Medlemsaktiviteter på zoom
Vel mødt på zoom!
Fredag den 15. maj kl. 14.00:
Frit liv – kom tættere på LOBPAs nye navn
I snart lang tid har LOBPA været undervejs med et nyt navn: Frit liv. Vi fortæller om processen, alle overvejelserne om det nye navn, den nye grundfortælling og det nye design.
Vores forening er stadig den samme, og vi er stadig sat i verden for at kæmpe for verdens bedste hjælpeordning. Med et nyt navn skal vi have et endnu bedre afsæt, når vi skal skabe blæst om os og fortælle omverdenen hvad vi står for, og hvor vi skal hen.
Onsdag den 20. maj kl. 14.00:
Bliv dus med jobtavlen
Få en guided tour og lær alle jobtavlens funktioner at kende. Vi gennemgår dine muligheder i systemet, når du skal ansætte nye hjælpere. Vi viser funktionaliteterne på skærmen, og du kan være med på din egen pc og prøve det hele af.
Tirsdag den 26. maj kl. 14.00:
Tirsdagsjura: Ansættelsesret for BPA-arbejdsledere
Vil du blive klogere på reglerne på det ansættelsesretlige område, så kom med til vores miniseminar. Vi tager afsæt i vores HR/Ansættelsesretlige modul, som er en del af vores arbejdslederuddannelse.
Fredag den 29. maj kl. 14.00:
Banko
-Hvad er bedre til at runde ugen af med end et godt gammeldags slag banko! Kom og spil med. Måske får du fuld plade eller er den første med en hel række. Du kan være heldig at vinde en af de fire flotte præmier, vi har på højkant: To gavekurve med italienske specialiteter fra Danmarks eneste italienske supermarked og to Podimo-abonnementer (tre måneder) der giver dig adgang til tusindvis af de bedste podcasts.
Velkommen i LOBPAs bankohal hvor spændingen er i top.
Mandag den 8. juni kl. 14.00:
Genoplukning og smitterisiko
Overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, Gitte Kronborg fortæller om mulighederne for, at man som borger i risikogruppen kan finde et nyt leje for sit sociale liv her under genoplukningen.
Fredag den 12. juni kl. 14.00:
Bliv klog på corona
Professor i virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen vil fortælle historien om covid-19 – vores nye bekendtskab.
Hvordan ser fremtiden ud med covid-19? Er der en vaccine på vej, så vi skal være optimistiske? Og hvad er det særlige ved covid-19 i forhold til andre vira, der ligner den?
Fredag den 19. juni kl. 14.00:
Rundbordssamtale: BPA og corona-krisen
Hvad har coronakrisen lært os om BPA? Hvilke styrker og udfordringer er vi løbet ind i? Og hvilke erfaringer har vi gjort os?
Byd ind i debatten med erfaringer fra din hverdag under coronakrisen.
Debattører: Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden, Kristian Würtz, rådmand, Sociale Forhold og Beskæftigelse i Århus Kommune, Janus Tarp, formand for UlykkesPatientForeningen/PolioForeningen (PTU) og DUKH og Karina Adsbøl, medlem af Folketinget (DF), næstformand for Social- og Indenrigsudvalget og handicapordfører.
Fredag den 26. juni kl. 14.00:
BPA-ordningens historie – v. Jørgen Lenger
Det startede i Aarhus for snart mange år siden, da der blev banket på døren til rådhuset. Hør historien om den lange snirklede vej til loven om BPA.