For mange mennesker med bevægelseshandicap er en BPA-ordning meget mere end praktisk hjælp. Den er det, der gør det muligt at leve et selvstændigt liv.

BPA gør det muligt at tage en uddannelse, passe et arbejde, stifte familie, dyrke fritidsinteresser, rejse, være frivillig eller bare selv bestemme, hvordan dagen skal se ud. Den giver også mulighed for selv at vælge sine hjælpere, og hvor man vil bo.

Kort sagt: BPA er rammen om et liv med frihed og egne valg.

Derfor er det vigtigt, at vi fortæller, hvad ordningen betyder i virkeligheden.

Vi skal huske historien.

Mange af de sociale rettigheder, vi har i dag, er ikke kommet af sig selv. De er skabt, fordi mennesker med handicap har fortalt om deres liv og vist, hvorfor ordningerne er nødvendige.

I disse år er BPA under pres. Der diskuteres økonomi, kommunale forskelle og fremtidige modeller. Midt i den debat risikerer det vigtigste at blive glemt: Hvad betyder BPA egentlig for det menneske, der lever med ordningen hver eneste dag?

Til det har vi brug for jeres historier med BPA:

Har du haft en BPA-ordning i mange år, eller er du helt ny med hjælpere i dit liv – hvad betyder din BPA og dine hjælpere for dig og dine muligheder?

Send os din historie fra dit liv med hjælpere – i en kort tekst, et digt, en lydfil, billeder, video eller måske et maleri – Det står dig frit for. Det vigtigste er netop DIN historie og DIT liv.

Jo flere stemmer vi får med, jo stærkere står fortællingen om BPA – ikke som en hjælpeordning, men som fundamentet for et selvstændigt liv med frihed, ansvar, muligheder og plads til at være den, man er.

Send din historie til Stig Langvad på e-mail stig@danskhandicapforbund.dk – gerne snarest muligt og senest 15. oktober 2026. Du giver samtidig dit samtykke til, at vi må kontakte dig og offentliggøre din tekst og evt. dine billeder. Du får selvfølgelig nærmere information om, hvordan vi arbejder videre med BPA-historierne. Vi glæder os til at høre fra dig og din unikke historie.

Her er til inspiration citater fra tre historier:

”Jeg har lært, at hjælpere ikke blot er arme og ben. Vi har en professionel relation – de ved rigtig meget om mig, mens jeg ved meget lidt om dem. Gennem årene har jeg haft forskellige hjælpere, og alle mennesker påvirker hinanden bevidst og ubevidst. Jeg har lært, at de hjælpere, jeg har omkring mig, skal kunne bidrage til, at jeg er den bedste udgave af mig selv. Jeg har ikke brug for at blive bekræftet i, at jeg mister funktioner. Jeg har brug for at blive motiveret til at fastholde mit funktionsniveau – og det kræver en vis indlevelsesevne hos hjælperne.” Lene Kjær, BPA siden 1986

”Jeg har en grundlæggende positiv tilgang til den særlige relation, der er mellem mig og min hjælper, som dog er noget ambivalent idet, at jeg er den umiddelbart sårbare part, der modtager og er afhængig af hjælpen, og samtidig er jeg den, der har retten til at ansætte og opsige, og dermed vil der naturligt være indbygget en noget skæv ulighed. Alligevel ser jeg – hævet over dette – en mulighed for at blive beriget af netop dette menneskes personlighed, kultur og kundskaber, som ofte er meget forskellig fra mig og min personlige rygsæk.” Dorthe Stief, BPA siden 1987

” Når jeg kigger tilbage på tiden siden den 14. januar 1978, så er det min klare konklusion, at uden min BPA, så havde mit liv været meget fattigere og måske mere meningsløst. Jeg tror, jeg ville have læst meget i Billedbladet, Ekstra Bladet og måske Søndags B.T. i stedet for at læse på universitetet, have erhvervsarbejde, kæmpe for andres rettigheder og have et nogenlunde normalt familieliv. Så det er BPA-ordningen, som har været fundamentet for det gode liv for mig!” Stig Langvad, BPA siden 1978