To styrelser skal styrke retssikkerheden
Styrelser samarbejder om retssikkerhedsinitiativer.
Ankestyrelsen og Socialstyrelsen er gået sammen om en lang række initiativer, der skal styrke kommunernes sagsbehandling på handicapområdet – og dermed retssikkerheden for mennesker med handicap. Det er der brug for. Omgørelsesprocenten på handicapområdet er høj.
4-årig aftale
Initiativerne bliver sat i gang efter, at et politisk flertal i Folketinget i slutningen af 2021 indgik en 4-årig aftale om at styrke retssikkerheden og visitationen på socialområdet for mennesker med handicap.
Se aftaleteksten her på Social- og Ældreministeriets hjemmeside.
Ankestyrelsen vil skærpe kravene til kommunalbestyrelsens behandling af omgørelser på handicapområdet. Styrelsen udvikler også et handicapsagsbarometer for at få et billede af sagsbehandlingskvaliteten i de kommunale afgørelser.
Socialstyrelsen vil tilbyde kompetenceudvikling og nye værktøjer til kommunernes sagsbehandling, og flere kommuner vil kunne hente hjælp fra taskforcen på handicapområdet.
Her er alle initiativerne listet:
- Handicapbarometer til måling af juridisk sagsbehandlingskvalitet
- Juridisk serviceeftersyn
- Treårig fokuseret indsats fra kommunaltilsynet
- Skærpede krav til kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet
- Kursustilbud til sagsbehandlere i centrale elementer af sagsbehandlingen
- Kompetencegivende faglige temadage på handicapområdet
- Retssikkerhedsforløb med henblik på at øge juridiske kompetencer
- Webinar – at skrive en afgørelse
- Udvidelse og udvikling af taskforcen på handicapområdet
- Tjekliste på børnehandicapområdet
- Styrket sagsbehandling i sager om flytning uden samtykke
- Samlet retssikkerhedsundersøgelse
- Borgeren i centrum – Model for tillid, samarbejde og inddragelse
- Udbredelse og forankring af Voksenudredningsmetoden (VUM)
- Indsats til forebyggelse af magtanvendelse
- Udbredelse af udredningsværktøj på børnehandicapområdet
Se mere her på Socialstyrelsens hjemmeside.