dagen. Det giver større fleksibilitet og endnu bedre mulighed for, at medlemmer kan engagere sig aktivt i LOBPAs demokrati.

Generalforsamlingen er netop medlemmernes mulighed for at få direkte indflydelse på organisationens retning og på, hvordan LOBPA skal udvikle sig i de kommende år.
Tak til alle, der deltog, bød ind i debatten og var med til at gøre dagen til en god generalforsamling. Nu tager vi hul på endnu et år med fællesskab, engagement og arbejdet for BPA.
Du kan finde materialer fra dagen, herunder beretningen lige her.