Nyt om coronatest af handicaphjælpere
LOBPA kan nu indstille handicaphjælpere til test

Handicaphjælpere betragtes af Sundhedsstyrelsen som sundhedspersonale, der varetager en kritisk funktion. Det giver i princippet handicaphjælperen mulighed for at blive testet ved mistanke om covid-19. Men rundt om i landet mangler der kapacitet til at teste, og hver enkelt test sker ud fra en prioritering.
Som arbejdsgiver har vi i LOBPA netop fået mulighed for at indstille handicaphjælpere til at blive testet. Vi kan gøre brug af en arbejdsgivererklæring fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Den samme mulighed gælder for borgere, der er BPA-arbejdsgivere.
Den regionale covid-19 vurderingsenhed tager efterfølgende stilling til vores erklæring som arbejdsgiver og afgør, om handicaphjælperen kan blive testet. Vurderingsenheden ser bl.a. på om en hurtig raskmelding er nødvendig.
For at komme i betragtning til en test skal handicaphjælperen skal være sygemeldt og have symptomer, der minder om corona og desuden være en af meget få, der kan varetage sin funktion. LOBPA anbefaler, at man anvender det sidstnævnte kriterie som begrundelse for at få handicaphjælperen testet.
Det kan du gøre:
Hvis du er BPA-arbejdsleder
Hvis der er behov for, at en eller flere handicaphjælpere på dit hold bliver testet, kan du eller din handicaphjælper tage kontakt til LOBPA. Så sørger vi for at udfylde blanketten og henvise handicaphjælperen til den regionale covid-19 vurderingsenhed. Efter test kan handicaphjælperen vende tilbage på arbejde hurtigt.
Hvis du er BPA-arbejdsgiver
Som BPA-arbejdsgiver kan du selv indstille en eller flere af dine handicaphjælpere til at blive testet. Du kan gøre brug af arbejdsgivererklæringen fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Derefter kan du henvise handicaphjælperen til Den regionale covid-19 vurderingsenhed, der vil tage stilling til, om handicaphjælperen skal testes.
Seneste nyheder
Samarbejdspartnere











