Det var emnet på vores frivillig-møde på Egmont Højskolen i går, tirsdag d. 28. november. Det var et rigtig godt arrangement, med god tilslutning og en enorm spørgelyst.
Hvad er en mentor egentlig? Det gav Gitte fra LOBPAs bestyrelse en god introduktion til. En mentor er en støtte, en spejling, en man kan sparre med. Alle BPA-arbejdsledere kan være mentorer for andre arbejdsledere. Det handler ikke om årelang erfaring, men om lysten til at dele sin viden og erfaring med andre. Det kan vi alle!
LOBPA vil gerne slå et slag for vores mentorordning. Vi tror nemlig på, at nøglen til det gode lederskab i BPA ligger i sparring med andre. Det er sammen med andre vi bliver klogere. Vi kigger derfor efter mentorer og mentees (dem der får mentorstøtte) i hele landet.
Efter mødet var der banko, hvor et par stykker deltog online. Efter numrerne var råbt op og præmierne fra bl.a. DFDS og Kvickly i Odder var delt ud, var der et stort veldækket julebord!
Tusind tak til vores sponsorer for flotte gaver. Vinderne blev rigtig glade for præmierne!
Vil du have en mentor eller høre mere om vores mentorordning, så kontakt Jesper Mathiesen på 30 43 04 80 eller jm@lobpa.dk