Sådan ligger landet fra postkort

I stuen på Frederiksberg møder jeg Mathias. Mathias sidder ved computeren, men møder mig med et stort smil, da jeg kører ind ad døren, denne sommereftermiddag på Frederiksberg. Solen står højt og skinner fint ind i stuen, som vidner om et liv med mange oplevelser.
Mathias har ikke altid haft det let. Mathias blev født på Samsø, fordi hans forældre var på ferie på øen i Kattegat. Mathias fortæller, at han ikke har nogen tilknytning til Samsø, men alligevel hænger der, som et vidnesbyrd, om hans skæbne et kort over Samsø ved hans spisebord. Fødslen gik ikke efter planen og det er derfor Mathias i dag lever med CP.
Hjælperens hund Hugo er i stuen og springer interesseret op på skødet af medlemskonsulenten til dennes store overraskelse. Hugos “Far” og hjælper for Mathias, Tomas, har været hos Mathias i 9 år og nyder samarbejdet med Mathias i dagligdagen. Tomas fortæller at de beriger hinandens liv og forøger livskvaliteten. Alle Mathias hjælpere har været der længe.
Trods Mathias lever med CP, så stopper det ham ikke i at rejse land og rige rundt på hans el-crosser. På crosserens styr er der monteret et GoPro kamera, som han bruger til at lave billeder og små videoer. Mathias har en stor interesse for billedredigering og en dag under redigeringen af hans mange billeder endte han med et billede, der lignede et postkort. Derfra kom ideen til hans bog. Han ville udgive sine billeder.
Hver mandag kan du finde Mathias på fotoskole på Kofoeds Skole og han er samtidig involvere i flere bestyrelser, herunder i den smukke ejendom på Frederiksberg, hvor han bor. Du kan også se ham køre rundt på Kastellet, når solen skinner.
Sammen med hans handicaphjælpere fik han bikset bogen “Sådan ligger landet fra postkort” sammen. Udgivelsen blev støttet af Elsassfonden og det første oplag var på 250 bøger. Over halvdelen er nu solgt og Mathias er meget taknemmelig for modtagelsen bogen har fået.
Bogen er en ordentlig moppedreng med mere end 60 billeder. Hvert billede er ledsaget af en kort hilsen til dem der læser bogen. Skrevet af Mathias fra det sted han er.
Mathias fortæller, at bogen er en inspirationskilde til andre med handicap om, at meget er muligt og at der venter mange oplevelser i Danmark, hvis man tør tage chancen.
Mathias er en ung mand med humor. Det fik medlemskonsulenten at føle, da Mathias efter en times tid spørger om vi ikke snart er færdige. Smilet er stort og skævt. Han vil tilbage til computeren. Der er nye projekter på vej. Mathias er en med vilje og stædighed. Han vil frem i verdenen.
Sådan ligger landet fra postkort kan købes i Bog og Idé, Klein på Gammel Kongevej eller ved at række ud til Mathias. Den er bestemt et kik værd!