BPA efter §95 – tæt på udmålingsprincipperne
BPA efter §95 – eller hjemmehjælp efter §83 til borgere med et stort og sammensat hjælpebehov, som har nærtstående der kan være arbejdsleder og ønsker at tage del i hjælpen?

Karakteristisk for hjælpeordninger efter §95 er, at ordningen dækker et hjælpebehov, der ligger spredt ud over borgerens vågne timer, og at det ikke er muligt at yde hjælpen på de samme tidspunkter dag efter dag.
”Det er særligt i disse tilfælde, at kommunen kan vælge at bevilge hjælp efter §95,” siger jurist i LOBPA, Elsebeth Brogaard Kristensen. ”- Og oveni skal det vurderes, om den pårørende selv kan stå for hjælpen eller har behov for afløsning efter §84.”
Udmålingen og vurderingen af hjælpebehovet
BPA efter §95 hører hjemme i samme udmålingsbekendtgørelse som BPA efter §96, men behovet for hjælp vurderes efter §83 og §84. Det betyder, at kommunen ved udmålingen ud over at dække behovet for hjælp skal tage hensyn til formålet med §95 – nemlig at skabe en helhedsorienteret og fleksibel ordning med borgerens selvbestemmelse i centrum.
Ordningen skal være administrerbar
”Når det kontante tilskud efter §95 skal udmåles ud fra udmålingsbekendtgørelsen, betyder det også, at ordningen skal være administrerbar (punkt 30 i vejledningen),” forklarer Elsebeth Brogaard Kristensen.
Elsebeth uddyber, at udmålingen af timer skal gøre det muligt at lægge en vagtplan med sammenhængende timer og dermed også muligt at ansætte de nødvendige handicaphjælpere.
”Derfor bliver det mindre væsentligt at se på, om et toiletbesøg tager fx 10 eller 15 minutter. Det giver slet ikke mening at minutudmåle i §95. Udmålingen kan alligevel ikke gøres op minut til minut eller time til time. Der skal være tilstrækkelig rummelighed i kontantbeløbet til at rekruttere og fastholde hjælpere og vagtplanlægge deres arbejde,” forklarer Elsebeth.
Den nærtstående
§95 giver mulighed for at tage hensyn til både borgeren og familiens ønsker til deres hverdag. Som nærtstående kan man være BPA-arbejdsleder og selv gå ind i plejeopgaven både som ansat og som frivillig. Er man frivillig – eller halv frivillig og halv ansat – har kommunen en forpligtelse til at se på, om man har mulighed for at få hvile og have sin egen fritid i et omfang, der gør, at man kan klare sin egen daglige tilværelse (punkt 33 i vejledningen).
Som i §96 er det kommunen, der har forsyningsforpligtelsen og skal sikre sig, at den nærtstående ikke påtager sig for meget.
Se mere:
Se pkt. 30, 33, 69 og 74: https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2017/10325
Det ses af denne principafgørelse fra Ankestyrelsen at reglerne for udmåling til hjælpernes løn er fælles for tilskudsordningerne efter servicelovens § 95 og § 96: Ankestyrelsens principafgørelse 98-16 om kontant tilskud – borgerstyret personlig assistance – udmåling – løn (retsinformation.dk).
Samarbejdspartnere











