Jul i en tid med COVID-19
Her kommer Sundhedsstyrelsens råd til, hvordan vi kan være sammen til jul og nytår og samtidig følge alle anbefalingerne.
Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at du holder dig til at ses med få mennesker i juledagene og aflyser eller udskyder aftaler med personer, du ikke plejer at ses med. Dog kan du godt ses med den nærmeste familie, selvom du ikke har været sammen med dem fornylig.
Sundhedsstyrelsen understreger, at der ikke må være mere end 10 personer til julehyggen derhjemme inkl. dig og din husstand – og husk at jo mindre din stue er, jo færre gæster kan du have.
Hvordan kan vi være sammen i december?
Hold kontakten og ønsk hinanden glædelig jul uden at mødes fysisk. Fx kan du sende julekort eller julebeskeder til venner og familie, som du gerne ville have set mere i år. Eller I kan aftale at se den samme julekalender, så I ser noget sammen.
Sundhedsstyrelsen opfordrer også til, at man så vidt muligt mødes ude i det fri. Hvis man skal mødes indendørs, skal man sørge for at gøre det nemt at overholde anbefalingerne om smitteforebyggelse ved fx at lufte ud, stille håndsprit frem og undgå fælles skåle med juleslik.
Juleaften
- Du kan godt fejre juleaften sammen med dem du bor sammen med, og din faste lille omgangskreds. Husk at gøre det let for alle at følge de gode råd.
- Du kan godt gå rundt om juletræet og synge med dem, du bor sammen med, men du bør holde 2 meters afstand til andre. Hvis I samler flere husstande til juleaften, så overvej om I fx kan danse om juletræet af flere omgange, om I kan skiftes til at synge eller om I kan nynne.
- Sørg for 2 meters afstand til personer i øget risiko for alvorligt forløb ved COVID19, når du lægger bordplanen for årets julemiddag.
- Husk også at holde afstand, når der hentes gaver under træet, og når gaverne pakkes ud.
Find mere info her i Sundhedsstyrelsens pjecer:
Anbefalinger til at holde jul i en tid med COVID-19
Forebyggelse af smitte når flere bor tæt sammen
De nye og forlængede anbefalinger og tiltag fra december 2020 til februar 2021