SUMH er et stærkt fællesskab for unge

SUMH – Sammenslutningen af Unge med Handicap – afholdt deres årlige repræsentantskabsmøde den sidste weekend i april. Det foregik på Brogården på Fyn. Her mødtes repræsentanter fra SUMHs medlemsorganisationer for at udvikle SUMHs arbejde samt afholde generalforsamling og valg til SUMHs bestyrelse.
LOBPAs repræsentant var vores frivillige Simone. Hun fortæller, at hun ankom fredag, hvor deltagerne brugte tid på at lære hinanden at kende gennem forskellige aktiviteter. Lørdagen gik med den formelle del af generalforsamlingen og en workshop om SUMHs projekt Ta’ Ordet, hvor deltagerne gav deres input til det kampagnemateriale, der var blevet udarbejdet i projektet.
Lørdag aften bød på en dejlig fest.
Søndag fortsatte generalforsamlingen med valg til bestyrelsen. Ifølge Simone blev både erfarne kræfter genvalgt, og nye kandidater blev valgt ind.
Simone var meget glad for sin deltagelse. Hun fortæller, at det har en kæmpe værdi at møde andre unge, hygge og netværke. Hun ser det også som en stor styrke, at unge med forskellige diagnoser mødes. Det giver ifølge Simone en stor forståelse for hinandens udfordringer. Det udvider ens horisont og skaber et stærkt fællesskab.
Hvis du vil læse mere om SUMH.