Ministersvar om medicin
Har hjælpere ret til at give medicin, sondemad og stomipleje?
Har hjælpere ret til at give medicin, sondemad og stomipleje? Det spørgsmål svarer minister Pernille Rosenkrantz-Theil ja til i et ministersvar til Folketingets Socialudvalg.
Ministeren skriver sådan her:
”At det er ministeriets vurdering, at hjælp til sundhedsydelser, som borgere uden funktionsnedsættelse selv vil kunne udføre, vil kunne indgå i timeudmålingen i hjælperordningen til en borger med funktionsnedsættelse”.
Ministeren skriver i sit svar, at der skelnes mellem opgaver som kræver autorisation og er lægeforbeholdte, og opgaver der kan varetages af enhver med de rette kvalifikationer. Det bliver forklaret, at indgivelse af sondemad og stomipleje ikke er opgaver, som er forbeholdt lægen og derfor kan varetages af enhver med de rette kvalifikationer.
I ministersvaret står også:
”Personale, der assisterer selvadministrerende patienter, dvs. patienter som selv kan stå for deres egen medicinering, herunder stå for kontakten til egen læge, men som f.eks. ikke selv kan åbne pilleæsken, arbejder ikke på delegation. Der vil i så fald være tale om teknisk hjælp og bistand.”
og:
“I forlængelse af ovenstående kan det oplyses, at hjælpere, som i øvrigt udfører hjælpeopgaver efter serviceloven for en borger med funktionsnedsættelse, tillige vil kunne udføre de i spørgsmålet nævnte sundhedsydelser under iagttagelse af de af Indenrigs- og Sundhedsministeriet anførte forhold.”
Spørgsmålet blev stillet af Folketingets Socialudvalg efter ønske fra Torsten Gejl (ALT). Ministeren svarede den 31.03.2023.
Se ministerspørgsmålet og hele svaret her.
Se tidligere Ministersvar