Forespørgselsdebatten
”Det må ikke være en kamp, at få den hjælp, man har brug for” sagde alle ordførerne og ministeren ved forespørgselsdebatten. Men er det tilfældet? Svaret blæser i vinden.
Blot en uge efter det åbne samråd om BPA, var BPA igen på dagsordenen på Christiansborg i en forespørgselsdebat den 1. juni ud på aftenen. BPA er i fokus, og opmærksomheden gør godt. Ifølge ministeren vil der komme endnu et samråd om BPA inden sommerferien.
Debatten, der var fremsat af et flertal uden om regeringen, viste os først og fremmest, at BPA er et kernepunkt vores socialpolitik. Formålet med BPA – at være herre i eget liv og have mulighed for at have relationer og deltage i fællesskaber – blev gentaget adskillige gange af alle ordførerne samt ministeren. Men hvordan vi sikrer, at praksis lever op til formålet er fortsat et åbent spørgsmål.
Bekymrende praksis
Under debatten stod det det helt klart, at socialordførerne fra både rød og blå blok er stærkt bekymrede for den praksis, der er i dag på BPA-området. Debattens spørgsmål til ministeren var: Hvorfor færre end tidligere bliver tildelt en BPA, at rådighedstimer bliver brugt ud over, hvad lovgivningen siger, at handicaphjælpere ikke har mulighed for at hjælpe borgeren under indlæggelser, og at små pleje- og sundhedsopgaver fjernes fra hjælpeordningerne.
Social- og ældreminister Astrid Krag kom ikke med konkrete udmeldinger i sine svar til ordførerne på nogen af disse spørgsmål. I stedet kredsede hun om, at der mangler viden til at handle ud fra her og nu. Hun sagde bl.a. ”Området er præget af, at der mangler data. Udgifterne er stigende, og det er svært at konkludere noget håndfast.”
For at skaffe mere viden at handle ud fra, vil BPA-området derfor blive undersøgt fra flere sider: BPA vil indgå i den kommende evaluering af det specialiserede socialområde, og der vil blive kigget på området i en intern arbejdsgruppe samt i et nyt partnerskabe med KL, Danske Handicaporganisationer og Socialrådgiverforeningen.
’Mørket må ikke sænke sig over BPA’
Ministerens svar blev mødt med bekymring fra bl.a. Karina Adsbøl (DF). Hun kommenterede, at der sker et svigt af borgere med handicap nu og her, og at løsningerne ikke kan vente på ubestemt tid, til arbejdsgrupperne har nået et resultat.
Henrik Winther (RV) var på linje med denne bekymring. Han sagde bl.a. ”Mørket må ikke sænke sig over BPA. Det er reelle problemer, og vi ser frem til hurtige svar”.
’Statsautoriseret løndumping’
Arbejdsmarkedspolitikken var et andet centralt tema i debatten. Jakob Sølvhøj (EL) talte i sit indlæg om anvendelsen af rådighedstimer, som han kaldte for ’statsautoriseret løndumping’ for handicaphjælpere: ”Kommunerne udmåler åbenlyst for mange rådighedstimer,” sagde Jakob Sølvhøj. ”Og de mener ikke, at de behøver at rette ind efter ministerens svar om, at rådighedstimer kun skal bruges i helt særlige tilfælde”.
Charlotte Broman Mølbæk (SF) talte bl.a. om det nedadgående administrationsbidrag til foreninger og virksomheder. Hun sagde: ”Administrationstilskuddet er barberet ned, og tvivlsomme virksomheder er kommet til. Kvaliteten er for nedadgående, og vi begrænser borgerens muligheder for at afgive arbejdsgiveransvaret”.
Finn Jeppesen Løvenholdt Kemp, som er juridisk chef i LOBPA og formand for Handicapbranchen Danmark synes, det er positivt, at ordførerne og ministeren har fokus på, at udmålingsbekendtgørelsen bliver strammet op, og at hjælperne får en løn med fuldt gennemslag fra en arbejdsmarkedsoverenskomst. Han siger: ”Jeg bemærkede os, at der var fokus på administrationshonoraret. Det er meget vigtigt for at sikre BPA. Bliver honoraret for lavt, skaber det stor usikkerhed hos borgerne, samtidig med at vi får svært ved at opretholde ordnede forhold i branchen”.
Torsdag den 3. juni bliver der stemt om de forslag, der blev debatteret. Og ifølge Astrid Krag vil der blive fulgt op med endnu et samråd om BPA inden sommerferien.
Hvad gik forespørgselsdebatten ud på:
F 43 Om hjælp via borgerstyret personlig assistance
Forespørgslen:
Hvad er ministerens holdning til, at personkredsen, der kan få fleksibel og helhedsorienteret hjælp via borgerstyret personlig assistance, er blevet indsnævret, at der er akutte problemer vedrørende brugen af rådighedstimer og afvisning af, at hjælperne følger borgerne under indlæggelse, og at almindelige, dagligdags pleje- og sundhedsydelser bliver fjernet fra hjælperordningerne?
Fremsat af: Karina Adsbøl (DF), Marie Bjerre (V), Charlotte Broman Mølbæk (SF), Henrik Vinther (RV), Jakob Sølvhøj (EL), Brigitte Klintskov Jerkel (KF) og Mette Thiesen (NB)
Til: Social- og ældreminister Astrid Krag (S)