Stort fremmøde til debat om systemstress i Aarhus

Har du oplevet utryghed i mødet med kommunen? Den oplevelse har flere og flere. Derfor var der et stort fremmøde til en debat i Aarhus om systemstress, hvor vi over et par timer drøftede hvordan vi skaber mere tillid og færre grøfter mellem kommunen og borgerne.
Du kender sikkert følelsen. En notifikation tikker ind: Du har post i din e-Boks fra din kommune. Hjertet begynder at hamre. Hvad står der? Skal din hjælp reduceres? Skifter de din sagsbehandler? Har du fået afslag på din ansøgning?
Mange af vores medlemmer kender desværre denne følelse. Derfor havde vi inviteret til medlemsarrangement i Aarhus om emnet, hvor bl.a. Sigrid fortalte om egne erfaringer i mødet med kommunen, hvorefter Skanderborg Kommune, repræsenteret ved Mette og Heidi, gav deres perspektiv.
Det blev en eftermiddag med livlig debat, men også med tanker og refleksioner om hvordan vi skaber færre grøfter og mere tillid. Debatten var præget af sammenhold og et ønske om et bedre samarbejde. Der blev også drøftet gode råd til hvordan samarbejdet kan fungere bedst muligt.
Tak for fremmødet! 🙂