Trekking i Nicaragua, studietur til Japan og med Tall Ship Races til Frederiksstad i Norge. Det hele blev muligt for Silas på 22 år og Sebastian på 18 år med BPA-ordningen og gode hjælpere i ryggen.
For begge var det på Egmont Højskolen i gode venners lag, at rejseplanerne blev lagt.

En sen aften til Egmonts årlige julefrokost gik snakken om at rejse ud i verden, og Silas, som udover at være højskoleelev også er kunde i LOBPA, faldt i snak med tre assistenter om en tur til Mellemamerika. Nogle måneder senere var ideen blevet til virkelighed, og de fire var afsted på turen, der gik til Cuba, Nicaragua og Costa Rica. ”Vi sprang bare ud i det,” fortæller Silas: ”Vi tænkte ikke så meget over, om det ville blive hårdt. Der var selvfølgelig udfordringer ind i mellem. Men der var ikke noget, der ikke kunne lade sig gøre.”

Sådan tænker Sebastian også om sine rejser. Han har været med Egmont på studietur til Japan og har også været ude med Tall Ship races til Norge. Her arbejdede han om bord som resten af besætningen. Han tog fire-timers vagter og sad ved roret også om natten.

At være på udebane
”Når man har et handicap, kan man nemt komme til at lægge sig fast på, hvad der er muligt og ikke muligt. Og så får man aldrig oplevelsen af at være på udebane.” Det gør en stærkere, synes Sebastian, der drømmer om, at hele handicapverdenen vil støtte endnu mere op om, at unge kan rejse ud at opleve verden.
I Japan var Sebastian til sumo-brydning, og han blev sammen med gruppen fra Egmont modtaget på rådhuset i Egmonts japanske venskabsby. ”Men det var ikke en klassisk studietur,” fortæller Sebastian. ”Det meste af tiden var vi på egen hånd. Meget få kunne engelsk, og vi kunne kun sige ’tak’ og ’hej’ på japansk. En aften skulle vi hjem at besøge en japansk familie – troede vi. Men efter en tur på restaurant med familien blev vi kørt ud på en stor byggeplads. Ingen vidste hvorfor vi var der, og hvad der skulle ske.”
For Sebastian var det en af de situationer, hvor han virkelig kom ud af sin comfort-zone. Men bagefter har oplevelsen kun givet mod til at tage på langfart igen.
Sebastians råd til andre, der også vil ud at rejse, er at finde nogen at rejse med, som synes det er lige så fedt, som man selv gør. Og så skal man tale godt og grundigt med handicaphjælperne om alt, hvad der skal ske.

Silas tænker det samme – at de gode rejsefæller, som man kan snakke godt med om oplevelserne er noget af det bedste ved at være afsted. Hans tre rejsefæller var både hans assistenter og hans venner, og derfor føltes det som at være en del af en hver anden gruppe på tur. Vagtplanerne var lagt hjemmefra, og assistenterne arbejdede i 24-timers rul, som BPA-overenskomsten giver mulighed for.

Trekking tur i Nicaragua
”Backpacker-miljøet var meget afslappet, og noget af tiden rejste vi sammen med to svenske piger. Jeg mødte ikke andre med handicap, og det var helt ok. Faktisk var det en befrielse at være væk fra alt, hvad der har at gøre med handicap.” I Costa Rica tog den ene dag den anden på palmestranden, og hver aften var der pool party eller besøg på strandklubber.
De fire rejsefæller havde brug for afslapning på stranden efter en drøj trekking tur til en vulkan i Nicaragua. Silas var den første kørestolsbruger nogen sinde, der nåede toppen af vulkanen San Cristobal. ”Det var ekstremt især turen ned i slæde ad den vulkanske aske bagefter. Helt vildt, at det kunne lade sig gøre,” fortæller Silas.

Sebastian og Silas planlægger begge nye rejser. Silas vil til Colombia og Peru, og Sebastian har en ungdomstur til Spanien i kikkerten.

Drømmer du også om at rejse ud med din BPA-ordning? – Så kontakt os hvis du har spørgsmål.