I skyggen af Christiansborg på Slotspladsen begynder en masse mennesker at samle sig. De fleste forsøger dog alligevel i første omgang at stille sig i majsolen, som stadig hænger med neglene i udkanten af slotspladsen. De fleste sidder nemlig ned og har brug for solen til at varme deres kroppe. Deres kroppe er selve årsagen til, at de netop er her på Slotspladsen denne forårsaften i maj.

Af Sigrid Stilling Netteberg, udviklingskonsulent i LOBPA.

Jeg har set frem til at deltage. Jeg er spændt på, hvor mange vi bliver. Mit feed på de sociale medier har de seneste dage svømmet over med tilkendegivelser om deltagelse. Alle kommer. I hvert fald i mit ekkokammer. Men hvad med resten af befolkningen? Er visheden om demonstrationen om problemerne på handicapområdet udbredt? Eller vil vi kun være mig og mine ca. 800 venner på Facebook?

Der kommer mange. Det står hurtigt klart for mig. Da demonstrationens vært Moussa Mchangama byder velkommen, udbryder flokken et kæmpe jubelbrøl. Vi er mange. Hele Slotspladsen er fyldt, siger han fra scenen.

Moussa giver ordet til Anni Sørensen, formand for LEV. Anni siger, at hun blandt andet er repræsentant for dem, der ikke engang ved, at der lige er blevet vedtaget en rammeaftale, som kan få vidtrækkende konsekvenser for deres selvbestemmelse og muligheder fremadrettet.

Ordet bliver derefter givet videre til Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden. Simon fremhæver blandt andet, at nok er vi mange i dag, men vi kunne have været endnu flere. For mange har ikke fået bevilget den nødvendige hjælp til at kunne tage til demonstrationen. Mange er bundet til deres hjem og er afskåret fra at kunne deltage og vise demokratisk engagement. Det illustreres også på de bannere, som Muskelsvindsfonden har fået lavet til lejligheden. De består af billeder af mennesker, som ikke har mulighed for at deltage fysisk i demonstrationen.

Derefter gives stafetten videre til Silke Ena Svarre, for nylig afgået forperson for Autisme Ungdom. Silke er skarp i sin retorik og lægger ikke skjul på, at hun er vred.

Hun læser blandt andet op af et digt, hun selv har skrevet, hvor hun beskriver den nuværende situation på handicapområdet som at være ombord på en båd, der er ved at synke, fordi kaptajnen og styrmanden har svigtet og ikke levet op til deres ansvar.

Mitzie Pitzner fra Fonden IBE, som har til formål at skabe selvegnede bofællesskaber for unge med udviklingshæmning og er stiftet af en forældregruppe, repræsenterer her også en gruppe, som også er påvirket af rammeaftalen: de pårørende. Hvilket også er en vigtig stemme og perspektiv på sådan en aften.

Derefter får Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, ordet. For mig var det et særligt rørende øjeblik, da hun indtog scenen. Ikke fordi de andre talere ikke havde rørt mig, men jeg havde forventet det fra dem. Signe Færch repræsenterer en gruppe, som vi, som borgere med handicap og handicaporganisationer, normalt plejer at være i opposition til. Men her til aften står vi sammen. For socialrådgiverne ønsker heller ikke flere besparelser på handicapområdet. Det betyder ganske enkelt, at de ikke kan udføre deres faglighed, siger Signe Færch.

Derefter får Emma Holten ordet, der netop har udgivet bogen “Underskud”, hvor hun sætter fokus på, at den etablerede samfundsøkonomi ikke værdsætter blandt andet omsorgsarbejde. Med afsæt i bogen og hendes egne erfaringer som kronisk syg holdt hun en tale, der satte kraftigt spørgsmålstegn ved, hvorfor man ikke tillægger mennesker med handicap og kronisk syge mere værdi ved at give os den hjælp, vi har brug for.

Forfatteren Caspar Eric, som også er en af initiativtagerne til demonstrationen, læser op af sin bog, hvor han har indsamlet vidnesbyrd fra borgere under hashtagget #Undskyldvierher. Det havde en kraftig effekt at høre vidnesbyrdene blive læst op. Det er små rå tekster, som vidner om en barsk virkelighed i velfærdsdanmark. Jeg bliver meget bevæget og tom for ord. Det er ganske særligt at lytte til netop dér. For en del af disse skribenter til de oplæste vidnesbyrd, er helt sikkert her på pladsen sammen med mig

Demonstrationens anden initiativtager, Monica Lylloff, advokat og initiativtager til gruppen #enmillionstemmer, får lov til at afslutte talerækken. Monica er mor til børn med særlige behov og holder, med udgangspunkt i sin datter Emma, en tale om, hvor bekymret hun er for hendes fremtid ud fra den nye rammeaftale. Det er en tale, som udtrykker en bekymring for fremtiden, som alle vi tilhører deler. Det er også en tale, som giver håb for, at vi som samlet bevægelse kan vende denne udvikling sammen.

Den 22. maj 2024 var der et kæmpe menneskehav på Christiansborg Slotsplads. Der var en energi, et håb, et sammenhold. Vi var mange, vi var forskellige. Både borgere og fagpersoner stod sammen om et ønske om at styrke handicapområdet.