At blive voksen for åbent tæppe
Vi er på vej med kurser i hele landet for børn og unge med en hjælper- eller støtteordning.
Med puljemidler fra Socialstyrelsen er vi på vej med halvdages kurser i hele landet for børn og unge med en hjælpeordning og deres familier. Kurserne skal støtte de unge og styrke forældrene i overgangen fra barn til voksen.
Ung med en hjælpeordning
Når man har en hjælpeordning handler overgangen til at blive voksen også om at få selv- eller medbestemmelse over sin egen hjælp. Skal man være BPA-arbejdsledere skal man være parat til helt at overtage styrepinden over ens handicaphjælpere. Men tilbuddet gælder alle, der står over for at skulle mestre egen støtte, og det er ikke helt lige til at blive ung og voksen, hvis man har hjælpere tæt på sig og skal have hjælp til det, andre unge gør på egen hånd. Derfor tilbyder vi et halvdages kursus og et seminar, hvor der er mulighed for, at hele familien kan få viden, dele erfaringer, lave øvelser og tale på andre, der har været gennem den samme overgang.
Støtte til 100 børn, unge
Michael Graatang, der er direktør LOBPA, er glad for, at LOBPA med midler fra Socialstyrelsen har fået mulighed for at støtte ca. 100 unge i at få en god overgang:
”Løsrivelsesprocessen kan være svær for alle børn og unge. Når man så har et handicap og skal blive ung og voksen for åbent tæppe med handicaphjælpere i hjemmet, er der ekstra meget på spil. Ikke mindst hvis den unge skal være BPA-arbejdsleder, når han eller hun bliver 18 år. Men i det hele taget er det vigtigt, at blive god til selv at mestre det at have hjælpere omkring sig.”
Kurserne, der varer en halv dag, er for børn og unge i alderen 12-25 år og deres familier. Man kan deltage i Aalborg, Aarhus, Taastrup, Næstved og Middelfart. Kurserne byder på øvelser, dilemmaspil, erfaringsudveksling og så er der gode muligheder for at finde nye venner og få et netværk med andre familier i samme situation. Det er gratis at være med.
Vil du vide mere om kurserne? Så er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Vibeke Rieneck vri@lobpa.dk M: 30 73 83 82