Indlæggelse med eller uden hjælpere
Skal dine hjælpere hjemsendes, hvis du skal indlægges?
Skal dine hjælpere hjemsendes, hvis du skal indlægges på hospitalet? Svaret beror på en konkret og individuel vurdering.
I LOBPA får vi mange henvendelser fra medlemmer om indlæggelse og hjemsendelse af hjælpere – selv om det var et af hovedpunkterne i det hyrdebrev, Social- og Ældreministeriet udsendte i sidste måned for at præcisere reglerne.
Så her kommer ministeriets præcisering igen:
Kommunen skal i forhold til den enkelte indlæggelse foretage en konkret og individuel vurdering af, om borgers hjælperordning skal sættes i bero. Hjælperordningen må ikke sættes i bero pr. automatik. Kommunen kan altså ikke have generelle retningslinjer for, om hjælperordningen skal sættes i bero under borgers indlæggelse, da det vil være at betragte som skøn under regel.
Se mere om hyrdebrevet her på hjemmesiden.
-Det vil sige, forklarer Elsebeth Kristensen, som er juridisk konsulent i LOBPA, at kommunen skal tage stilling i hver enkelt sag. Der må ikke laves en generel forhåndsbeslutning, som fx er formidlet i kommunens BPA-håndbog.
Borgeren skal altid have en konkret begrundet afgørelse og en vejledning til, hvordan man kan klage, når afgørelsen går imod en. Og så skal man som borger være inddraget, så alle væsentlige forhold bliver belyst, før kommunen træffer sin afgørelse.
Kommunen kan altså ikke træffe afgørelse alene med henvisning til at indlæggelsen har en vis varighed, hvis der er andre oplysninger, som har betydning i situationen, understreger Elsebeth Kristensen.
Hvordan vurderer kommunen så, om det er hensigtsmæssigt, at hjælperne bliver hjemsendes eller ej? De væsentlige faktorer for vurderingen er bl.a.:
Hvor nemt eller svært vil det være at genetablere et hjælperteam, hvis hjælperne finder andet arbejde, imens de er hjemsendt? Kan hospitalspersonalet hjælpe godt nok i forhold til handicappet og særlige behov? Og hvordan indvirker indlæggelsesårsagerne på borgers hjælpebehov efter udskrivelse?
-Jeg ville ønske, at ministeriets hyrdebrev med den gode præcisering får større opmærksomhed, så reglerne står klart for alle parter, siger juridisk konsulent, Elsebeth Kristensen. Når man er syg og indlagt og i forvejen er presset, er det jo vigtigt, at man kan fokusere sine ressourcer på at blive rask.