LOBPA’s konference ’Hjælpeordninger under pres’ satte spot på de hjælperordninger, der udgør fundamentet for et normalt liv for mange personer med et omfattende fysisk handicap, men som mange i en tid med voksende pres på de offentlige sociale budgetter desværre også oplever smuldrer under dem.

Af Charlotte Rafn

Et opråb til politikerne
Onsdag den 16. marts 2022 havde LOBPA sat både brugere og en række centrale aktører på handicapområdet stævne til en spændende dag på Christiansborg.
Baggrunden for konferencen var det massive og stigende pres på hjælperordningerne, som opleves på tværs af postnumre i hele Danmark, og som kalder på omgående politisk handling.
Dagens dagsorden var derfor netop de hjælperordninger, som er helt afgørende for omkring 1.800 fysisk handicappede menneskers mulighed for at leve et aktivt, fleksibelt og selvstændigt liv på lige fod med andre, og som er i farezonen på grund af kommunale sparebehov.

I alt var omkring 200 mennesker mødt op til debatten i Landstingssalen. I gaderne omkring Christiansborg var almindelige parkeringspladser for en dag omdannet til handicapparkering, mens elevatorerne indendørs på Christiansborg var på overarbejde.
Årsagen var det historisk høje antal kørestolsbrugere, der i dagens anledning var mødt op på demokratiets højborg. Omkring 40 af de fremmødte var således på hjul, så konferencen slår derfor også rekord som den begivenhed, hvor flest kørestolsbrugere har været samlet samtidig på ’Borgen’.

Stigende pres på hjælperordningen
Konferencen kommer på et yderst aktuelt tidspunkt. Overalt i landet må kommuner svinge sparekniven med forringelser i offentlige velfærdsydelser til følge. Det rammer desværre også de mange mennesker, der lever med et omfattende fysisk handicap, og for hvem en hjælperordning er altafgørende for at kunne leve et frit og aktivt liv.

Janne Sander, formand for LOBPA, bød velkommen til konferencen. I sin velkomst talte Janne Sander om alt, hvad BPA-ordningen betyder i et menneskes liv, og hun pointerede, at BPA-ordningen i Danmark har været inspiration for andre landes lovgivning. Se Janne Sanders velkomst her.

LOBPAs formand og gav herefter ordet videre til Jakob Sølvhøj, handicappolitisk ordfører for Enhedslisten og Folketingets formelle vært.

Jakob Sølvhøj, der har tilbragt det meste af sit arbejdsliv i FOA i kamp for bedre vilkår for offentligt ansatte inden for bl.a. det specialiserede specialområde, opridsede kort fem presserende, overordnede udfordringer for hjælperordningerne:
1. at kommunerne alt for hyppigt tildeler rådighedstimer fremfor aktive timer
2. at almindelige dagligdags pleje- og sundhedsydelser bliver fjernet fra hjælperordningerne
3. at personkredsen, der får en hjælperordning, er blevet indsnævret
4. at hjælperne ikke kan følge borgerne under indlæggelse på sygehus, og
5. sidst, men ikke mindst, at borgere parkeres på ’den lille hjælperordning’, der minder om hjemmehjælp.

Med en opfordring til at finde løsninger, både for de borgere, der er fuldstændig afhængige af den hjælp, de får fra deres hjælpere, men også – og her skinnede Sølvhøjs fagforeningsmæssige baggrund igennem – for de hjælpere, der dagligt udfører en vigtig samfundsopgave, og hvis arbejdsvilkår forringes som følge af forringelser i udmålingen af hjælp til handicappede borgere, skød Jakob Sølvhøj konferencen i gang.

En bred palet af problemer
Konferencens facilitator, Michael Graatang, der har været direktør i LOBPA siden 1. juli 2020, overtog herefter ordet.

Michael Graatang indledte med en kort introduktion af LOBPA, der er den eneste landsdækkende forening for borgerstyret personlig assistance (BPA) i Danmark. LOBPA er desuden en hybridorganisation, der både er en non-profit, socialøkonomisk virksomhed, som samtidig er brugerstyret, hvilket gør LOBPA unik blandt gruppen af virksomheder på BPA-området. Men derudover er LOBPA også en forening for brugerne, de såkaldte arbejdsledere i BPA-ordningerne.

Med en betoning af hjælperordningens unikke karakter i og med, at brugeren som arbejdsleder selv er involveret i udformning af hjælpen, gik Michael Graatang videre til konferencens centrale problemstillinger, som han mener i høj grad bunder i, at kommuner udlægger reglerne forskelligt og ofte i strid med lovgivning og intentioner. Og dette billede af hjælperordningerne under pres understøttes desværre af de mange ministersvar på området.

Alene i 2021-22 har der været stillet over 20 spørgsmål til Socialministeren om hjælperordninger; spørgsmål der dokumenter en række af problemer, men desværre ikke bringer løsninger med sig. Udfordringen er således, at ministersvarene alene er vejledende, de er ikke juridisk bindende for kommunerne og dermed ikke autoritative.

Opbrud i hjælpen
En væsentlig problemstilling er det, Michael Graatang betegner som ”de små sundhedsydelser” f.eks. hjælp at tage medicin, tømme urinpose eller rense en stomipose.
I nogle kommuner bliver almindelige, dagligdags pleje- og sundhedsydelser, som andre varetager på egen hånd, kategoriseret som ’sundhedsydelser’.
De bliver derfor fjernet fra hjælperordningerne og skal i stedet udføres af sundhedspersonale som opbrudt hjælp med faste spise- og tissepauser og fast ”puttetid”. Et frit og aktivt liv er så at sige erstattet af et liv i venteposition i afhængighed af, at der eventuelt vil komme en hjemmehjælper. En praksis, der desværre understøttes af Ankestyrelsen.

På hospitalet uden hjælpere
Desuden pegede Michael Graatang på problemer med hjælp i forbindelse med borgerens indlæggelse på sygehus. Flere kommuner afviser med henvisning til sektoransvarlighedsprincippet, at hjælperne kan følge borgerne under indlæggelse på sygehus.
Det kan i værste fald resultere i, at hjælperteams opløses, og hjælperordninger kollapser, fordi hjælperne opsiges uden om de gældende varslingsregler, når borgeren bliver indlagt på hospital. Det gælder særlig under langtidsindlæggelser.

Det kalder ifølge Michael Graatang på ændringer i reglerne. Hjælpere er en specialiseret ressource, der udfører specialiseret behandling, som er vigtige at have med hospitalet, også for at undgå at belaste et trængt sygehuspersonale yderligere, men også for at sikre, at hjælperne ikke forsvinder til nye jobs under borgerens indlæggelse.

Skrumpende administrationsbidrag
Michael Graatang fremhævede desuden en tendens, hvorefter flere kommuner nedsætter det administrationsbidrag, som kommunen skal betale til de virksomheder eller foreninger, der ifølge loven kan hjælpe borgere med en BPA med at administrere ordningen. Tilskuddet er flere steder barberet så langt ned, at virksomhederne må takke nej til at løse opgaven. Og det går i sidste ende ud over borgeren.

Michael Graatang opfordrede derfor til en gang for alle centralt at få fastsat et beløb, som kommunerne skal betale for at levere arbejdsgiveropgaver. Virksomhederne kan kun levere ordentlig hjælp til borgeren, hvis de får dækket omkostningerne ved at levere hjælpen.

Rundhåndet brug af rådighedstimer
Flere og flere borgere med en BPA-ordning oplever ifølge Michael Graatang desuden problemer med udmåling af hjælpen. Hjælpertimer konverteres til rådighedstimer, så hjælperen godt nok er på arbejde, men kun helt undtagelsesvis må udføre opgaver for borgeren. Borgeren står derfor reelt uden hjælp i flere timer og er derfor stavnsbundet i sit hjem i hjælpernes rådighedstimer.

Ifølge lovgivningen og flere ministersvar kan kommunerne kun i helt særlige tilfælde udmåle rådighedstimer. Imidlertid blev der udmålt rådighedstimer i 8 % af LOBPA’s BPA-sager i 2021, og det vel og mærke rådighedsrimer, der bevilliges af hensyn til kommunernes økonomi, ikke fordi brugerne har brug for den mindre hjælp.

Dalende visitation
Yderligere pegede Michael Graatang på faldende tilgang til hjælperordningerne i årene i 2016-19, selvom antallet af personer, der har behov for fleksibel og helhedsorienteret hjælp via en hjælperordning, er stigende. Og tendensen ser ud til at fortsætte. Det gælder både hjælperordninger efter servicelovens § 95 og § 96.
Det er således blevet tiltagende svært at komme gennem nåleøjet til en hjælperordning på grund af kommunernes skrappere skønsudøvelse og strammere vurdering af arbejdsevnen.

Men selv om tendenserne viser et billede af en skrantende hjælperordning, er der ifølge Michael Graatang også lyspunkter. Her pegede han på aftalen om Finansloven for 2022, hvor der er afsat 30 millioner kroner øremærket hjælp til løsning af de mest akutte problemer, der truer med at udhule hjælperordningerne.

Finanslovens ”redningskrans”
De øremærkede midler på Finansloven for 2022 var netop et af dagens hovedemner. Ordet gik derfor videre til Susanne Olsen, formand for Dansk Handicap Forbund, Jacob Bigum Lundberg, formand for Socialchefforeningen og socialdirektør i Næstved Kommune, samt Jakob Bang, forhandlingsdirektør i FOA, til en paneldebat om udmøntning af midlerne.

Jakob Bang (FOA) indledte som repræsentant for hjælperne med at insistere på begrænsning af kommunernes mulighed for tildeling af rådighedstimer. Den hyppige brug af rådighedstimer er kommet til uden om loven og udhuler hjælpernes løn.

Jakob Bang gav desuden udtryk for en oplevelse af, at kommuner sparer, hvor vilkår står svagt. Og det rammer hjælperordningerne. Og de kommunale svigt legitimeres efterfølgende af Ankestyrelsen. Han pegede derfor på behovet for en samlet pakke til hjælperordningerne.

Jakob Bigum Lundberg (Socialchefforeningen) pegede på kommunernes trængte økonomi som forklaring på den tiltagende kritik af kommunerne. Han gjorde i den forbindelse opmærksom på, at kommunerne gik til forhandlingerne med regeringen om kommunernes økonomi for 2022 med et krav om 5,5 milliarder til handicapområdet. Desværre fik kommunerne ingenting.

Samtidig var man i 2021 i den situation, at kommunerne brugte 800 millioner kr. mere end året før på handicapområdet – uden økonomisk dækning. Der skal derfor findes flere penge, hvis kommunerne skal skabe en bedre hverdag for personer med handicap, anførte Jakob Bigum Lundberg, og sendte dermed ’aben’ videre til politikerne på Christiansborg.

Jakob Bigum Lundberg gjorde desuden opmærksom på, at man i kommunerne ikke modtager mange ansøgninger om hjælperordninger. Og han kunne med tilfredshed konstatere, at Ankestyrelsen giver kommunerne medhold i mange sager. Det er derfor ifølge Jakob Bigum Lundberg ikke kommunerne, det er galt med, men derimod reglerne, der skal ændres.

Jakob Bigum Lundberg anførte til slut, at der ikke er et stærkt økonomisk incitament for kommunerne til ikke at visitere borgere til en BPA. En hjælperordning koster omkring 1,9 millioner kr. årligt, det kan andre tilbud ifølge Jakob Bigum Lundberg også let koste.

Ordet gik til slut til Susanne Olsen (Dansk Handicap Forbund), der pointerede en fra brugervinkel central problematik. Tidligere gav kommunerne vejledning til borgerne om muligheden for at få en hjælperordning, og der fandt en dialog sted mellem kommunen og den enkelte borger om udformningen af hjælp til den enkelte.

I dag får borgere med handicap ikke længere denne vejledning med det resultat, at der kun kommer få ansøgninger, og at hjælperordninger sjældent tildeles. Der kommer desværre næsten heller ingen unge ind på BPA-ordningen. Resultatet er, at ordningen undermineres.

Susanne Olsen understregede i den forbindelse, at der er et akut behov for mere præcise regler. Handicaporganisationerne bruger mange ressourcer på hjælperordninger, der enten frakendes eller barberes ned, så de er ubrugelige. Det er ifølge Susanne Olsen samtidig udtryk for, at kommunerne mangler specialviden og lader økonomien styre.
Det nuværende system har ifølge Susanne Olsen spillet fallit. Og hun understregede – med henvisning til Jakob Bigum Lundbergs bemærkning om de manglende økonomiske incitamenter til ikke at tildele BPA – at de fleste borgere med et fysisk handicap ikke vil få tilbud om plejehjem eller botilbud; det, der er i spil, når kommunerne visiterer, er den billigere og dårligere ’punkthjælp’. Og det vil resultere i, at borgere med handicap vil komme sidde alene mange timer uden mulighed for et aktivt og selvstændigt liv.

En trist virkelighed
Fire historier fra virkelighedens verden satte herefter de italesatte udfordringer omkring hjælperordningerne i et skarpt relief.

Dumping af løn- og arbejdsvilkår
På en videooptagelse fortalte Bettina, hvordan hendes løn som handicaphjælper er gået mærkbart ned, fordi en stor del af hendes arbejdstid er ændret fra aktive timer til rådighedstimer; en historie, der præcist og rammende satte spot på problemerne omkring løndumping på hjælperområdet.
Hun oplevede, at 12,5 timer af en døgnvagt blev ændret til rådighedstimer med det resultat, at hun ikke får nok i løn til at kunne beholde det hjælperjob, hun ellers er så glad for. Og at skulle sidde stille og ikke måtte lave noget, syntes meningsløst – både for bruger og hjælper.

Fra salen lød lignende historier. En bruger havde oplevet en beskæring af hjælpen fra 77,5 timer til 30 timer om ugen. En anden fortalte om kommunens vægring ved at give den fastsatte lønstigning efter 3 års anciennitet. En tredje fortalte om, hvordan kommunen først gav pensionsordning til hjælpere efter 3 år i én kommune, en fjerde fortalte om, hvordan kommunen ikke giver tillæg for hjælp til håndtering af respirator.

Og det havde Jakob Bang (FOA), der var blevet bedt om kommentere videooptagelsen, en klar holdning til. Området er et ”Klondyke”! Hvor det normalt er arbejdsmarkedets parter, der fastsætter løn og ansættelsesvilkår i kollektive overenskomster, har man på BPA-området med lovgivning sat aftalemodellen ud af spil. Og kommunerne påtager sig efterfølgende ansvaret for at fravige overenskomstmæssige vilkår. Det bør der ifølge Jakob Bang ses på.

Indlæggelse i smug
På en anden videooptagelse fortalte Janus Tarp, formand for Patientulykkesforeningen, om, hvordan brugere ikke tør oplyse kommunerne om, at de er indlagt på sygehus.
Fra salen kom flere vinkler på problematikken. Her fortalte en bruger, hvordan han oplever ikke at kunne blive indlagt på hospitalet, hvis ikke han har sine hjælpere med.

En anden fortalte, hvordan han bliver frataget hjælpertimer ved de faste ambulante kontroller, han skal til flere gange om måneden med det resultat, at der mange dage er timer midt på dagen, hvor han ikke har hjælp. Hvor er sektoransvarlighedsprincippet ved ambulante behandlinger, spurgte han.

Fra salen blev også nævnt reglerne om varsling. Afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter § 95 og § 96 skal meddeles med et varsel på mindst 14 uger, men en bruger påpegede, at reglerne tilsidesættes, når kommuner uden varsel fratager hjælp under indlæggelse.

Jakob Bigum Lundberg (Socialchefforeningen) understregede på kommunernes vegne et behov for mere opmærksomhed på god sagsbehandlerskik. Samarbejdet med kommunen burde ikke skulle opfattes som en kamp.
Jakob Bigum Lundberg præciserede dog også, at sektoransvarlighedsprincippet er et lovgiveransvar. Han opfordrede desuden til, at der bliver lavet aftaler i regionerne, hvorefter regionen skal betale udgiften til hjælp, hvis et sygehus mener, at der er behov for, at hjælper følger med under indlæggelse.

Ung uden socialt liv
Herefter fortalte Sidsel på 19 år på en videooptagelse, hvordan hun ikke kan få en BPA. Hun går på gymnasiet, men kan ikke gøre det samme som sine kammerater, da hun ikke kan få en hjælperordning.
Hun har ganske enkelt ikke hjælpertimer nok til at have et socialt liv ved siden af gymnasiet og må sidde alene hjemme eftermiddage og aftener. Så når veninderne gå på café eller shoppetur, må Sidsel tage hjem.
Hun tør heller ikke flytte hjemmefra uden en hjælperordning.

Til Sidsels historie bragte Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindforeningen, en opfordring til, at fokus for visitation skal væk fra økonomi og over i behovsvurdering. Og når kun under 50% af unge med en funktionsnedsættelse gennemfører en ungdomsuddannelse, må alarmklokkerne ringe hos de ansvarlige, påpegede han.

Hjælp med fodlænke
Til slut fortalte Abdul på 20 år på en videooptagelse, hvordan han altid er hjemme. Han kommer kun ud tre timer om ugen, men drømmer om et liv, hvor han kan være sammen med venner.
Abdul får besøg af hjemmeplejen fire gange i døgnet på faste tidspunkter, der hjælper med mad og toiletbesøg samt hjælp til at stå op og gå i seng. Uanset om det er hverdag eller weekend, er Abduls hverdag derfor skemalagt med faste tisse-, spise- og puttetider, og samvær med venner og deltagelse i fritidsaktiviteter er no-go.
Abduls forældre er skilt, og han har derfor to bopælskommuner. Han har ansøgt begge kommuner om en BPA-ordning.

I den ene kommune fik han afslag med begrundelsen, at han ikke er i stand til at fungere som arbejdsleder. I den anden kommune fik han afslag med begrundelsen, at han er for tæt knyttet til sine forældre.
Det sidste ville Abdul gerne gøre noget ved og ansøgte derfor om et højskoleophold på Egmont Højskolen. Også dette har han fået afslag på.

Fra salen kunne en bruger fortælle om en dagligdag med 17 forskellige besøg fra hjemmeplejen om dagen.
Søren Møllgaard Kristensen, forstander for Egmont Højskolen, kommenterede Abduls historie.
En højskole er en rigtig god mulighed til at give unge mennesker kompetencer. Med afslaget afskærer kommunen ikke bare Abdul fra et år på højskole. Mere fundamentalt fratager man ham også retten til at bidrage. Og det er skidt, mente Søren Møllgaard Kristensen!

De politiske ordførere på podiet
Herefter var det tid til politisk debat med de ansvarlige Christiansborg-politikere. I panelet var handicapordførerne fra en række partier repræsenteret ved Marlene Ambo-Rasmussen (V), Karina Adsbøl (LG), Torsten Gejl (Å), Daniel Toft Jakobsen (A), Charlotte Broman Mølbæk (SF), Jakob Sølvhøj (EL) og Torsten Gejl (ALT).

Momentvis afbrudt af 3. behandlingen af særloven for de ukrainske flygtninge, der blev vedtaget samme dag, og som betød, at flere af panelets politikere måtte i Folketingssalen for at stemme, gav de enkelte ordførere hver deres bud på, hvordan finanslovens midler øremærket hjælperordninger skal udmøntes.

Daniel Toft Jakobsen, Socialdemokratiet, indledte med at understrege et behov for flere regler. Det skal rammes ind, hvornår der kan tildeles rådighedstimer, og problemerne omkring sundhedsydelser og indlæggelser skal løses. Endvidere skal der kigges på det dalende ansøgerantal til hjælperordningerne.

I forhold til visitation og revisitation fastslog Daniel Toft Jakobsen, at det ikke er ligegyldigt, hvem der foretager denne. Det skal sikres, at der er den nødvendige viden til stede i visitationsprocessen.
Daniel Toft Jakobsen pointerede, at han er opmærksom på udfordringerne, og at man ikke er i mål endnu. Men understregede i den forbindelse vigtigheden af, at brugerne fortsat gør politikerne opmærksomme på områder, hvor der opleves problemer.

Herefter gik ordet videre til Karina Adsbøl, løsgænger. Hun påpegede, at der mangler løsninger. Hun nævnte, at hun har taget spørgsmålet om muligheden for at få hjælpere med på sygehus op med Socialministeren, men at ministeren trækker sagen i langdrag.

Karina Adsbøl fremhævede også de praksisændringer, der sker i Ankestyrelsen, uden at der tilsvarende er sket lovændringer. For at lette revurderingsprocessen foreslog hun at kigge på muligheden for brug af tro og love-erklæringer og gjorde sig samtidig til bannerfører for sikring af håndhævelse af varslingsordningen.
Der er mange ting, der kræver løsninger, konstaterede Karina Adsbøl til slut. Vi har en kæmpe opgave foran os; en opgave, hun fortsat gerne vil være med til at løfte.

Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre, udtrykte bekymring for kommunernes øgede tilbageholdenhed med tildeling af hjælperordninger. Det er vigtigt at understøtte BPA-ordningen, så den rent faktisk fungerer, og at mennesker, der har ret til at komme på ordningen, også får adgang til den. Og det arbejde bidrager hun gerne til.

Hun fandt det ligeledes problematisk, at kommunerne i stigende grad tildeler rådighedstimer frem for aktive hjælpetimer med det resultat, at BPA-ordningen i mange tilfælde bliver udvandet for de personer, der er på ordningen, men også at handicaphjælpere får en dårligere løn.
Ordet gik derefter til Jakob Sølvhøj, der igen understregede, at han meget gerne peger på løsninger. Et vigtigt område er ifølge ham visitation. Der må ikke være et økonomisk incitament i afgørelsen, og han pegede derfor på at flytte økonomien fra kommunerne.

Jakob Sølvhøj udtrykte også et ønske om en generel bekendtgørelse for hjælperordningerne. Hjælperordningerne skal samles som én ordning, ikke som nu i to paragraffer med forskellige rettigheder. Han pegede desuden på, at der skal overenskomstmæssige vilkår ind i udmålingsbekendtgørelsen.

Torsten Gejl, Alternativet, erklærede sig enig med Jakob Sølvhøj og gav i den forbindelse udtryk for, at han er chokeret over, at tildelingen af BPA-ordninger er halveret gennem de senere år. Han understregede derfor, at behovet for hjælperordninger bør afdækkes, og at der bør udmøntes midler nok til en central pulje til hjælperordninger for at undgå kassetænkning,

Torsten Gejl forsikrede om, at han gerne tager ansvar for at løse opgaven. Brugerne skal ikke have ondt i maven, og kommunerne skal i højere grad stole på den enkelte borger.

Charlotte Broman Mølbak, SF, overtog ordet. Hun understregede, at hun har beskæftiget sig meget og længe med handicapområdet og beskrev det som en ”ulykke, der sker i slowmotion, som man bare passivt kigger på sker”.

Charlotte Broman Mølbak pointerede, at handicapområdet i al for lang tid ikke har været prioriteret økonomisk. Og pointerede, at der er mange udfordringer. Et af dem er, at der mangler specialiseret viden i visitationen. Hun udtrykte desuden et ønske om at flytte visitationskompetencen på BPA-området væk fra kommunerne, så der ikke længere vil være økonomiske incitamenter involveret i afgørelserne.

Herefter rundede LOBPA’s formand, Janne Sander, af med en tak til de fremmødte. Hun bragte en opfordring til politikerne om at finde løsninger på de mange udfordringer.

Håb i horisonten?
Hjælperordningen er dansk handicappolitiks kronjuvel og kaldes – ikke uden grund – ’Verdens bedste hjælperordning’. Det at kunne ansætte egne hjælpere som alternativ til kommunal hjemmehjælp eller institution har grundlæggende ændret livsvilkårene for borgere med omfattende fysiske handicap i Danmark.

Derfor er det også glædeligt, at der på konferencen var grundlæggende enighed om, hvilke udfordringer hjælperordningen står overfor i disse år. Det gælder både de mest akutte udfordringer, hvor hjælpere fx ikke må assistere med almindelige hverdagsagtige sundhedsydelser eller følge med, når brugeren indlægges, og de mere fundamentale, hvor der bliver stadig flere handicappede, men færre der får bevilliget en BPA.

Endnu mere glædeligt er det, at der blandt Christiansborgs politikere var bred og grundlæggende opbakning til, at der skal gøres noget ved de mange udfordringer, der truer med at ødelægge hjælperordningen. Samtlige christiansborgpolitikere tilkendegav således både lyst og vilje til handling.

De 30 millioner kroner, der er afsat på Finansloven, skal nu udmøntes i praksis. Og – som de mange fortællinger på konferencen har dokumenteret – falder pengene på et tørt sted. Der er tydeligvis behov for en massiv og bredspektret indsats.

Håbet for udfaldet af konferencen er derfor, at de mange positive og konstruktive tilkendegivelser omsættes til aktiv handling. At politikerne i ord og handling vil stå ved de løfter, der blev givet til dagens konference på Christiansborg, og som i vidt omfang er en gentagelse af de løfter, der blev givet i vedtagelsesteksten til forespørgselsdebatten (F43) om borgerstyret personlig assistance (BPA) i juni 2021, hvor man gav hinanden håndslag om