Nyt BPA-værktøj på vej i 15 kommuner
Online håndbog for god praksis på BPA-området.
Hvordan ser den gode kommunale praksis egentlig ud på BPA-området? Det skal en projektgruppe bestående af 15 kommuner og LOBPA sammen finde svar på i 2022.
Projektgruppen vil udarbejde en online håndbog, der vil være fyldt med anonymiserede case-eksempler på god praksis på BPA-området.
Temaerne for eksemplerne i online håndbogen vil bl.a. være: Den gode proces med borgeren frem til afgørelsen, den gode udmåling af timer i BPA-ordningen, den gode revisitation og den gode udredning af borgerens mulighed for at være arbejdsleder.
På opfordring
LOBPA tager fat på projektet på opfordring af en række kommuner, der ønsker sig et supplement til KLs vejledning og egne kommunale BPA-håndbøger.
Det er ambitionen at udvikle et lettilgængeligt værktøj til at styrke den kommunale sagsbehandling og gøre administrationen mindre kompleks. Det er der nemlig behov for, viste en spørgeskemaundersøgelse, som LOBPA gennemførte i 2020 med deltagelse af 59 kommuner.
Af besvarelserne fremgik det, at 83% af de adspurgte kommuner vurderede, at kompleksiteten er høj eller meget høj på BPA-området (4 eller 5 på en skala fra 1 til 5). Besvarelserne viste også, at de adspurgte kommuner i gennemsnit bruger 40 timer årligt alene på opfølgning på regnskaber og fakturaer hos BPA-virksomheder og –foreninger for den enkelte BPA-ordning.
Projektet vil foreløbig vare et år, og det vil blive fulgt tæt af en følgegruppe bl.a. med Socialstyrelsen.
Online håndbogen vil efter planen blive lanceret ultimo 2022 og vil ud over de tematiserede case-eksempler integrere forskellige videnskilder om BPA-området hentet fra bl.a. styrelser og KL.
Hør mere
Interesserede kommuner er velkomne til at kontakte LOBPAs tovholdere på projektet: Chefkonsulent Jytte Therkildsen M: 26 43 10 80, jt@lobpa.dk og juridisk konsulent Elsebeth Brogaard Kristensen M: 23 95 43 97 E: ebk@lobpa.dk.