Høringssvar
LOBPA har givet høringssvar til et udkast fra Social- og Ældreministeriet om udmåling af tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter lov om social service (Udmålingsbekendtgørelsen)

Nærmere bestemt handler bekendtgørelsesændringen om at indskrænke kommunernes mulighed for at kunne udmåle rådighedstimer.
Indskrænkningen går ud på, at kommunerne kun i helt særlige tilfælde kan udmåle rådighedstimer til borgeren i tidsrummet fra kl. 23.00 til 06.00, når der alene er én hjælper til stede.
Her kommer vores høringssvar:
Høringssvar til udkast til ændring af bekendtgørelse om udmåling af tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter lov om social service (Udmålingsbekendtgørelsen)
LOBPA støtter overordnet, at det endnu engang præciseres, at rådighedstimer kun kan udmåles i helt særlige tilfælde, samt at bekendtgørelsesændringen gør det tydeligt, at der ikke er tale om helt særlige tilfælde i dagtimer, når der kun er én hjælper tilstede.
LOBPA kan dog se, at udkastet til bekendtgørelsesændringen ikke derudover tydeliggøre anvendelsesområdet for rådighedstimer, hvilket vi anser for meget beklageligt.
Vi har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at den manglende præcisering af anvendelsesområdet for rådighedstimer indebærer, at det i høj grad er op til fri fortolkning hos den enkelte kommune, hvad der forstås ved helt særlige tilfælde. LOBPA er særlig bekymret for, at tidsintervallet 23.00 – 6.00 eller det forhold, at der er mere end én hjælper på arbejde, kan blive nye kriterier for at udmåle til rådighedstimer, uden hensyn til om der også er brug for aktive timer fra hjælper i løbet af rådighedsvagten. Derfor skal vi endnu engang anmode om, at det præciseres yderligere, hvornår der er tale om rådighedstimer.
Det fremgår, at der ved rådighedstimer forstås timer, hvor der kun undtagelsesvis udføres aktiviteter for borgeren. Dette kan præciseres ved at gøre det klart, hvad der forstås ved ordene timer og undtagelsesvis. LOBPA vil endvidere opfordre til, at præciseringen tager udgangspunkt i det generelle arbejdsmarked og aflønning af rådighedsvagt, nemlig at det er det altovervejende udgangspunkt, at der ikke er behov for tilkald under en rådighedsvagt, dvs. alle timer i vagten samt at hjælper lønkompenseres ved tilkald i rådighedsvagten.
Hent høringssvaret som pdf-fil her.
Samarbejdspartnere











