Handicappolitiske principper

Dansk handicappolitik er baseret på fire grundlæggende principper. Her på siden får du en overordnet introduktion til principperne – samt anbefalinger til, hvor du kan læse nærmere. Principperne har været bærende for dansk handicappolitik siden 1980’erne.
Udgangspunktet i de handicappolitiske grundprincipper er det samme, som i juraen. Der skal ikke skelnes til personen, men til den konkrete situation – således at alle får adgang til lige muligheder for et selvstændigt liv på egne præmisser.

 

De fire grundlæggende principper

Ved at kende og forstå grundlaget for de fire grundlæggende handicappolitiske principper vil du som borger – hvad enten du selv har en funktionsnedsættelse, eller du er pårørende bedre kunne være i dialog med sagsbehandlere ift. den konkrete sag. De grundlæggende principper er: kompensationsprincippet, sektoransvarlighedsprincippet, solidaritetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

Derudover introducerer vi handicapbegrebet, som det anvendes i dag.

Ved at have en basal forståelse af principperne og handicapbegrebet sikrer du, at du og sagsbehandleren taler samme ”sprog.” Dermed kan du bedre forklare din sag, og I kan i fællesskab minimere misforståelser.

Handicapbegrebet

For at tale om, at en person er handicappet, skal der være tale om, at vedkommende har en fysisk, en psykisk eller en intellektuel funktionsnedsættelse – evt. en kombination af flere. Denne eller disse funktionsnedsættelser gør, at vedkommende har brug for en kompensation for at kunne fungere i samfundet på så lige vilkår som andre (som muligt).

Med den rette kompensation, vil den enkelte, ideelt set ikke opleve, at funktionsnedsættelsen hindrer dem i at kunne deltage i samfundet på lige vilkår med andre borgere.

Læs evt. mere hos Danske Handicaporganisationer, eller hos Det Centrale Handicapråd.

Sektoransvarlighedsprincippet

Mennesker med handicap er grundlæggende lige så forskellige og individuelle som alle andre borgere. Det betyder, at de på tilsvarende og identisk vis har mange forskellige interesser og behov. Det betyder samtidigt, at de har samme rettigheder og pligter som andre. For at borgere med handicap kan nyde disse rettigheder og efterleve de pligter, skal samfundet være indrettet ud fra, at der er borgere, som har en eller anden form for funktionsnedsættelse.

Det medfører, at den myndighed, organisation eller virksomhed, som har ansvaret for at levere ydelser, tjenester eller service til borgerne i almindelighed, også har den samme forpligtelse over for mennesker med en funktionsnedsættelse. Det er eks. skoleforvaltningen, der har ansvaret for uddannelse på folkeskolen, kulturforvaltningen, der har ansvaret for biblioteket, mm.

Borgere med handicap kan derfor have behov for at være i dialog med flere forvaltninger for at opnå den rette kompensation.

Borgere med handicap skal dog være opmærksomme på Forvaltningslovens § 7: En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.

Forvaltningen kan altså ikke afvise en skriftlig ansøgning med, at den hører til et andet sted. Der skal forvaltningen så vidt muligt sende henvendelsen korrekt videre.

Læs evt. mere hos Danske Handicaporganisationer, eller hos Det Centrale Handicapråd.

Kompensationsprincippet

Kompensationsprincippet tager udgangspunkt, at borgeren er et menneske med egen identitet. Det at have en funktionsnedsættelse er det grundlæggende – og ikke som tidligere, hvor borgeren blev set som en patient der skulle helbredes. Naturligvis skal borgere, som har sygdomme helbredes – om muligt, men ift. den handicappolitiske indsats, så handler kompensation om, at funktionsnedsættelsen på et hvert givent tidspunkt er en tilstand som borgeren er i.

Det betyder, at målet med den konkrete indsats er og bør være løsninger, der tager udgangspunkt i den konkrete situation, En situation, som man lever med og kan kompenseres for

Kompensationsprincippet indebærer, at samfundet tilbyder mennesker, som har en funktionsnedsættelse, en række ydelser og hjælpeforanstaltninger med det formål at afhjælpe eller begrænse konsekvenserne af den nedsatte funktion mest muligt.

Formålet med kompensationen er, at den så vidt om overhovedet muligt skal forhindre og forebygge den begrænsning, der følger af funktionsnedsættelsen. Dvs. tanken bag kompensationsprincippet er at skabe et så lige udgangspunkt som muligt. Det betyder samtidig, at kompensation ikke er udtryk for privilegier eller positiv særbehandling. Og dermed er det potentielt set også muligt at blive overkompenseret ift. kompensationsprincippet.

Læs evt. mere hos Danske Handicaporganisationer, eller hos Det Centrale Handicapråd 

Ligebehandlingsprincippet
Ligebehandlingsprincippet tager sit udgangspunkt i FN’s Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede og et beslutningsforslag, som Folketinget vedtog i 1993, heri står bl.a.:

Folketinget henstiller til, at alle statslige og kommunale myndigheder samt private virksomheder med eller uden offentlig støtte

  • efterlever princippet om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere og
  • tager hensyn til og skaber muligheder for hensigtsmæssige løsninger under hensyntagen til handicappedes behov i forbindelse med forberedelse af beslutninger, hvor hensyntagen overhovedet kan komme på tale. (fra B43, 2. april 1993)

Ligebehandlingsprincippet opstår således som en kombination af sektoransvarlighedsprincippet, kompensationsprincippet og solidaritetsprincippet.

Forudsætningen for ligebehandling er:

  • at alle sektorer i samfundet påtager sig deres del af ansvaret for at gøre deres område tilgængeligt for mennesker med en funktionsnedsættelse. Dermed får de mennesker adgang til at gøre brug af de samme ydelser fra de samme leverandører som alle andre.
  • at vi som samfund påtager sig os den solidariske forpligtelse, det er at kompensere såvel individuelt eller kollektivt, hvorved den enkelte funktionsnedsættelse via kompensationen sikres et lige udgangspunkt.

Ligebehandling betyder altså ikke at behandle alle ens. Ligebehandling betyder derimod at sikre alle lige muligheder – lige muligheder for at udvikle og nyttiggøre sine potentialer og udvikle færdigheder i overensstemmelse med den enkeltes evner.

Læs evt. mere Det Centrale Handicapråd.

Solidaritetsprincippet
Solidaritetsprincippet er ikke særegent for handicapområdet. Det udspringer af den danske velfærdsmodel og betyder, at de støtteforanstaltninger og handicapkompenserende ydelser som borgere har behov for, de finansieres solidarisk via skattesystemet. Det betyder, at kompensationen tildeles til den enkelte uden egen betaling og uafhængig af indkomst og formue.

Solidaritetsprincippets rolle i handicappolitikken er i samspillet med kompensationsprincippet, hvor det sidstnævnte fastholdes som en ligebehandlingsforanstaltning – og ikke en trangsbestemt foranstaltning. Dvs. at uanset indtægt og formue er du berettiget til kompensation, hvis det er nødvendigt for at få et lige udgangspunkt.

LOBPA bygger på principperne bag Independent Living-bevægelsen

– retten til at træffe valg for eget liv og retten til at leve et selvstændigt liv.

Læs mere om vores principper her >