Ny politisk udvikling på BPA-området
BPA er på ministeriets dagsorden

I april måned henvendte Handicapbranchen Danmark – hvor LOBPA har formandsposten – sig til socialministeren i fællesskab med Dansk Erhverv og FOA.
Vores henvendelse drejede sig om at lægge løn og administrationsbidrag i faste rammer, så der er sikkerhed for, at man altid kan finde en virksomhed eller forening at overdrage sit arbejdsgiveransvar til.
Ministerens svar
Nu er svaret kommet fra socialministerieren, og det giver anledning til optimisme.
Socialminister Astrid Krag skriver bl.a. i sit svar: ”Hjælperordningerne er, som I skriver, en meget vigtig del af vores handicappolitik, som giver den enkelte mulighed for selvbestemmelse og fleksibilitet i hverdagen og for at deltage i samfundslivet og opbygge og bevare sociale relationer.
Derfor er det meget vigtigt, at området hænger sammen, også når det kommer til økonomi. Både i forhold til, at borgerne får helhedsorienterede ordninger, der dækker deres behov for hjælp og støtte, men også, at hjælperne har ordentlige arbejdsvilkår, og at borgerne bevarer en reel mulighed for at overdrage arbejdsgiveropgaverne til en virksomhed eller forening”.
Astrid Krag understreger desuden, at området vil blive fulgt tæt, og at Handicapbranchen Danmark samt relevante organisationer på handicapområdet vil blive inddraget i ministeriets videre arbejde med at sikre BPA-området.
Tættere samarbejde med ministeriet
Finn Jeppesen Løvenholdt Kemp, konstitueret direktør i LOBPA og formand for Handicapbranchen Danmark ser frem til et tættere ministersamarbejde: ”Dette er et skridt på vejen til at sikre BPA-området og stoppe den økonomiske glidebane, vi har været vidner til”.
LOBPA vil nu drøfte de nye muligheder for ministersamarbejdet sammen med BPA-netværket, der består af en række handicaporganisationer. Et af netværkets løsningsforslag er en takstmodel, der angiver faste takster for handicaphjælpernes løn samt for administrationsbidraget.
Seneste nyheder
Samarbejdspartnere











